Foreningens stiftere

Hjerte for Afrika blev stiftet i 2014 af Vera og Bent Skindhøj fra Himmerland. De arbejder store del af året som ulønnede ledere på Udviklingscenteret i Bouar i den Centralafrikanske Republik. 

 

Vera Skindhøj
Medstifter og udsendt medarbejder

I 1972 rejste min mand, Bent, og jeg til Nigeria for at arbejde som ”mellemkirkelige medarbejdere” som den Lutherske Kirke dernede kaldte os. Byggeri var vores hovedopgave, men det blev til mange andre og spændende job. Vi var der i 7 år, fik 2 piger og en masse erfaring i afrikansk kultur, samt hjertelighed.
I 1984 rejste vi til Den Centralafrikanske Republik for endnu engang at arbejde for en Luthersk Kirke. Nu havde vi også en søn med os. Her skulle vi også bygge for en hurtigt voksende kirke. Vores børn kom på kostskole og fik mange oplevelser der. Vi fik hurtigt mange medarbejdere – de fleste uden nogen særlig uddannelse og meget lidt eller ingen skolegang. De viste stor interesse for byggeri og var både lærenemme og videbegærlige. Vi holdt aftenskole og underviste i fag, de selv havde ønsket: Geometri, matematik, faglære og sundhed.
Vi har sidenhen følt, at vi ikke kunne blive færdige med Afrika. Kærligheden til den Centralafrikanske Republik og befolkningen der er det, der nok har trukket mest i os.

Jeg ønsker, at vi gennem Hjerte for Afrika fortsat kan hjælpe på mange fronter. Blandt andet hjælpe til bedre sundhed og udvikling og fremelske en bevidsthed om at det er muligt at skabe en bedre tilværelse for sig selv og fremtidige generationer.

Jeg er fra ’53 og bor i Himmerland. Her har vi haft ”hjem” siden 1988, når vi ikke lige har været i Afrika.

 

Bent Skindhøj
Medstifter og udsendt medarbejder

Det centralafrikanske folk, deres manglende mulighed for information samt uddannelse og følgerne deraf har rørt min kone, Vera, og jeg meget. Vi har oplevet hvor stor forskel uddannelse betyder for det enkelte menneskes forståelse af egen situation og levevilkår og har derfor ønsket om forbedring.

Vi ønsker med foreningen Hjerte for Afrika at kunne fortsætte med at undervise både teoretisk og praktisk. Vi ønsker at give den lokale befolkning håb for fremtiden, for selvagtelse og generelt bedre levevilkår til gavn for sundhed både på legeme og sjæl.

Jeg er uddannet ingeniør og har gennem mange år i Afrika bygget landbrugscenter, klinikker, skoler, kirker, boliger samt trænet lokal personale inden for byggeri og administration. De sidste 3 år i Den Centralafrikanske Republik har jeg været administrator i Den Lutherske Kirke med det primære formål at hjælpe det administrative personale til forståelse af kirkens økonomi, mere autonomi og bevidstgørelse ved bl.a. selvfinansiering af deres aktiviteter.

Jeg er fra 1947. Vera og jeg har arbejdet i Afrika i 22 år; 7 år i Nigeria og 15 år i Den Centralafrikanske Republik.