Rejsenyt 2020

På Udviklingscenteret er vi gået i gang med at masseproducere masker, der skal beskytte mod smitte med Covid-19. Disse produceres for Dr Ione, som er ved at oprette karantæne for de smittede.

“Vi kan altid være sikker på hjælp fra Dr Ione, så det er bare godt vi kan gøre gengæld. I dag fik jeg vores it ven, som også er journalist på den lokale katolske radio, til at komme og lave et lille interview. Lidt reklame for HFA men også for de 2 som har hjulpet med at sy. De fortsætter med at producere og forhåbentlig vil folk købe til eget brug” – Vera

 

 

Boaur 25.03.2020

Kære venner

Nu har jeg fundet overskud, computeren er opladet, og der er meget at fortælle.

Tak til alle jer der har skrevet til os, både til vores egen mail og på rejsebrev. Det har været til stor opmuntring og glæde at høre fra jer. Det er ikke svært at forestille os, hvordan i må have det, og vores tanker er med jer hver dag. Tænk at skulle være hjemme hele tiden og ikke se andre mennesker eller familie. Det må næsten være det værste. Godt at telefon og skype ikke smitter og solen skinner og lokker på ture i naturen.

Vi har haft nogle turbulente uger, bil der ikke vil køre og fly, der bliver aflyst og problemer hist og her. Alt sammen noget, der tager vores kræfter og humør.

Vores bil er, endnu en gang, holdt op med at køre! Det er det samme problem som tidligere, så den var altså ikke helt ok, da den kom tilbage fra mekanikeren i Bangui. Heldigvis skete det ikke ret langt herfra vores center, så Bent kunne liste hjem med den. Han var ude for at hente brænde til vores murstens brænding, ikke så langt herfra. Vi kan få masse af brænde, her er jo meget frodigt, så der er ikke fare for at vi skaber Sahara tilstande her foreløbig. Blot husker vi folk på at plante nye træer.

Vi havde heldigvis hentet flere læs, så vi fik brændt vores mursten, og de er rigtig fine. Nu kan Pierre gøre murene færdige.

Vi har haft en lokal mekaniker til at se på bilen, men selv om han har haft meget skilt ad, må han give op.

Vi havde faktisk billetter til at rejse hjem nu på lørdag d. 28., men vi fik besked for 2 dage siden, at de var aflyst. De næste billetter er så til den 3. maj, men om der er noget fly til den tid, er der ingen der kan sige.

Her er Corona virus også ved at sætte sine spor. Grænserne er lukket fra begge sider, alle de varer, vi plejer at kunne købe, koster pludselig ret meget mere, især er vi afhængig af flaskegas og diesel, fra Cameroon. Vi kan stadig købe det, der hvor vi plejer, men det er steget betragteligt i pris. Folk er begyndt at have mundbind, og der advares i radio og i kirker om ikke at give hånd, knus og kys. Flere steder, f.eks. I banken, skal man vaske hænder med sæbe, inden man bliver lukket ind. Der er bevæbnede vagter, flere end der plejer at være, der overser at man gør som befalet.

Bent kørte op til Dr. Ione for at høre, om hun kendte nogen, der kunne tage os med til Bangui. Hun lovede at gøre, hvad hun kunne, men kunne vi ikke også hjælpe hende. Hun er ved at oprette karantæne for Corona smittede her i Bouar. Indtil nu har der ikke været nogle, men der er flere i Bangui (der er kommet ind med fly). Det har ført til vrede, at folk kommer hertil og bringer sygdom. Dr. Ione tager situationen meget alvorligt, og gør alt hun kan for at være klar. Hun er ikke i tvivl om at det nok skal komme, enten fra Bangui eller Cameroon.

Hun har brug for en spraypumpe til at desinficere sin bil, når hun har kørt med syge. Sådan en pumpe kunne vi heldigvis hjælpe med. Da jeg var oppe med den, spurgte hun om vi måske havde nogle masker vi kunne undvære. Vi har slet ingen, men vores datter, Mette, havde lige sendt en video på hvordan man selv kan sy en maske.  Da jeg nævnte det for Dr. Ione, blev hun straks interesseret og spurgte om jeg kunne sy nogle for hende. Ca. 100 stk.

Da vi nu skal være her og ikke kan komme hjem foreløbig, ja, så lovede jeg at klare det.

Så nu har vi startet det første projekt her i Centeret. I dag har vi klippet og syet, efter vi fik en prototype godkendt hos dr. Ione. Og her i eftermiddag kom en af dem, som også arbejder i medicinsk arbejde hos katolikkerne, og spurgte om hun måtte købe et mønster. Hun endte med at få både mønster og 5 af vores færdige masker som hun kunne sende ud i distrikterne, hvor de så må i gang med at fabrikere.

Dejligt at vi kan hjælpe hinanden, vi synes ofte det er os der får mest hjælp, men nu tror jeg vi står ligeJ

Vi fik jo aldrig sendt containeren af sted, og nu står vi og mangler en masse. Maling er en af tingene. Vi kunne måske finde det i nabolandet, Cameroon, men der er jo lukket. Men vi bliver ikke arbejdsløse lige foreløbig, der er stadig meget vi kan gøre, og måske kan vi holde en lille fest inden Pierre og hans folk stopper her. Vi tænker, at de nok er færdige om en 3-4 uger. Det vil blive tomt her uden dem, men forhåbentligt skal vi snart have centeret fyldt af lyse børnestemmer, der leger i børnehaven og voksne, der lærer nye ting, som kan hjælpe til en bedre tilværelse.

Vi har måttet se i øjnene at Delphine, som havde sagt ja til at lede børnehaven, ikke vil alligevel. Hun var alligevel ikke færdig før hen i slut juli med sin eksamen og så skal hun have baby.

Vi har så talt med en anden kvinde, som ikke har nogen formel uddannelse, men som har arbejdet hos SOS børneby her i Bouar. Hun taler en lille smule engelsk, er meget flittig til at komme og lære mere, samtidig med hun også lærer IT her. Bien, vores snedker, er også i gang med engelsk og IT. Vi håber de kan blive gode til at begge dele. Et stort ansvar kommer til at ligge hos dem.

Det er også begyndt at regne, og så skal der jo laves markarbejde. Overalt omkring os, er folk i gang!  Pedro er også ved at have jorden klar til første gang jordnødder. Pierre har muret nogle kasser, som vi tænker vi skal have grøntsager i. Så det er nemt at gå ud og se, hvad der er klar til at blive høstet og bruges i husholdningen.

Der er også mange mangoer modne lige nu. Samuel, vores kok, skræller næsten hver dag til marmelade og vi spiser alt, hvad vi kan af de dejlige saftige frugter. Vi har også lige startet vores fryser så vi kan fryse mangoer. Jeg kan hurtig tænke på smoothies og mango isJ

Vi har også købt Guava, vi har et par træer, men de giver ikke meget.

Nu når vi har fundet symaskinerne frem, kan jeg også komme i gang med gardiner. Vi har mange, som er syet, genbrugt, men som ikke passer helt. Det bliver dejligt at kunne dæmpe lydene lidt i de to store lokaler.

Alt i alt, er der en mening med, at vi ikke kunne komme hjem, og at vi skal være her mindst til 3. maj. Det kan vi også sagtens klare. Vi har hamstret, men ikke så meget, blot mel, kaffe og sukker, så vores folk kan være sikre på deres formiddagskaffe.

Vi håber og beder til, at denne virus må stoppe, at vore kære må blive skånet og vi snart igen må ses og kan give hinanden et kærligt knus.

De kærligste hilsner fra os her

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

 

 

Kære venner                                                                                                                       Bouar 13.03.2020

Det blev til mange dage i Bangui, især syntes de lange, fordi det er så skrækkeligt varmt og fugtigt. Det har regnet et par gange, men ikke nok til at køle luften ned, det har kun fået luftfugtigheden til at stige nogle grader.

Vi er blevet gode venner med en FN officer som bor hos Søstrene, han har hjulpet os flere gange, og vi snakker rigtig godt sammen. Han har også besøgt os i Bouar, når han har været der i forbindelse med sit arbejde. Han spurgte søndag, om vi havde lyst til at køre en tur med ham og se lidt af Bangui, som vi ikke normalt har adgang til.

Vi havde en dejlig eftermiddag, hvor vi bl.a besøgte det store dyre hotel, Ledger, som kun de meget rige har råd til at bo på. Der er en fin pool, som mange NGO’er betaler for at benytte, selv om de ikke bor der. Vi fik en kop kaffe og det kunne vi dog betale, uden at gå fra hus og hjem.

Derefter kørte vi lidt rundt langs med floden, Ubangi, som ligger langs med byens sydlige side. Derfra kan man se over til det tidligere Zaire. Vi fik også set udsigten fra det højeste punkt. Her har der i mange år været et skilt, med BANGUI skrevet i store bogstaver, så det kan ses langt væk fra. Vejen derop er kun for 4 hjulstræk og kun hvis man er kendt. Det er nærmest et hjulspor, som vi listede opad.

Men det var turen værd. Vi fik en storslået udsigt over byen og kunne tage billeder, som vi ellers ikke må.

Jeg er ikke den bedste fotograf, men håber alligevel, at i kan se hvor fantastik udsigten er!

Vi kom tilbage til Bouar i aftes, fik lejet en bil og chauffør, som kørte os hertil.

Vores egen bil er stadig hos mekanikeren i Bangui. Vi tror det er en god mekaniker, han er fra Syrien, og virker til både at være ærlig og dygtig. Han har nu haft bilen siden mandag og havde egentlig sagt, den nok kunne være klar til lørdag. En af vores venner, som var med os til Bangui, er blevet der for at køre bilen hjem, hvis den kan laves inden for overskuelig tid. Jeg har talt med ham her i eftermiddag, og da var der ikke tegn til at den ville blive færdig!

Vi har heldigvis nogle gode folk her, som arbejder flittigt, selv om vi ikke er her. Det er så dejligt at komme hjem, og se hvor langt de kommer.

Vi ville så gerne nå at komme lidt længere, så vi kunne få gang i børnehaven. Der mangler ikke meget, ikke rent bygningsmæssigt, men den unge kvinde, vi havde kontakt med og som havde sagt ja til stillingen som leder af børnehaven, har sagt fra! Hun har fortalt, at hun ikke er færdig til juni, men er blevet pålagt mindst 1 måned mere i den skole, hvor hun tager sin sidste praktikperiode. Dvs., at hun tidligst kan starte til aug. Yderligere er hun gravid, så det har lange udsigter.

Vi håber, vi kan finde en anden, men der er ikke mange, der har uddannelse og som ikke har arbejde. Her mangler lærere, så alle kan få job, hvis de er villige til at tage lidt uden for de større byer.

Yderligere er der jo så Corona, som nok ikke kommer til at give mange smittede her, pga. af varmen, men som jo giver problemer ret logistisk. Flyruter lukker, lufthavne lukker og nægter folk indrejse. Vi er ikke så bekymrede for at vi er i fare for at blive syge af Corona, men mere hvis der skulle ske noget andet med os, og vi så ikke kan komme hjem. Vi kan forstå at Udenrigsministeriet kalder alle danskere i udlandet hjem!

Vi vil forsøge at forandre vores billetter. I mellemtiden vil vi så knokle med at nå så langt som muligt her, så når dette forhåbentlig er ovre, at vi kan komme her tilbage, måske med en volontør der vil hjælpe med at starte børnehaven op.

Tak til alle jer, der har skrevet til os, det er så dejligt at høre fra jer og vide, at i følger os. Det mærker vi hele tiden! Tak for opmuntring, foldede hænder og gaver. At vi måske bliver nødt til at finde en anden bil, var jo ikke med i vores planer, men tak for alle bidrag. Vi er i gang med at undersøge markedet, både her og i Europa. Vi har brugt tiden i Bangui med at rende folk på dørene for at høre, om der var mulighed for at købe brugt eller leje. Lige nu ser det ikke ud til at være muligt. Vi kan købe en ny, men der er 3-4 mdr. leveringstid.

Jeg skal forsøge at holde jer opdateret, så meget som muligt, måske lidt korte breve, med de sidste nyheder.

Mange kærlige hilsener herfra

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

 

Kære venner                                                                                                                       Bangui 07.03.2020

Vores datter, Mette, har været her et par uger. Vi har nydt at have hende, og hun har været til stor hjælp.

Der er jo altid en masse ting, der skal sættes på plads når vi har været væk i længere tid. Vi har også fået ryddet op og flyttet lidt rundt for at få bedre oversigt og udnyttelse.

Bent har sat nyt arbejde i gang, bl.a. en muret plantekasse til grøntsager, og brænding af nogle mursten. Ham og Pierre har også talt op, hvor mange sten vi skal bruge for at blive helt færdige med murene omkring værkstedet. Det blev til flere, end vi først havde regnet med, så vi har fået sat en fremstilling i gang. Det er de samme, som hjalp sidst, så det går fint. De skal også skynde sig, da regntiden er lige om hjørnet. Vi har fået den første gang regn. Jeg håber I så videoen, jeg sendte hjem.

Der er også ved at komme frugt på træerne, både mango og guava. Det ser ud til, at der bliver rigtig mange i år. Så jeg må i gang med at lave marmelade.

Mette havde en stor solcellelampe med. Den blev sat op, hvor der var allermest mørkt og svært for vagterne at holde opsyn. Nu kan vi se alle, der kommer inden for sensorens rækkevidde. Vi har også sat en del andre lamper op rundt omkring, som lyser vores bygninger op om natten.

Vi har også fået malet i det, der skal blive spise- og dagligstue for vores volontører. Vi mangler hvid maling, så det må vi prøve at finde i Bangui, for containeren står jo stadig i Kirketerp. Håber der kan komme en løsning på transporten snart.

Mette havde kun 2 ugers ferie, så i fredags sagde hun farvel til vores medarbejdere i Bouar. De var lige så kede af hun skulle af sted som hun og vi. Hvornår kommer du igen, spurgte de. Håber ikke det varer for længe!

Vi kørte afsted ved 7-tiden med solen i øjnene og godt mod. Bilen havde jo kørt os op fra Bangui, så vi håbede den også ville tage denne tur.

Sådan skulle det så ikke være!

Efter knap 200 km ville bilen ikke mere. Ikke gå i gear og slet ikke trække. Den gik i stå, vi fik den startet igen, men stadig uden trækkraft. Igen oplevede vi, at flere biler kørte forbi os, selv om man kunne se, at vi havde åbnet op til motoren. Igen var det en lokal lastbil, der stoppede og 4 unge mænd kom til hjælp. De skiftede filter, mente vores diesel var af dårlig kvalitet, men det hjalp ikke meget.

Vi havde ikke telefonkontakt hvor vi var, så vi listede os afsted med 20 km/t. Endelig nåede vi et sted, hvor der var telefonforbindelse, og vi kunne ringe til vores gode venner i Bangui. I løbet af et par timer fik de organiseret, at en bil blev sendt af sted for at trække os til Bangui. Her kunne vi måske få hjælp.

Det blev en drøj tur, vi kom ikke til Bangui før sent. Heldigvis havde vi ringet og sagt vi var på vej, men havde problemer med bilen.

I dag har vi så fået bilen på et værksted, en syrisk mekaniker, og han vil se, hvad der kan gøres. Det er dog ikke indlysende, hvad der er galt, så det er ikke sikkert den kan repareres.

Foreløbig er vi her hos Søstrene, og har det ok. Vi har fået Mette i lufthavnen med hjælp fra venner her.

Når vi står der ude på vejen og solen brænder, der er ingen skygge, og den ene bil efter den anden kører forbi, ja så er vi lidt små. Så er det godt, at foldede hænder fra nær og fjern følger os, og vi kan klare de mange udfordringer. Da er det vi igen mærker, at vi ikke er alene!

På mandag ved vi mere, men vi har talt med flere, bl.a FN folk, som mener det er muligt at finde en anden bil. Flere af de mange organisationer som er her, trækker sig ud efter nogle få år. Ofte er 2-5 år den tid de giver til at hjælpe noget i gang.

Vi vil undersøge markedet, men der er jo ikke penge i vores budget til en ny bil. Men vi har oplevet mange mirakler, siden vi startede dette projekt. Vi bliver hjulpet på mange måder, og fra sider vi mindst forventer.

Her er meget varmt i Bangui, varmere end i Bouar, og vi plejer ikke at være her længere end højst nødvendigt. Nu er vi nødt til at være her, og måske er der noget vi skal se og lære. Vi møder i hvert fald mange nye mennesker her på gæstehjemmet.   

Jeg håber at kunne skrive gode nyheder først i næste uge.

Kærlig hilsen fra os

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

     

 

 

     

Årets første regn

Bouar 25.02.2020

Kære venner,

Vi er nu tilbage i Bouar, og har været det nogle dage, men som sædvanlig var der 1001 ting, der skulle ordnes i første minut, vi satte foden på grunden.

Turen hertil gik godt, først flyveturen var noget for sig selv. Vi synes vi har set hele det afrikanske kontinent, men det er nok knapt. Vi fløj fra KBH til Doha i Qatar. Her mødte vi vores ældste datter, som kom fra USA. Dernæst fløj vi til Kenya, Nairobi lufthavn. Her måtte vi vente ca. 4 timer. Det er en ret stor lufthavn med butikker og steder at spise. Da vi gik mod gaten, fandt vi ud af, at flyet ikke gik direkte til Bangui, men fløj over Entebbe. Vi måtte lige tænke en ekstra gang på geografien. Da vi fløj ind til lufthavnen kunne vi se en kæmpe sø, nemlig Viktoria søen. Der sad vi så i flyet og ventede på nye passagerer mens vi nød udsigten.

Endelig kunne vi flyve igen og ankom til tiden i Bangui.

Her måtte alle have målt temperatur og vi blev alle 3 skubbet til side. Ikke at vi have høj temperatur, blot én streg, men måtte udfylde et skema med oplysninger om os selv, vores forældre og rejser m.m.

Så fik vi målt igen og endelig måtte vi finde vores bagage og snakke lidt (meget) med tolderne. De prøver altid at finde et eller andet, vi har forkert. Heldigvis blev de hurtig trætte af os, så vi fik lov at gå.

Vi havde talt om, at hvis bilen ville starte, og vi kunne få det til at fungere, ville vi køre til Bouar allerede søndag morgen. Bent fik diesel på bilen, Mette og jeg løb ned i byen for at købe de få ting, vi havde brug for, og så kunne vi bare spise en gang aftensmad hos de katolske søstre, inden vi gik i seng. Det havde været et langt døgn, men alt var gået planmæssigt, hvilket vi kun kunne være taknemmelige for.

Næste morgen, kl 5.30, kørte vi så mod Bouar. Det er slutningen af tørtiden, og alt er støvet, og det er meget varmt. Turen gik godt, bilen kørte ok, og vi var tidlig fremme. Jeg håber at finde nogle billeder fra turen.

Vagterne hjalp med at læsse bilen af, samtidig med vi kunne se, hvor der var sket fremskridt, mens vi var væk. Så var flere ting vi lige måtte ordne bl.a. finde sengelinned til Mette og forsøge at etablere lys. Mens vi var væk, har der været forsøgt at stjæle vores batterier. Der var afmonterede solceller og omformer. Det måtte Bent få sat til igen. Heldigvis var der ingen kortslutning.

Det var dejligt at kunne finde noget at spise og så ellers ligge vandret i 9 timer 🙂

Vi har brugt dagene på at gøre rent. Med tørtid og en kraftig blæst, bliver her enormt støvet overalt. Det hjælper ikke bare at feje, men der må sæbe og vand til. Vi havde en udluftningssventil med til vores højdebeholder. Vi har ikke haft ret meget tryk på vandet, men da vi satte den til i går, kom der pludselig masser af vand. Også der hvor vi ikke havde helt brug for det. Det gav vand i biblioteket, så vi måtte have næsten alle bøger ud til tørre.

Murerne er ved at være bygget op, der mangler stadig lidt, men vi kan ikke brænde de sidste mursten før det holder op med at blæse. Der kan dog stadig laves lidt med de dårlige sten. Bl.a.  er de ved at lave højbede. Der er byggearbejde endnu et par måneder.

Vores afrikanske volontør har startet læseklasse for kvinder. Hver anden dag kommer 6-8 stykker. Med godt humør og latter underviser han og der er ingen tvivl om at de også synes det er sjovt.

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Vejene ud til Bouar er ikke asfalterede