Et sted mellem Bangui og DK den 13-15 december
Kære alle
Når I læser dette, er vi kommet hjem! I god behold og uden de store forsinkelser.
Det var ellers ved at blive varmt, i mere end én forstand, i Bangui. Vi sad i lufthavnen og ventede på vores flyforbindelse til Entebbe, da der blev meldt, at den var forsinket. Vi kunne forstå, at flyet der skulle være kommet dagen før, var blevet aflyst. Så bliver man ligesom lidt opmærksom der i heden! Hvis vi er meget forsinkede fra Bangui, når vi ikke forbindelsen fra Entebbe og videre. Nå, men flyet kom ca. 2 timer forsinket, og i Entebbe var man klar over, at der var passagerer, der skulle med videre, så vi blev mødt af personale, da vi steg ud af flyveren, som tog vores pas og billetter for at speede proceduren op.
Vi nåede at vente ca. 15 min, sammen med de øvrige passagerer inden vi kom ombord i flyet mod Amsterdam.
Mette var med os, hun skulle videre fra Amsterdam mod USA. Vi talte om, hvordan vi ofte føler, at vi bliver hjulpet. Af jeres foldede hænder og kærlige tanker. TAK for det!
Som en overraskelse, kom Mettes datter Alaya til Amsterdam for at følges med sin mor hjem. Alaya studerer i England og havde fået lagt sin billet sådan, at de kunne følges ad. Det var også en dejlig overraskelse for os, så der blev uddelt mange knus.
Det har været en succes at have Mette til at undervise vores ansatte. Det har også været en stor udfordring for hende! Hun havde brugt meget tid og planlægning inden hun kom, ud fra de betragtninger hun havde gjort sig, da hun besøgte os sidste år. Det blev dog hurtigt klart for hende, at hun måtte skrue ned for tempo og niveau. Hun kunne dog ikke klage over deres begejstring. Hun brugte meget tid på at omskrive og finde videoer, der illustrerede hendes undervisning. Det var i første omgang ”personlig udvikling” der rev dem ud af deres vante rammer med at acceptere livet og verden, uden at tage stilling. Hun bad dem udtrykke sig over for hinanden og til hende, noget de aldrig gør, kom de til at se deres situation i nyt lys og forholde sig med en uvant åbenhed.
Det strakte sig over 6 uger, og ved afslutningen havde vi en evaluering sammen. Her gav de udtryk for taknemmelighed, forundring og bad meget inderligt om at Mette ville komme igen. De mener de har lært meget, som kan komme til gavn i deres arbejde, i familien og i det, der for de fleste udgør deres fritid, nemlig kirken.
Der er intet, vi og Mette hellere vil end finde pengene, så hun kan komme igen. Der er heller ingen tvivl om, at andre NGO og kirkelige samfund gerne ville deltage i sådanne kurser. Vi håber det bliver muligt snart igen.
De sidste par uger i Bouar, gav en del udfordringer. Først blev jeg lige så forkølet som alle ungerne i børnehaven. Der kom vejrforandring, det skiftede fra regntid til tørtid på bare et par dage. Om dagen var det stadig varmt, men om natten blev det koldt og blæsende. Vinden bringer virus og støv med sig, og ikke alle har tæpper og varmt tøj til natten. Vi kunne se at børnene var snottede, og flere kom slet ikke. Jeg blev også ramt, sidder ofte lige i skudlinjen når børnene hoster!
Jeg smittede nok Bent, og han blev voldsomt ramt og har faktisk ikke haft det så godt. Han hoster meget. Der er altid mange ting vi skal have arrangeret, gjort færdig og aftalt videre forløb inden vi rejser, så det holdt hårdt med at blive færdige til at komme afsted.
Vi havde planlagt nogle dage i Bangui til at ordne nogle af de ting, der ikke er helt styr på, og som kun kan klares ved vores tilstedeværelse. Bl.a. har vi stadig ikke fået et kort, der viser vores opholdstilladelse. Det er nu mere end 4 år siden det udløb, og derfor har vi været nødt til at få udstedt visa i vores pas, ellers vil flyveselskaberne ikke tage os med. De skal være sikre på, at vi har opholdstilladelse. Det er en besværlig procedure, og vi SKAL iflg. den aftale vi har med regeringen i CAR, have dette kort, gratis. Det er en kamp, der nu har varet godt 4 år. Vi havde et møde med embedsfolk i ministeriet og de lovede at hjælpe, gøre hvad de kan, men igen måtte vi rejse uden dette kort.
Vi har også et hængeparti mht. vores grund i Bouar. Vi har ikke modtaget et endeligt skøde, skulle først investere et beløb på grunden, det er for længst gjort, men nu vil de have penge for at udstede dette skøde. Ja, det er svært at vinde. Heldigvis har Luc, vores gode ven parlamentsmedlem, lovet at følge op på sagen.
Vi prøver altid på at bruge så lidt tid som muligt i Bangui, det er varmt og fugtigt og aldrig helt roligt. Hovedstaden giver plads til flere uroligheder og politisk ustabilitet.
Vi kan aldrig sende billeder fra vores ophold der, da det er strengt forbudt at fotografere offentlige steder. Vi tager ingen chancer, kender til mange som har trodset forbuddet og er endt med en masse ballade og bøder.
I Bouar fik vi tid til at dele vores dejlige palliot med vores medarbejdere. Vi fik bord og stole sat op og middagsmaden blev serveret her hver dag. Vi spiser sammen hver dag, og det giver et godt sammenhold og tid til at få snakket om en masse ting. Samuel, vores kok, er god til at lave mad og ivrig efter at lære nye opskrifter. Vi bruger så mange af vores egne afgrøder som muligt. Det bliver ikke til mad som man traditionelt spiser, men vores folk er efterhånden vant til så forskellige retter, som de aldrig har tænkt kunne smage godt. Det bliver ofte til noget som Samuel heller ikke vil finde på af sig selv.
Den 20. nov. var vi inviteret til koncert på musikskolen. Der var fint besøg af flere katolske gejstlige og de fire nye volontører havde haft travlt med at lære nye sange med børnene på musikskolen. Børnene elsker at spille og synge, de kender ikke til sceneskræk, og det er en fryd at opleve dem.
Det blev så også en officiel tak til os, især Bent, for hans store hjælp med at bygge skolen, hjælp med at skaffe en pumpe til deres brønd, og hvad vi ellers bidrager med. Det er heldigvis et arbejde, der også giver os meget hjælp. Det er broder Benedykt, skolens leder, der bl.a. har kørt os hver gang vi har rejst frem og tilbage mens vores bil ikke var i orden.
Vi fik også lige tid til at køre til Bohong og sætte en ny pumpe ned. De har ikke haft mulighed for at pumpe vand siden tidlige forår, da lynet slog ned i pumpen. De ville gerne vente med at få pumpen sat ned til regntiden var ovre. Så længe det regner kan de samle regnvand. Vi havde Mette med, og det var en stor oplevelse for hende at se det igen efter 25 år. Hun blev meget bevæget af at være der, overrasket over så fint og velholdt det er.
2. søndag i advent inviterede vi vores medarbejdere, også dem af vores tidligere ansatte, som nu arbejder for musikskolen, og fader Benedykt og hans volontører til julehygge. Vi havde lavet noget ekstra lækkert med lidt tradition for jul. Evodie havde lavet små kugler af sesamfrø, en delikatesse i CAR, Samuel lavede små ”makala” kogt i olie og Mette lavede sin specielle kage med hibiscus blomster. Jeg lavede kringle med marcipan. En af volontørerne fra musikskolen havde bagt en stor og meget lækker chokoladekage. De havde også en drone med, så vi fik nogle fine billeder fra vores center, sådan lidt fra oven😊
Vi havde en dejlig dag og inden den var slut fik vi en lille koncert af de 4 volontører. De er meget dygtige og professionelle. De giver 4 mdr. til at undervise i musikskolen.
Stella fra børnehaven havde dødsfald i sin nære familie, hun måtte rejse afsted og deltage. Det efterlod Evodie alene og derfor besluttede vi at lukke børnehaven inden vi rejste. Vi inviterede forældrene til at komme den sidste dag. Børnene havde øvet sig på at synge og pyntet op med de guirlander, de havde lavet. Forældrene synes meget godt om det børnene lærer, og vi fik stor tak fra dem. De fik kaffe og kage, børnene fik også saftevand i dagens anledning. God jul og godt nytår, vi ses igen i det nye år!
Vi har søgt en masse steder for at finde en ny bil. Vi kom godt til Bangui med den gamle bil, men lige da vi standsede ved søstrene, gav den op. Ville ikke starte igen. Heldigvis kom David, som jo altid er der for os. Han fik den i gang og kørte til det værksted hans arbejde (International Criminal Court) altid bruger. De har set på den og vi må have lidt reservedele med igen.
Det er svært at skaffe nye biler, især den slags bil vi gerne vil have. Der er lang ventetid, op til 8 mdr. Vi har også haft svært ved at finde nogen der vil sende en bil uden at de forlanger urimelige priser for det. Vi håber at kunne finde noget snarest. Det vil blive en god julegave!
Vi ønsker jer alle en god og velsignet jul, med jeres familie og venner. Tak for støtte, bøn og deltagelse i vores arbejde. Vi håber at rejse tilbage til CAR i begyndelsen af februar, med Astid og Kenneth. Se deres præsentation på hjemmesiden.
Mange kærlige hilsener
Bent og Vera
