13. september, 2025
Kære medlemmer
Siden generalforsamling i 2025 er der sket en del ting i bestyrelsen.
Efter bestyrelsens konstituering er jeg fortsat på formandsposten, det er en stor udfordring, der er meget at lære og forstå om vores arbejde i Afrika, men spændende.
Næstformand Lea Nørlund Dalgaard er udtrådt af bestyrelsen pr. 1 juli, pga. lykkelige omstændigheder, og Bent Skindhøj er trådt ind på hendes plads.
Intentionen for HFA’s igangsættelse var at bygge et center, uddanne personel og langsomt overgive drift og ledelse til vores lokale ansatte medarbejdere. Dette er så småt ved at blive implementeret. Vera og Bent har, sammen med de dygtige volontører, vi har haft indtil nu, givet vores medarbejdere i Bouar et godt fundament for at få den daglige drift til at fungere. Ikke sådan at forstå, at de nu selv kan det hele og ikke behøver vores udsendte længere, men de er godt på vej.
Der er stadig brug for Vera og Bent, men nu lidt kortere ture og gerne sammen med en eller flere volontører. Vi håber at kunne hjælpe de 3 medarbejdere i børnehaven til mere pædagogisk uddannelse og inspiration. Der er også brug for hjælp i mark og have, en landmand, gartner eller en med grønne fingre. Også på værkstedet kan en ”handy man” give inspiration og støtte.
Vera og Bent har, som bekendt, hjulpet med at bygge musikskole i Bouar, hvor en polsk katolsk fader har startet en musikskole, den eneste i Den Centralafrikanske Republik. Som tak for denne hjælp, blev Vera og Bent og Bents tidligere kollega, Jens Andersen og hans kone, inviteret en tur til Polen denne sommer. Jens Andersen har hjulpet med design og beregninger af byggeriet. Det blev en mulighed for bestyrelsen at udtrykke vores glæde over at kunne være med i dette fælles ønske om at hjælpe den Centralafrikanske befolkning.
Bestyrelsen arbejder bl.a. på at finde mulighed og økonomi til at afsende en container med forskellige ting. Der findes allerede en del ting på depot, som der ikke blev plads til ved sidste container, og der er behov for nye batterier til solcellesystemet på centeret. Og ikke mindst er nogle af de mange børnescootere, som blev sendt ud i 2018, godt og grundigt slidt op. De er til stor fornøjelse for børnehavebørnene. Der er mange omkostninger i forbindelse med afsendelse og tilladelser til at indføre en container.
Som I nok ved, er vores skattefradragsstatus betinget af at HFA kan leve op hertil. Det vigtigste er, at vi har flere end 300 betalende medlemmer, mere end 150.000 kr i omsætning/årligt og at flere end 100 personer donerer mere end 200kr/årligt.
Derfor beder vi jer, vores medlemmer om at hjælpe os til at nå disse mål og gerne lidt til. Der er så meget vi gerne vil i Afrika, så meget vi kan se kan hjælpe befolkningen og som vores medarbejdere også ser som opgaver for HFA. De oplever, hvor stor indflydelse børnehaven har på både børn og forældre og hvordan deres egne familier trives og forbedrer deres sundhed pga det, der undervises i på centeret. Det vil de gerne være med til at give videre til så mange som muligt.
Tak, om I vil betænke vores fortsatte arbejde i Afrika.
Må jeg huske jer på at betale medlemskontingent for 2025. Tak til jer der allerede har betalt!
Jeg ved, at vores medarbejdere i Bouar tænker på jer. I betyder meget for dem. De ved, I med jeres gaver er med til, at deres arbejde kan lykkes.
På vegne af bestyrelsen sender jeg mange hilsner.
Casper Pedersen
Bestyrelsesformand for Hjerte for Afrika























