[OPDATERET] Rejsenyt 14, december 2020

 

Kirketerp 27.12. 2020

Kære alle

Glædelig jul og tak for jeres mange hilsner til os på forskellige måder. Det betyder så meget at vide, at I følger os. Tak for hver en bøn og tanke, der er gået vores vej!

Som nogle af jer ved, kom vi ikke med flyet den 18. december. Vi vidste ikke, at det var muligt at blive testet med en podning, en såkaldt PCR test. Vi havde fået en blodprøve, og det ville man ikke godkende.

Det var slemt at se vores billet annulleret. Vi måtte ringe til vores gode ven David og bede ham komme og hente os. Han havde kørt os til lufthavnen, og nu vendte han bilen og kørte tilbage efter os. Vi har meget at være David taknemmelig for. Vi købte jo en bil til ham og fik sejlet til ham. Det var nemt, godt og trygt at blive fragtet rundt i byen af ham.

Vi fandt ud af i lufthavnen, hvor vi kunne få udført en test, der er godkendt, og der kørte vi til. Vi blev hurtigt registreret, og blev vist hen til stedet, hvor kompetent personale var klar til at foretage testen. Vi fik besked om, at der ville være svar dagen efter.

Det var svært at stå i lufthavnen og finde ud af, at vi ikke kom med, men det var en endnu større udfordring at finde en anden billet. Vi ringede til Unitas, og de satte straks i gang for at finde to pladser på et fly ud af Bangui. Mange ønskede at komme væk fra Bangui pga. det forestående valg.

Vi fik heldigvis plads hos søstrene igen og billetter til at rejse mandag den 21. december. Det blev til 3 dages ekstra ophold i Bangui. Det er fint hos søstrene, men Bangui er varmt og fugtigt i forhold til Bouar, så det er lidt af en udfordring.

Fader Benedykt som havde kørt os til Bangui, havde givet sig selv en dags hvile, var kørt hjem til Bouar og sit arbejde med musikskolen. Arbejdet går rigtig fint her, og Bent har hjulpet meget med at tilse, at det bliver gjort korrekt, og at forskalling og betonarbejdet bliver udført, så det kan holde i mange år.

Vores billetter sendte os en tur til Uganda, til Entebbe, hvor vi havde næsten 7 times ventetid. Det viste sig at være en lille, men meget velfungerende lufthavn. Der var ikke mange butikker, men det var sjovt at se, hvad der var af lokale produkter. Vi er så vant til at intet bliver produceret i CAR, men her i Uganda var der flere varer som var lokale. Bl.a. små energistykker som er lavet af sesam frø, jordnødder, græskarkerner og honning. Alt sammen noget, som der også findes i CAR. Kaffe og kakao var der også, disse er også nogle af de afgrøder, der kan blive et aktiv i CAR. Det må vi se at få gjort noget ved, når vi kommer tilbage.

Vi fik også dejlig mad på en lille cafe. Alt sammen med til at tiden gik på en god måde.

Vi skulle flyve til Amsterdam, hvor vi også havde mange timer. 11 timer, som vi brugte på at sove. Vi var heldige, at der var et ledigt hotelværelse i lufthavnen, og det var skønt at kunne ligge ned efter så mange timer i en stol i lufthavnen og i et fly.

Det var ikke muligt at gå i butikker og handle. Vi fik ikke købt julegaver og mad, men vi kunne holde jul hos vores datter med hendes familie. Vores søn og svigerdatter med David var også med, og vi kunne holde en dejlig juleaften sammen med familien.

Bent døjer lidt med sin dårlige finger. Vi ved ikke helt, hvad der kan gøres ved den. Håber at få en tid hos lægen som kan hjælpe Bent med smerter og evt. behandling.

Vi håber valg til præsident i CAR vil kunne afvikles i nogenlunde ro, og at der kan blive ro i landet. Det er hvad befolkningen længes meget efter, og for os er det jo også nødvendigt, at der er ro.

Det er vores nytårs ønske og bøn for Den Centralafrikanske Republik. Tak for jeres hjælp!

Mange kærlige hilsner og godt nytår til jer alle

Bent og Vera

PS. Har lige hørt, at der er uroligheder i Bouar. Rebellerne er på vej til hovedstaden og er ved at lukke vejen, som er eneste mulighed for forsyninger fra Cameroon. Bed for at befolkningen må blive skånet, og at der snart må blive fred i landet. I dag d. 27. december skulle der være præsident valg, men det har ikke været muligt at afholde.

 

[OPDATERING]

Kirketerp 30.12.2020

Kære alle

Så får I en lille hilsen fra mig igen. Jeg synes, jeg vil dele vores oplysninger, som vi har modtaget fra vores medarbejdere i Bouar. Det er ikke jer alle der har adgang til Facebook og andre medier. Der er jo heller ikke meget, der bliver sagt om et land som Centralafrika, dog er det blevet nævn i DR, at der var problemer.

Som fortalt i mit sidste brev, skulle der være præsidentvalg i CAR den 27. december. Vi håbede det kunne forløbe i nogenlunde ro og orden, men det blev ikke tilfældet.

Allerede inden vi rejste, var der flere episoder og oprørerne/rebellerne gjorde deres tilstedeværelse mærkbar. Flere gange afskar de trafikken på hovedvejen mellem Cameroon og Bangui, men kun for kort.

Den 27. december blev der dog sat en storstilet indsats ind fra deres side for at umuliggøre at folk kunne komme til valgstederne. De trængte ind i byerne, også i Bouar, og slog til mod politistationer, offentlige kontorer, lukkede alle fangerne ud af fængslet og brød også ind på flere af de store NGO’s stationer. Internationalt Røde Kors var en af dem der blev hårdest ramt i Bouar.

Vores medarbejdere var selvfølgelig bange, men de satte ekstra vagt på og gjorde hvad de kunne for at gemme det væk, der måske kunne stjæles, hvis der kom oprørere eller bare nogle af de tyve, som nu havde deres frihed. Der var ikke hjælp at hente hos politi, FN eller CAR’s egen hær, ca. 2000 mand i Bouar, som er trænet af russerne.

Der har været uro og skyderier i Bouar de sidste par dage, men indtil nu har ingen forsøgt at skaffe sig adgang til centeret og netop i dag har jeg talt med BienVenue, som siger der er nogenlunde ro igen. Rebellerne er draget mod Bangui, de planlægger et kup for at overtage magten fra den siddende præsident.

Vi er dybt taknemmelige over, at centeret er blevet skånet og ingen er kommet noget til. Vi er blevet informeret op til flere gange om dagen, og der er flere vagter, end der plejer at være. Én af de ting der måske ville forsøges at stjæle, er vores solpaneler og batterier. Det er dog ikke helt let at komme op på taget på centeret, det er højt, godt 9 meter, og stigerne er gemt godt væk.

Vi har sagt til vores medarbejdere, at de ikke må tage chancer, og at de skal løbe væk, hvis centeret bliver angrebet. Vi kan erstatte ting, men ikke mennesker!

Det er også trist og næsten utroligt, at hverken FN, CAR’s egen hær eller russerne som er til stede i stort antal, griber ind for at hjælpe civilbefolkningen. Igen og igen har de været ofre for disse utallige kampe om magt. Siden 2012 har tilværelsen været præget af overfald fra de mange oprørsgrupper, som alle kæmper om retten til de mange ressourcer, der er i landet.

Tak til jer alle, der følger os og vores arbejde i CAR for at give civilbefolkningen en bedre tilværelse, at give børn og unge lærdom og oplysning til en bedre tilværelse. Vi oplever, at meget kan forandres, når der gives adgang til lærdom og internet. Vi håber snart at kunne rejse tilbage og fortsætte. Tak fordi I er med til at gøre det muligt.

Som et lille ”PS” blev Bent i dag indlagt på Aalborg sygehus. Han har haft lidt maveproblemer, og ikke været helt på toppen siden vi kom hjem. Vores læge synes han skulle undersøges, der tænkes jo straks Corona, så vi har alle været bekymrede.

Her sidst på aftenen har jeg talt med Bent og han er ok og har nu fået svar på nogle af sine prøver. Bl.a. covid-19 som var negativ, men han har malaria, som han er sat i behandling for.

Vi håber han kan komme hjem i morgen!

Tak for bøn og tanker.

Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Julesange fra den katolske kirke i Bangui

 

 

Rejsenyt 13, december 2020

                                                                                                                                                 Bangui 17.12.2020

Kære venner

Tak for alle jer, der har sendt os en opmuntring, både her og på Facebook. Så dejligt I følger os, tak for det!

Vi kom til Bangui i tirsdags d. 15. december. Fader Benedykt kørte igen hele vejen hertil for vores skyld.

Vi har haft en mekaniker til at se på vores bil, en af vores ”Hausa” venner. Han er fra Cameroun, men kommer ofte til Bouar for at reparere biler og generatorer. Han har skilt næsten hele bilen ad og samlet igen. Han mente, han havde fundet fejlen og sendte bud efter nye dyser. De er ikke sådan at skaffe, så det tog en hel uge, inden han var tilbage. Dyserne blev sat i, bilen startet og igen, men der var den samme mængde røg som tidligere. ØV ØV.

Vel, så må det være pumpen, siger han. Nu må vi se, hvad vores bestyrelse siger. Der er heldigvis flere af dem, der ved en masse om biler, og især vores!

Pierre og hans murerteam kom og murede afvandingskanaler. Lige nu regner det ikke, men om et par måneder starter regntiden, og så skal det være klar. Pierre og hans folk er flinke til at bruge deres lørdage på at hjælpe os. Vi står så klar med nybagte boller og stor middag til dem. Sidste gang fik de risengrød med kanel. Det er blevet en tradition her til jul.

Det har været en stor fornøjelse at have børnehave. Det var nyt for mig, og de 2 kvinder vi havde ansat. Det vidste sig hurtigt at Stella, den ene, var meget engageret og god til at synge og lege med børnene. Den anden så vi os nødsaget til at fyre igen. Hun ville ikke deltage i aktiviteterne og sov, siddende på en stol!

Flere af børnene var meget generte og sagde ikke meget de første dage, men så var det ligesom om de fandt sig til rette, ikke længere var bange for at vi ville slå dem, og så var der jo lige det med mad! Det var der hver dag, majsgrød om morgenen og en bolle eller en banan inden de skulle hjem.

De blev hurtige glade for legetøjet, især Legoklodserne er et hit. Veronikas kæreste, Kristof, kom et par gange og spillede guitar og lærte dem lidt om noder, piano og forte. Især det sidste er en vigtig ting i en børnehave, hvor lydniveau er ret højt. Det var også dejligt at opleve, hvordan børnene åbnede sig op og blev trygge og glade. At de er vant til en løs hånd i hjemmet er der ingen tvivl om.

Mens vi er hjemme i DK, har vi arrangeret et IT- kursus for Stella, Jean, Samuel og Sulvain. BienVenue har haft et sådant kursus tidligere og er blevet rigtig god til Excel og Word. Vi håber snart at få små rapporter fra dem om deres indføring i CyberspaceJ

De sidste dage i Bouar blev brugt på at få alt i orden med myndighederne. Det er bare ikke lidt, og vi synes sommetider det er synd for vores medarbejdere, at de skal bruge penge på attester og billeder, bare fordi deres kontrakt skal fornyes. Men landets regering gør meget for at hive så mange penge ud af folk som muligt. Det gælder også for os, så det bliver et stort arbejde at samle bilag sammen, få dem bragt på det rigtige kontor og få betalt hver sit. For slet ikke at huske at få en kvittering på, at vi har betalt. Ofte er ham der skal skrive kvitterig ikke lige tilsted og så kan man hente senere, hvis man husker det. Den er meget vigtigt, for ellers kan vi jo ikke bevise vi har betalt og må betale igen plus bøde for ikke at betale til tidenL

Vi havde bedt Elysee om at komme fra Bangui og hjælpe os.

Mens vi er hjemme, sker der ikke så meget, men alle er på arbejde, så Samuel vil lave kaffe og bage boller som han plejer, blot til færre end han plejer. BienVenue har masser at lave på værkstedet og arbejdet på musikskolen giver også lidt arbejde til ham. Der skal laves vinduer og høvles flere planker til betonarbejdet.

Jean kommer også hver dag for at se til haven og de mange frø, han har sat. Det er vigtigt, der bliver vandet hver dag. Det hjælper vagterne med.

Turen til Bangui i tirsdags blev lidt mere end spændende. Vejen de første 60 km er nu færdig, og der er fin asfalt. Da vi var næsten i Yaloke blev vi informeret om, at der var problemer med nogle rebeller lidt længere fremme. Vi kørte videre, men holdt godt øje med om der kom trafik og hvordan befolkningen reagerede. Vi kunne se at flere landsbyer var forladt, ikke et godt tegn.

I Yaloke blev vi informeret af politiet, at der nu var styr på balleden. Det lokale militær var ankommet og havde jaget rebellerne på flugt.

Tak for jeres bøn og tanke for os hver dag. Gud er med os, ja Han er foran os, og vi er trygge i hans varetægt.

Fader Benedykt kørte tilbage til Bouar i dag. Rygterne ville vide at der igen er problemer. Heldigvis mødte han en chauffør fra Bouar som han kendte, og de bestemte at køre sammen hele vejen til Bouar.

Nu er vi så klar, pakket vores 6 kufferter, de fleste er tomme, og skal herfra kl. 8 i morgen tidlig. Om alt går vel, er vi hjemme den 19. december om aftenen.

Vi ønsker jer alle en glædelig jul og stor tak for den bedste julegave nogen kan få, jeres engagement og foldede hænder. Vi håber I kan glædes over at være med til at forandre livet for befolkningen i Bouar.

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Besøg af Elysse

Afvandingskanal

Musikskolen, som er ved at blive bygget

60 km på denne fine vej

 

 

Vera spørger om maden smager godt

Rejsenyt 12, december 2020

                                                                                                                    Bouar 06.12.2020

Kære alle

Vinden hyler omkring hushjørnet og støvet kommer ind ad alle sprækker og revner. Sådan er december og januar. Vores julepynt kommer hurtig til at se lidt medtaget ud, tørre grene og græs til dekoration ser lidt farveløst ud. Heldigvis kan lidt røde hjerter og gyldne stjerner give lidt farve, lidt batterilys er nu meget hyggeligt og minder os om advent, og at julen er nær.

Ellers er der ikke meget jul. Her har den 1. december en helt anden betydning, nemlig dagen for uafhængighed for Den Centralafrikanske Republik. Det bliver fejret så godt som hvert år, tror vi har oplevet, at festlighederne er aflyst et par gange, men ellers fejres det med march af alle, som betyder noget. Vi plejer også at sende vores medarbejdere afsted med nye bluser og et stort skilt med vores logo.

I år blev Bouar bedt om at vente med fejringen til i går, den 5. december. Den minister der skulle komme og holde tale kunne ikke komme før. Det var man ikke tilfreds med. Vores ansatte fik da også fri den 1. december, så de kunne fejre det hjemme. Og så blev der ellers skruet op for festen i lørdags.

Vi havde nye bluser nok til de 8, vi har som faste medarbejdere. De fik hver en ny bluse fredag aften og lørdag morgen samledes de så i bymidten til march. Vi havde lovet kaffe og kage, når de var færdige. Hele flokken kom, så vi kunne se deres fine tøj og få taget en masse billeder. 

Selv Stella, som tidligere på ugen fik en gynge i hovedet og måtte lappes sammen med strips, så helt fin ud. Hun havde sine to store piger med. De havde også været ude og marchere for deres skole.

Børnehaven, med nu kun 7 børn, er en daglig fornøjelse. Et par af børnene var ikke klar til at være hjemmefra. De var godt og vel 2 år, men de kunne ikke fungere alene. De andre børn var også noget usikre de første dage, men de har allerede lært så meget, og vi har fundet en rytme. En af de første ting vi måtte lave om på, var hvornår maden skulle serveres. Vi havde tænkt ved 9.30-10 tiden, men det var ikke muligt at få børnene til at fokusere inden de fik noget at spise. Nu leger de ude med gynger og scootere, vi spiller lidt bold og så kl. 8 har Samuel deres majsgrød klar. De er hurtige til at vaske hænder og få sat sig til bords. En god portion grød med godt med mælk og honning. Derefter er de klar til at samles og lære nye ting. De er gode til at lytte og gentage, men vi udfordrer dem på mange måder, som de ikke er vant til. Der er ingen, der keder sig. Inden de skal hjem kl. 12 får de lidt at drikke og en banan eller en af de nybagte boller, som Samuel laver hver dag.

Vi stopper inden jul igen. Denne måned var en prøve for os, for vores 2 medarbejdere og for børnene.

Vi kan se, at Stella er værd at arbejde med. Hun synger glad og gerne, og er god til at tale til børnene. Edith er vi ikke så glade for. Hun vil ikke synge, hun vil ikke deltage i aktiviteterne og tager sig ofte en lille lur. Vi må finde en anden, ærgerligt, men godt vi fandt ud af det nu. Veronika stopper også. Hun er ikke så god til mindre børn, bliver stresset af deres larm og vil hellere finde noget arbejde med større børn.

Det er måske en endnu større udfordring at finde hendes afløser, men vi er optimistiske, og vi har et godt koncept at arbejde ud fra. Vi regner med at starte op igen, når vi er tilbage. I mellemtiden bliver Stella og vores andre ansatte undervist i IT.

Jeg er ved at være udlært ”kødsnedker” hedder det vist. Først faldt gyngen ned, den som vi så opfindsomt havde lavet stativ til af træstammer. De tørrede så meget, at skruerne gik løse og beslaget til gyngen faldt ud og landede, selvfølgelig, lige i hovedet på Stella, vores børnehave medhjælp.

Senere samme dag kom Bent galt af sted med sin finger på rundsaven. Hans hånd smuttede og kom under rullebordet samtidig med at han skubbede for at få planken igennem klingen. Hans lillefinger har fået et grimt tryk og er nok knust. Den ser ikke godt ud og han har selvfølgelig ondt. Her er jo ingen læger, dr. Ione var i Bangui, så jeg måtte altså have fat i kassen med forbindinger. Først måtte Bent dog lige ned og ligge. Heldigvis var Samuel, vores kok, ikke gået hjem endnu, så han kunne hjælpe mig.

Jeg fik standset blødning og sat strips på, og så måtte vi have lavet en kop stærk kaffe, så manden kunne få farve i ansigtet igen.

Nu er det godt en uge siden og såret er helet, men fingerspidsen ser mærkelig ud, og det gør ondt. Den bliver pakket godt ind, og så må han være forsigtig. Heldigvis er det venstre hånd, men det er lidt besværligt for ham at lave noget. Lade være kan han selvfølgelig ikke!

Vi håber, vi kan komme hjem til jul, så må vi se hvad der kan gøres.

Vi har også fået brændt græs og ukrudt af her på grunden. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at en gnist fra naboer tænder ild her. Vi fik alle til at blive længe en eftermiddag, og så gik den store jagt ind. Mus, slanger og andre dyr, som jo bor ret fredeligt i det høje græs, fik pludselig travlt med at komme væk. Flere mus slap væk, men det blev også til en ret god fangst. Musesteg er i høj kurs J

En af vores vagter var i bymidten i går aftes. Der var stadig mange mennesker samlet for at fejre dagen, og kl. 18 blev der affyret fyrværkeri. Vi kunne se det fra vores center, et meget flot syn, som nok varede 20 min. Vores vagt filmede det med sin telefon og så ringede han til os, og sagde at vi ikke skulle være bange. Det var kun festligt, ikke noget skyderi! Det var sødt af ham at tænke på, at vi kunne blive bange. For nogle nætter siden var der skyderi i den nordlige del af byen. En af oprørsgrupperne skød op i luften, rendte rundt og skreg og kom med en masse trusler. En af deres folk var blevet slået ihjel oppe nordpå.

Der er ikke helt roligt omkring os, men ikke noget som gør, at vi eller andre er udsatte, men pga. det kommende præsidentvalg er der flere grupperinger, der er utilfredse. Der er nu kommet en officiel liste ud med 17 kandidater, som stiller op. Den første runde er den 27. december.

Der er mange odds i dette land, og sommetider ser det svært ud for en fredelig fremtid. Vi håber at kunne få lov til at hjælpe med i denne proces, om end i en mindre målestok, at kunne give håb om en bedre fremtid. Hvis flere kan læse, mere information og frie aviser, TV og internet tilgængeligt for flere, er der måske en chance.

Det er vores bøn for dette land, at der må skaffes fred og retfærdighed, så børn kan vokse op i tryghed, med kærlige forældre der er i stand til at give dem uddannelse og håb om en bedre fremtid

Herfra ønskes i alle en glædelig jul.

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Fra Biens telefon. De var alle med i marchen.

Stellas 2 store piger

Græsset brændes ned

Græsset brændes ned

Dagens musefangst

Stella med plaster på øjet

Børnehaven

Rejsenyt 11, november 2020

Bouar 16.11.2020

Kære alle

Det har ikke regnet i 2 uger. Der er stadig mange skyer og dug i græsset om morgenen, men jeg tror vi har fået den sidste regn i år. De sidste par dage har det også været ret blæsende, en tør vind, der udtørrer jorden og mennesker. Vi drikker ret meget vand hver dag. Vi er taknemmelige for vores Katadyn filter, som filtrerer vores vand. Vi kunne nok drikke vandet fra vores brønd uden filter, men vi tager ikke chancen.

Vi har endelig fået tilladelse til at sende containeren! Tak for jeres mange bønner og foldede hænder. Der mangler flere dokumenter, som skal være på plads, før vi kan sende den, men at vi har fået tilladelsen er stort. Det har taget næsten et år! Vi håber den kan komme af sted inden jul. Så skulle den, om alt går vel, ankomme engang i slutningen af januar. Vi er i dialog med shippingfirmaet om tidspunkter m.m.

Vi mangler mange ting, små ting som gør at vi ikke kan blive helt færdige med at bygge. Det er irriterende, men driver også løsninger frem, som kan bruges. Bl. a. gyngestativer. Der er masser af rør i containeren, som vi havde tænkt til børnehaven, men nu har vi fået Pedro til at skove nogle lange stammer, som vi så har sat i jorden med lidt cement omkring. Det skal nok holde til små børn, der gynger højt. Nok ikke i mange år, fordi myrerne og især termitter, elsker træ. Men så kan vi skifte dem ud med rør, som forhåbentlig er ankommet til den tid. Bent blev også kreativ og fik lavet rutsjebane med bambusrør. Børnene har indviet det hele.

Inden børnene startede, havde vi forældredag.  Vi ville gerne fortælle forældrene om vores metoder, og om hvad vi kunne lære deres børn. Det blev meget positivt og forældrene havde meget sjov med legetøjet, som de fik lov til at prøve.

Børnehaven er startet med bare 10 børn, som hurtigt blev reduceret til 8. De 2 var ikke gamle nok til at klare at være hjemmefra. Selv om de er 2 ½ er de ikke udviklet til at klare 5 timer hjemmefra. Men deres forældre ville gerne have dem her, der er allerede en lille ny!

Edith og Stella er ansat til at passe børnehaven. Edith havde 2 børn som døde, og Stella har 5 børn, hvoraf de 2 er med i børnehave. Det er nogle friske børn, som helt klart har en mor der er dygtig til at stimulere sine børn. De kommer mellem kl. 7 og 8 og hjem igen kl. 12. Vi havde planlagt at give dem mad ca. kl. 10, men det er alt for sent. De er meget sultne, når de kommer, og kan næsten ikke lege udenfor med gyngerne uden at fortælle, at de er sultne. Vi har haft masser af majs på marken. Det har vi fået malet til mel. Der er både mælk og lidt honning i grøden. De er ret vilde med det!

Veronika er med i børnehaven, hun er til stor hjælp, men har ikke så meget erfaring med mindre børn. Vores 2 ansatte kvinder har heller ikke erfaring med vores ide om børnehave og opdragelse. Det skal dog nok komme hen ad vejen. Her får børn et par på hovedet, hvis de ikke makker ret. Det vil vi jo gerne ændre, men det er ikke helt let. Børnene er så vant til afstraffelse at mere pædagogiske metoder preller af. De er heller ikke vant til at lege sammen og tage hensyn til hinanden, men mere til at tage så meget legetøj til sig selv. Der er meget at lære for både børn og voksne. Godt, vi er startet med en mindre gruppe.

Endelig er skolerne i gang. Først var det Corona, og siden har det bare været én af de ting, der ikke prioriteres her. Der mangler undervisere med bedre kvalifikationer, som kan undervise så børnene også lærer at læse og skrive. Der er lavet undersøgelser af læsefærdigheder hos børn som har haft 5 års skolegang, og 70 % kunne ikke læse. Der er heller ikke mange skoledage på et år. I sidste uge begyndte den årlige træning på at lære at gå i lige rækker. Den 1. december er det Uafhængighedsdag. Så skal alle elever, og hvem der ellers har noget at byde ind med, deltage i marchen gennem byen. Der trænes 3 gange om ugen frem til 1. december.

Vi har haft besøg af 2 ministerielle embedsmænd. Fra ministeriet som varetager økonomi og planlægning af samarbejde mellem regeringen og NGO.. De kom for at se hvor langt vi er, om de rapporter, vi indsender hver 6. måned, er fyldestgørende eller vi forsøger at bilde dem noget ind. Det er første gang, de besøger os, så vi var lidt spændte på det.

Det var en god oplevelse for os. De spurgte ind til vores arbejde, om vi havde nogle problemer, og det havde vi selvfølgelig. De lovede at hjælpe med alt de kunne. De tog billeder og var meget tilfredse. Det var vi også!

Her i området er der ret roligt, men der er en del uroligheder rundt omkring. Der skal være valg til ny præsident her i landet den 28. december. Mange embedsmænd er klar over at de nok bliver sat ud når en ny kommer til, så det er med at fylde lommerne nu.

Bent har lidt ekstra arbejde på musikskolen. Det er etagebyggeri, og derfor skal der lidt mere tilsyn og den katolske fader, Benedikt, som bygger, har ikke meget forstand på byggeri, så han har ofte brug for hjælp. Vi har også hjulpet med at høvle planker til støbeforme. Godt vores maskiner virker og Bien er en dygtig snedker.

Jean, vores have- og markmand, sørger for friske grøntsager hver dag. Det har vi ikke haft mulighed for tidligere, men det er utrolig dejligt at haven bugner her, selv når det er så tørt.

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Forældredag

 

Forældrene prøver legetøjet

Gynge

Gyngen afprøves

 

Der spises majsgrød

Planker til musikskolen

Rejsenyt 10, oktober 2020

Bouar 28.10.2020

Kære alle

Så kan der vist blive tid til et par ord herfra.

Vi landede i Bangui og havde ikke de store problemer. De så bare kort på vores ”corona pas” med negativ angivelse og fik derpå besked om at være i karantæne i 14 dage. Det var ok at være det i Bouar.

Vi blev hentet i lufthavnen af en katolsk fader, Andre, som også havde plads til os for natten. Fader Benedykt, som vi hjælper med at bygge musikskole, kom senere på dagen. Vi aftalte, at vi kunne køre til Bouar dagen efter. Så vi var allerede her midt på eftermiddagen tirsdag.

Vi blev modtaget af vagter og Bien. Det var dejligt at se dem igen, og især at se hvor fint de havde holdt have og bygninger. 6 måneder er lang tid, og vi synes, de har været helt fantastiske til at få det til at virke, selv om vi jo kom noget hurtigt afsted og måske fik vi ikke overgivet alt i den bedste orden. Men de har gjort det godt, endda fyret én af vagterne som tilstod at han havde stjålet nogle af de vandrør, vi havde sat ned for at lave hegn til gederne.

Nu manglede vi en vagt, men de har kaldt et af komitemedlemmerne som før har hjulpet, og så har de alle haft lidt overarbejde. Vi skal have møde med et par stykker, som har sagt de gerne vil have jobbet. Det er meget vigtigt for alle her, men især vagterne, at de nye vi skal have antaget er gode folk. De ser nu alle vigtigheden af, at alle er ærlige. Hvis der mangler noget værktøj eller andet, leder alle efter det og ser det som deres opgave at passe på.

Jean er egentlig vagt, men han har passet haven og markerne. Han har haft lidt ekstra hjælp, men han har gjort det rigtig godt. Der er mange fine gulerødder, bønner, salat, spinat, løg og tomater. Han har sat mange flere grøntsager, som vil være klar om nogle dage. Det er skønt at se, hvordan han har taget sit arbejde med haven og markerne som sin opgave. Han har høstet jordnødder og tørret dem, de hænger oppe under taget så musene ikke kan komme til dem 🙂

Bien har svejset døre til værkstedet, så der nu kan lukkes. Der er blevet lavet trapper og ramper og sat gipsplader op flere steder. Det er så godt at se, hvor meget han kan klare uden hjælp.

Han har også været på IT kursus og lært at bruge Excel og Word. Han har sendt billeder og ført regnskab, som han har sendt hjem til os. Han har også betalt alle vores ansatte deres løn med de penge, vi har sendt til ham via banken. Han er vist også lidt stolt, men det er vi også af ham.

Samuel, vores kok, har været her næsten hver dag. Han har lavet kaffe til dem, hjulpet i haven og selv sat lidt grøntsager i et hjørne. Vi er lidt bekymrede på hans vegne. Hans kone har været syg i nogle måneder, den sidste tid har hun faktisk været indlagt. Hun er psykisk syg! Det er ikke helt forståeligt for os, men måske er det en fødselsdepression. Deres yngste er knap 1 år. De har 4 børn, og de er stadig for små til at være alene, når Samuel er på arbejde her. Hans svigermor er hos dem lige nu, men det er klart at Samuel er bekymret for sin kone. Vi kan ikke gøre så meget, men beder selvfølgelig for hende/dem og giver ham fri, når han behøver det.

Veronika har hjulpet med at sætte ting på plads i børnehaven. Hun gør sig nyttig, men keder sig lidt, da vi jo ikke kan gå nogen steder, så længe vi er i karantæne. Hun vil gerne ud og hilse på alle dem hun kender her fra tidligere. Hun har mange venner her, og det er tydeligt hun er glad for at være her.

Hun har også været ved at se på planer for arbejdet med børnehaven. Vi ved ikke, om vi må åbne pga. corona. Nogle skoler, de private katolske, er så småt begyndt at åbne, men de fleste er stadig lukkede. Det er ikke fordi her er nogle der er syge, men regeringen var hurtig til at lukke alt i foråret og det går ikke så hurtigt med at genåbne, selvom der reelt ikke er nogle smittede her. Vi snakker om at åbne for børn i vores nære omgangskreds, vores medarbejdere og naboer. Så kan vi få en ide om, hvordan børnene reagerer, og forældrene er vant til at komme her.

Mens vi har været væk, og ingen har åbnet døren til vores container i køkkenet, hvor vi har håndklæder, sengelinned, tæpper mm., har termitterne rigtig moret sig 🙁  Det blev et ugelangt projekt at få det flyttet ud og ind i et klasseværelse, få gjort rent og sprøjtet noget gift for de små flittige fjender og så få det hele tilbage. Nu har vi kun et par ting der stadig skal en tur i vaskemaskinen, når der er sol, strøm og tørvejr.

Vi er glade for at være her igen, der er stadig mange ting vi kan lave på centeret, men vi mangler den sidste container som stadig står i Kirketerp. Tolderne vil ikke skrive under på tilladelsen til at indføre den. Elysee løber og løber, men hvis han havde en pose penge med gik det nok lettere. Det er frustrerende for både ham og os. Vi mangler en del for at kunne lave de sidste 2 værelser færdige. Der er også et eksempel på en ”rocket fire” som vi gerne vil introducere her. Det vil spare meget brænde og være til stor hjælp når der skal laves mad. Bien kunne give undervisning i svejsning og der kunne skabes en indtægt for flere som kunne sætte dem i produktion.

Jeg tror det har regnet hver eneste dag siden vi kom. Det skulle ellers være aftagende, men når det regner flere dage i træk og solen ikke rigtig kan komme igennem, bliver det ikke til meget strøm på batterierne og vi har også problemer med telefon/data forbindelse. Dette brev har været undervejs i længere tid, enten er der ingen strøm eller ingen forbindelse. Nu i dag, skinner solen og der er hul igennem til Cyberspace.

Ja, alt er som det plejer. Udfordringer er der nok af, men også rigtig mange glæder.

Tak for jeres hjælp og interesse, for bøn og kærlige tanker.

Herfra mange kærlige hilsner

Bent og Vera

PS: et billede af vagten Sulvains nyfødte dreng. Født 2 mdr for tidligt. Jeg fik lov til at give ham det første bad 🙂

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Vagtens Sulvains nyfødte dreng

Grøntsager høstet fra haven

Containeren med håndklæder og sengelinned

Det har regnet næsten hver dag siden vi ankom

Rejsenyt 9, oktober 2020

Amsterdam 11.10.2020

Kære alle

Så er vi på vej!

Det var lige ved ikke at blive muligt. Coronatest og visa, skulle være på plads inden vi kunne rejse.

Coronatest må ikke være mere end 96 timer, og det kunne tage op til 72 timer at få svar, så vi var lidt udfordrede. Efter at have ringet rundt til forskellige instanser, blev vi enige om at teste onsdag. I teltet i Nørresundby fik vi så at vide, at tiden var sat ned, så vi kunne forvente svar indenfor 48 timer. Det var gode nyheder og vi fik en ny tid torsdag.

Denne test fik vi svar på inden for 24 timer, og så var alt jo godt, da de var negative for os begge. Men nej, så let skulle det ikke være! Jeg kunne nemt og let udskrive et corona-pas, men der var en systemfejl for Bent. Han bøvlede med det en times tid, endte med at ringe til support, som heller ikke kunne hjælpe. Var Bent virkelig nødt til at blive testet igen?

Nej, igen kom der hjælp fra det høje og pludselig var det muligt at udskrive testresultatet.

Nu håbede vi bare at vores pas ville komme tilbage fra Paris, hvor vi havde sendt dem til for at få visum til Centralafrika.

De kom så fredag middag, og så var vi næsten klart til afgang. Ja, altså vi skulle lige pakke kufferterne, hele 5 stk. og en lang kasse med vandpumpen til vores venner i Bohong. Vi have haft pumpen med hjem til reparation for mere end et år siden, haft den med tilbage , for kun at kunne konstatere at den stadig ikke virkede. Så den var med hjem en gang til og har så været pakket ned i containeren for at komme ud den vej. Nu havde vi så mulighed for at tage den med i flyveren. De har meget brug for den i Bohong.

Som I måske husker, og som mange af jer har hjulpet med, har vi en container klar til afgang. Pga. mangel på tilladelser fra Afrika, er den ikke kommet afsted. Nu var der imidlertid gået så længe at de 4 store batterier som skal forsyne centeret med el fra solceller, måtte lades op for ikke at falde sammen. Derfor har vi måtte tage en masse ting ud af containeren for at komme til at få batterierne ud. Heldigvis fik vi meget hjælp, ud kom de og en masse andet. Vi fik dem tilbage hos forhandleren, som lovede at lade dem op så de kunne klare ca. 6 måneder. Det har været et stort arbejde, men nu er de tilbage, og jeg tror næsten vi kan sige at det ikke er dårligere pakket, og vi har fået flere ting med. Tak til jer, der altid tænker på os med dejlige tæpper, trøjer og en hel masse andet, som vi kunne få plads til.

Her i Amsterdam fandt vi hurtigt Veronika, som var kommet fra Prag, og nu sidder vi og venter (sover lidt) på næste fly til Nairobi. Der har vi også en del ventetid før vi flyver til Bangui via Enteppe.

Vi forventer at lande i Bangui mandag lidt før middag og så kommer vores gode ven Benedikt, som vi hjælper med at bygge musikskole, og henter os til Bouar.

Vi har reservedel med til vores syge bil. Der er efterhånden mange der er kommet med hjælp til at få den til at køre igen. Vi håber og beder!

Vi har sendt en masse ansøgninger afsted med et stort ønske om penge til en ny bil. Det er jo mange penge der skal til, men vi er tættere på målet end tidligere, tak til alle jer, der har doneret mange penge.

Vi glæder os over at Veronika er med, og at hun vil hjælpe med at få børnehaven og andre ting sat i gang. Bien, vores mand på centeret, har sendt billeder og fortalt at der er gulerødder, auberginer og andet der venter på os. Jean har haft travlt med at så så vi kan få friske grøntsager.

Tak til jer alle, der gør det muligt for os at hjælpe og give håb og fremtid til vores medmennesker i Bouar.

Mange kærlige hilsner

Veronika, Bent og Vera på vej

Auberginer

Gulerødder

Veronika og Bent henslængt i stolene i lufthavnen

Rejsenyt 8, august 2020

Kære alle                                                                                                                              Kirketerp 19.08.2020

Selv om solen skinner, og det stadig er sommer, må vi se i øjnene, at efteråret er på vej.

Det får mig til at tænke på, at da vi kom hjem i foråret, var det med tanke på, at vi snart kunne rejse tilbage igen. Det ser det så ikke ud til!

Heldigvis har vi haft en rigtig god forbindelse til de af vores medarbejdere, der stadig er på centeret. En del af dem er jo flyttet med vores murermester Pierre for at bygge musikskole for en af vores katolske venner i Bouar.

Bien (Venue), har styret hverdagen for de 4 vagter, Samuel vores kok og altmuligmand Musa. Han har haft næsten daglig kontakt med os via mobiltelefonen og holdt os opdateret. 

Pierre har brugt et par lørdage til at hjælpe med et par ting, som ikke var blevet helt færdige. Der manglede en trappe op til legepladsen ved børnehaven, ramper ved garage og værksted og stålbænke ved et par vinduer. Alt sammen noget de selv har taget initiativ til.

Bien har svejset døre til værksted, garage m.m. Han er rigtig dygtig til at svejse og med Musa’s hjælp har de fået lavet nogle fine og solide døre.

Samuel og vores havemand Jean, har hjulpet hinanden med at gøre jorden klar til at så. De har allerede høstet røde bønner og jordnødder. De har også sået en masse grøntsager, vi gav dem en del frø som vi havde haft med herhjemme fra, og da regnen kom godt i gang, fik de sået i de 5 højbede, vi har fået lavet.  Vi har sagt, de endelig skal spise, hvad der er i haven. Samuel må hjælpe med at bruge de forskellige afgrøder til nogle gode retter, som de ikke kender og normalt ikke har i deres egne haver. Han er blevet god til at lave mad med europæisk stilJ

Vi har stadig en container her. Vi vil ikke sende den afsted, før vi er sikre på, vi kan være i Bouar, når den kommer så langt og skal læsses af indenfor 48 timer. Ellers kommer vi til at betale ventepenge! Det har betydet, at vi har kunnet pakke lidt om og få nogle ting med, som ellers måtte vente. Bl.a. en symaskine. Det glæder vi os over.

Der er dog stadig ikke mulighed for, at vi kan rejse. Grænserne er stadig ikke åbne, måske kan man komme ind, hvis man søger om tilladelse, men kun 1 flyselskab flyver til Bangui, og derfor er prisen ret høj.

En anden ting vi kan glæde os over er, at vi har ansat en ung kvinde fra Tjekkiet. Vi har truffet Veronika i CAR. Hun arbejdede med at undervise lærere i at undervise efter ”leg og lære” metode.

Vi har jo talt meget om den metode der undervises efter i skolerne, har oplevet hvor mange af børnene, der ikke kan læse og skrive – selv om de har gået i skole.  Der tales fransk, der skrives fransk på tavlen selv om de fleste børn ikke forstår dette. Kun læreren har en bog, hvis børnene er heldige har de en lille tavle og et stykke kridt. At træffe Veronika og høre, at hun lige præcis arbejdede for at få indført modersmåls undervisning og ”leg til lære” også var noget hun brugte, ja så blev vi meget begejstrede. 

Hun måtte stoppe sit arbejde da Corona og en tom pengekasse satte stop for hendes projekt i CAR. Vi havde holdt kontakt til hende og fik lyst til at høre om hun ville hjælpe os. Vi har ansat hende, foreløbig for 3 mdr. Hun vil hjælpe med at få startet børnehaven, undervise vores lokale medarbejdere i ”leg og lære” for små børn.

Hvis vi kan skaffe pengene og måske en lærer mere, kunne det være en stor ting, at Hjerte for Afrika kan videreføre det arbejde som Veronika har startet. Hun vil gerne fortsætte hos os, hvis vi kan finde penge til hendes løn og en opstart af et projekt med at tilbyde undervisning til lærerne, sådan som hun var i gang med tidligere.

Hun er meget kompetent, har en master i sociale studier, arbejdet i Frankrig med handikappede unge og i en flygtningelejr i Uganda. Inden hun tog hjem fra CAR fik hun overtalt regeringen i CAR til at indføre undervisning på modersmål i alle skoler for 1.-5. klasse.

Vi håber, det snart bliver muligt at rejse, der er mange ting som bare venter på, at vi kommer og kan fortsætte vores arbejde. Vores gode ven fra musikskolen har lovet, at han nok skal komme til Bangui og hente os. Der er jo ikke pålidelig bus eller tog, så vi er meget afhængige af hans hjælp.

Vi har søgt flere fonde om penge til en bil, men det er ikke lige det, der gives flest penge til. Det er også mange penge, ca. 300.000 DKK, men vi tør ikke løbe an på en brugt bil igen. Tak til alle jer der har hjulpet til at komme nærmere en ny bil!

Endnu en gang TAK til jer som hjælper på så mange forskellige måder. Tak for de mange fine små trøjer og huer.  Tæpper, både store og små af slagsen, jeg bliver altid glad når jeg kan give et tæppe til nogen der elles vil fryse i de kolde nætter.  Tak for ting og sager, møbler og værktøj.

Vi kan søge penge til transport og derved sende ting ud, der giver større perspektiv til vores projekt. Når containeren kommer ud, er der bl.a. maskiner til møbelfremstilling. Med undervisning kan flere bruge deres tillærte kompetencer på at starte en lille virksomhed med noget af det brugte værktøj. Vi håber også at kunne tilbyde undervisning til bedre sundhed, hygiejne og sund kost.  At lære om andre afgrøder og dyrkningsmetoder der kan give større afkast, vil også forbedre manges liv.

En dato for generalforsamling i 2021 er også blevet bestemt. Det bliver den 20. marts her i Kirketerp. Jeg håber I vil sætte dagen af til at mødes med os. Det betyder så meget at kunne sætte ansigt på alle jer, som følger med i vores arbejde.

Jeg har haft dette brev under udarbejdelse i et par uger, og lige i disse dage har vi fået besked fra vores mand, Elysee, i Bangui. Regeringen i CAR har igen godkendt vores arbejde og hjælp til deres land, så vi nu har fået en samarbejdsaftale for de næste 3 år.  Denne aftale betyder bl.a., at vi ikke skal betale for visa og opholdstilladelse og ikke betale told af indførte varer. Vi sender halvårlige rapporter til regeringen og holder derved en tæt kontakt.  Elysee er meget kendt i Bangui, især rundt på regeringskontorerne bliver han ofte genkendt, og folk spørger til ham. Så fortæller han om Hjerte for Afrika, og hvad vi hjælper med.  Han er uvurderlig for os!

I får lige nogle af de mange billeder, som Bien og Pierre har sendt os.

KH fra os begge

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Vores kok Samuel slår græs

Fine bananer klar til at spise

Fundament til musikskolen

Fundament til musikskolen

Fundament til musikskolen

Veronika, vores nye medarbejder

Veronika, vores nye medarbejder

Rejsenyt 7, juni 2020

                                                                                                                              Kirketerp 17.06.2020

Kære Venner

Selv om vi ikke kan være i Bouar, men må forholde os til situationen, ja, så kan det kun glæde os at vores ansatte på centeret ikke er syge, men kan passe deres arbejde og holde vores center kørende. Og ja, vi er heller ikke ramt af corona. Det er tingen at takke for, som en gammel kollega i Nigeria engang sagde.

Vi er i daglig kontakt med Bien, vores snedker og pt. leder på centeret. Der er ikke så mange at lede lige nu. Efter byggeriet er næsten færdiggjort og murerne er flyttet videre til en ny byggeplads, er det blot vagterne og vores havemand.  Derudover kommer Melanie 2 gange om ugen. Melanie er den kvinde, som vi håber, vil blive leder af børnehaven.  Hun har ingen erfaring med små børn, men er meget villigt til at lære (vi har stadig ikke en pædagog eller lærer til at hjælpe os i gang). Hun og Bien har IT undervisning 2 gange om ugen. En af vores gode venner i Bouar, han er journalist og har en cyber cafe, kommer på centeret og giver dem undervisning. De er allerede blevet meget dygtige.

Efter vores lidt hastige hjemrejse, har Bien og Pierre hjulpet hinanden med at få det sidste murerarbejde lavet. Der er blevet bygget en køkkenudvidelse for at få plads og luft til det gamle Morsø komfur vi vil installere. Det kan hjælpe med at spare på gas, som vi ikke kan købe i Bouar, men kun i Cameroun. Samtidig kan det også være undervisning, da det jo er muligt at lave noget, der ligner. Det vil betyde meget mindre brug af brænde, da varmen jo er mere koncentreret.  Det vil alle kvinderne blive meget glade for at høre om. Det er dem, der skal slæbe alt brænde hjem.

Der er også lavet trappe op til legepladsen, og der er lagt cement foran døren, mest for at holde på jorden i regntiden. Vi glæder os til at sætte alle de mange legeredskaber op, som vi har haft med. Det bliver så dejligt, når vi endelig kan få børnehaven i gang og give børnene en god oplevelse.

Jean, vores havemand, har også haft travlt med at så og plante. Jordnødderne er kommet op, majs og bønner gror, og der er store bananklaser på palmerne.  

Bien har haft gang i svejseren og lavet låger ind til værksted og garage. Han har svejset af de gamle rør vi havde med, så der nu er lukket og sikkert mod tyveri.

Pierre og hans murerteam er flyttet op i Bouars centrum, hvor de er gået i gang med et nyt byggeri. Det er en musikskole.  Det er en katolsk broder, Benedykt, som ønsker at bringe musik ind i børns skolegang.  Han har store planer, men først må han bygge. Han har bedt om vores hjælp i form af tilsyn og ekspertise mht. byggeriet. Vi har hjulpet med beregninger, og da Pierre står for byggeriet, giver det mulighed for at vi kan hjælpe, selv om vi må sidde her på kontoret i Kirketerp. Han ringer og sender billeder, så vi hele tiden kan følge med.

Denne bror Benedykt, har vist sig at være en rigtig god ven. Da han bad om vores hjælp, tænkte vi først, at det havde vi vist ikke overskud til.  Men han havde et stort problem, da hans broderskab ikke ville lade ham bygge uden han fik professionel hjælp. Vi talte lidt om det, og da han var meget villig til at ansætte Pierre som chef for byggeriet, kunne vi se at opgaven var overskuelig.  Han er meget taknemmelig, og har hjulpet os med andre ting, bl.a. var det ham der kørte os til Bangui, da vi skulle hjem og ingen bil havde.  Han har også tilbudt at få en mekaniker til at se på vores bil.

Ja, den bil giver os grå hår i hovedet, som man siger! Nu har der været flere der har kikket på den, skillet den ad og forsøgt flere ting. Den vil stadig ikke køre!

Vi må finde en udvej for en ny bil. Vi har undersøgt mulighed for at købe i CAR, men det er alt for dyrt og usikkert, hvis vi vil købe en brugt bil. Der er en mulighed for at købe en Toyota fra et lager i Gibraltar, det er også dyrt, men dog noget billigere end hvis vi skal købe her i DK.

Vi er så taknemmelige for jer, der har givet en ekstra gave til os til bil, (kr.16.500) og for vores datter Mette, som jo oplevede hvordan bilen brød sammen på vejen til Bangui, da hun skulle hjem til USA (hun var på 2 ugers besøg). Hun har lavet et opslag på Facebook og har allerede fået ca. 13.000 kr.

Der er dog lang vej til de ca. 300.000 kr., som vi skal regne med en bil vil koste, inkl. fragt og indregistrering.

Vi søger fonde og legater, men der er ikke stor vilje til at støtte huse og biler, hvilket vi godt kan forstå, men vi er bare så afhængige af bil, fordi der jo ikke er bus og tog i CAR.

Hvornår vi kan rejse tilbage til Bouar ved vi ikke!

Vi håber hver dag, at der bliver lukket op for rejser og grænser bliver åbne, men indtil videre må vi glæde os over, at vi har telefonisk kontakt, og at vores folk er raske. Vi har tid og lyst til at fortælle om vores projekt i CAR, så hvis I kender til nogen, der vil høre om Hjerte for Afrika, må I bare give os besked. Vi glæder os hver gang vi må dele vores gode oplevelser.

Vi ønsker jer en god sommer som for manges vedkommende bliver her i Danmark. Kommer jeres vej forbi os her i Kirketerp, så er i meget velkommen til at kigge ind. Også jer vi ikke kender.  Kendskab gir venskab, siger man, og vi ville blive så glad for at kunne takke jer helt personligt for jeres hjælp til Hjerte for Afrika!

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

   

 

Rejsenyt 6, april 2020

Kære venner                                                                                          Paris lufthavn, den 14.04.2020 kl 02.00

I skal have et rigtigt rejsebrev, det er nemlig skrevet på rejsen. Måske kommer I til at læse dette, før vi når hjem!

Som I nok har læst, fik vi en besked i torsdags kl. ca. 22, at der var et særfly, og vi kunne komme med til Paris! Afgang fra Bangui påskesøndag kl 13.40. Den danske ambassade i Nigeria havde kontakt til den franske ambassade i Bangui. Det var her, man koordinerede dette særfly. Der er ingen dansk ambassade eller konsul i CAR, så vi har været meget glade for den indsats, der er gjort for at hjælpe os fra Nigeria. Vi havde en god kontakt til den franske ambassade i Bangui. En meget sød dame sørgede for at vi blev skrevet på listen til særfly.

Vi havde ellers lige indset, at vi nok ikke fik nogen mulighed for at komme hjem før hen i maj. Men nu måtte vi pludselig tænke hurtigt.

Vi har jo ingen køreklar bil, så hvordan skulle vi lige komme til Bangui? Og kunne vi få overgivet arbejdet til Pierre og Bien Venue, så de kunne fortsætte resten af måneden? Så skal murerarbejdet gerne være færdigt. Pierre og hans team skal bygge musikskole.

Det blev ikke til meget søvn.

Påske er ikke flere dages fri, som vi kender det i Danmark, så der kom folk på arbejde kl. 7. Vi fik hurtig forklaret, at vi nu skulle hjem, og at vi ville køre til Bangui lørdag. Pierre er så dygtig til sit arbejde, så han behøvede ikke meget instruktion. Bien Venue har jo som sådan ikke været boss, det var i hånden på Pierre, men efter 1. maj er Bien alene med vagterne og skal holde tingene kørende. Der er meget arbejde, han skal prøve at få gjort, bl.a. sætte tagrender op og lave afvandingskanaler. Regntiden er så småt i gang, og hvis vi ikke får styr på vandet, som vælter ned af de store tagflader, så bliver erosionen katastrofal.

Der skal også holdes øje med vandpumpen og markerne, som er ved at blive sået til samt papegøjerne. De skal nu nok gøre opmærksom på sig selv, de råber noget højt, når de ser, vi kommer. De er ved at vende sig til at spise mangoer, græskarkerner og majs.

Vores gode ven, den katolske fader der vil bygge musikskole, havde sagt at han gerne ville køre os til Bangui, men det kom jo noget hurtigt og så lige i påsken! Han skulle lige vende det engang, men kom hurtig tilbage og var klar til at køre.

Vi havde en lang dag, ”lang fredag” og det blev sent inden vi kunne sove et par timer for at kunne stå op og være klar til at køre kl 06.

 Vi skulle købe billet i Bangui og hente den inden kl 17 fredag. Godt vi har mange venner som også har penge. Vores FN ven var meget hjælpsom og ville gerne betale, men der kunne ikke bruges et amerikansk kredit kort. David, som jeg engang lærte at køre bil, har i dag et meget betroet arbejde for en NGO i Bangui. Han får en stor løn og er god til at spare op. Han kunne lige finde det ret store beløb, der skulle til for at købe billetter. Han er en god og kærlig mand, som altid er parat, når vi har brug for hjælp.

Vi måtte have fat i vores bagland. Vores børn er dem, vi først kalder på! Der var fly til Paris, men resten af vejen måtte vi selv finde. Fredag kl 17 forsvandt vores internetforbindelse og kom ikke igen før vi havde kørt flere timer om lørdagen. Det var lidt spændende om vi nu kunne komme videre fra Paris.

Det viste sig at være svært at finde fly til Danmark, men efter flere timers telefonsnak med vores rejsebureau fik vores søn billetter fra Paris til København, via Frankfurt.

Turen til Bangui var ok, selv om det regnede hele vejen. Vores ven kørte, og det var han god til. Vi var trætte og glade for at vi ikke behøvede at være chauffører.

Vi havde fået plads hos ”søstrene”, selv om de har lukket meget ned for gæster. De tager kun dem, de kender. Der var mad og et varmt bad og så i seng. Næste morgen, kl 07 var der morgenmad, og da vi havde spist, lå der en besked, en sms, om at flyet var annulleret pga. tekniske problemer.

Så væltede alle planer. Vi måtte ringe hjem og give besked om, at flyet var udsat til mandag. Kunne vores forbindelse fra Paris forandres?

Det viste sig at været meget svært. Men langt om længe kom der en mulighed for at flyve til Hamburg, via Frankfurt. Men vi kunne ikke komme længere med fly.

Her er vi så nu i lufthavnen i Paris. Vi blev forsinket i Bangui i næsten 2 timer og derfor kom vi senere hertil end først antaget, yderligere kom vi til at vente 45 min på at få lov til at forlade flyet, der var ingen personale, blev der sagt! Vi havde håbet på et hotelværelse, men da vi så igen måtte vente på at blive checket ind i Frankrig af politiet, igen mere end 1 time, ja så besluttede vi at det ikke kunne betale sig at finde hotel, for blot at kunne sove 4 timer. Vi håber at flyve til Frankfurt tirsdag morgen.

Det har været ret stressende de sidste dage, men tak til jer, der har skrevet til os. Mange bønner går af sted for os samt kærlige tanker. Det er godt at vide, vi ikke er alene. Det er også en stor opmuntring at få en hilsen.

Vi er kommet langt, der er nu 2 værelser og vores containerbolig er klar til indflytning. Køkkenet har Samuel, vores kok, indtaget og godkendt. Han har skrællet mangoer, som vi har lagt i fryseren. De kan blive til marmelade, smoothies eller mange andre dejlige retter. Han er blevet god til at lave mad også uden min hjælp. Det er stadig mig, der maler og fuger, så jeg har ikke været meget i køkkenet. Samuel er også blevet god til at bage. Hver morgen bager han brød til vores formiddagskaffe. Det er næsten dagens højdepunkt, og der er flere, der lægger vejen forbi på det tidspunkt, for at få kaffe og nybagt brød og hilse på og se hvordan arbejdet går.

Vores medarbejdere har lovet, at de nok skal se efter det hele. Center, solceller, batterier, markerne og de højtråbende papegøjer. Pedro har sagt op. Det er vi kede af, for han er altid så glad og meget hjælpsom, men vi har forlangt, at han kom hver dag og til tiden, og det kunne han ikke klare. Han er en fri fugl, som trives med at køre til en markedsplads mange kilometer væk og købe ind, som han så sælger i Bouar. Han kommer stadig og hjælper. Det er bl.a. ham der bryder sten til byggeriet. Det er ikke alle, der kan det!

Nu håber vi at kunne sende containeren af sted, og at vi kan finde penge til en ny bil. Vi håber stadig at den vi har kan repareres, men der skal reservedele og en god mekaniker til. Kender I en, så sig endelig til!

Vi håber også at finde en pædagog, der vil hjælpe med at starte børnehaven. Vi har måske fundet en leder. Hun har ikke nogen formel uddannelse, men har arbejdet for SOS børneby i Bouar. Hun taler ret godt engelsk og har lyst til arbejdet. Lige nu læser hun IT og mere engelsk.

Vi ser frem til at mødes med mange af jer mens vi er hjemme.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

 

 PS                                                                                                                                           Paris 15.04.2020

Et lille ps, for vi kom ikke af sted til Frankfurt i går. Da vi ville checke ind til Frankfurt, blev vi afvist! De ville ikke lade os flyve uden vi kunne bevise, at vi også rejste ud af Tyskland.

Da det ikke havde været muligt for os at finde en togbillet fra Hamburg, og der ikke var flybilletter at få, ja så kunne vi ikke komme med.

Så måtte vi have fat i rejsebureauet igen, nu måtte de finde en mulighed for at vi kom helt til Danmark. Det blev til Frankfurt og videre til København, men altså først onsdag.

Skulle vi så sidde i lufthavnen hele natten igen, eller måtte vi forlade lufthavnen, hvis vi kunne finde plads på et hotel i nærheden. Igen hjalp vores kontakt på den danske ambassade med at lade os vide hvilket hotel, der stadig havde plads.

Det blev til Holliday Inn Expres, som ikke lå ret langt fra lufthavnen. Vi fik et dejligt værelse, lidt at spise og et varmt bad. Vi var noget sultne, så vi gik en lang tur for at se, om vi kunne finde steder, der var åbne.

Der var ikke mad at få nogen steder! Tilbage på hotellet fandt vi ud af, at de faktisk havde mad, blot skulle man selv varme det i mikroovn. Aldrig har mad smagt så godt!

Vi var ret udhvilede her ved 6 tiden onsdag morgen, lige tid nok til at kunne spise morgenmad på hotellet og så tilbage til lufthavnen.

Her blev vi så checket ind til Frankfurt. Jeg havde dette brev klar til at sende, men havde ikke mere strøm og vores stik passede ikke med de franske.

Vores næste fly var fra Frankfurt til København. Vi havde bestemt vi ville leje en bil i København, for nu havde vi ikke overskud til mere. Men det blev ikke sådan. Vores ene kuffert nåede ikke at komme med fra Frankfurt og den der kom, var gået i stykker. Så vi måtte bruge lang tid på at få lavet en rapport over skade og aftale, at når vores kuffert måske kommer en af dagene, vil den blive leveret til vores datter ved Bjerringbro. De ville ikke sende den så langt væk som til Kirketerp. Helt uforståeligt, ikke?

Alle biludlejningsfirmaer var lukkede, vi kunne tage ind til byen, men så kunne vi lige så godt fortsætte med tog. Så her er vi nu, på vej til Jylland med tog. Kan ikke komme helt hjem med tog pga. sporarbejde, men vores datter kommer til Langå med en bil, og så er der ikke så langt!

Så taknemmelige, alt i alt har det lagt sig til rette, selv om vi har følt at det var en lang tur.

Tak til jer alle, fordi I holder ud med os!         

Kærligst

De togrejsende

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Fader Benedykt, som kørte os til Bangui

 

Regn hele vejen til Bangui

En kort pause

David overrækker billetter til os, som han har betalt. Uden hans penge havde vi ikke fået dem

Nat i Paris lufthavn

Mikroovnsmad i luksusudgave

Tog til Jylland

Rejsenyt 5, april 2020

Kære Venner                                                                                                                      Bouar den 05.04.2020

Tak til jer som skriver til os, både til vores mail og her på siden. Det er så dejligt at høre fra jer, og det giver os så meget mod og energi.

Vi har det godt, har mad nok og vores medarbejdere er alle raske og med på at tage alle de forbehold, der skal til for at holde Corona væk herfra.

Vi har lagt sæbe frem, så alle kan vaske hænder, også dem der kommer på besøg. Der har ikke været nogle flere smittede, blot dem som kom ind med fly. De har det dog alle godt igen.

Vi har arbejdet på at blive færdige med byggeriet. Vi regner med, at når vi kommer til slutningen af denne måned, så er murerne færdige her. Pierre har nogle få småting han skal have støbt, låg til brønden og vores regnvandstank, og så er alle murene oppe ved værkstedet.

Bien Venue er i fuld gang med de sidste værelser. Vi kan ikke lave dem færdige, da vi mangler flere ting, men vi har 2 værelser der er helt klar og containeren, hvor vi boede til at begynde med, er også nymalet og klar til at flytte ind i!

Ind imellem sit arbejde med gipsplader, er Bien Venue i skole. Han og Melanie, vores kommende børnehaveleder, er ved at lære IT. Vi har en god ven, en journalist og IT specialist, som har tilbudt at give dem undervisning og vi har nu pc’er med fransk tastatur.

Bien og Melanie læser også engelsk. De gør fine fremskridt og det er en fornøjelse at kunne se, hvor hurtigt de bliver i stand til at tale og forstå.

Her har vi haft ekstra travlt den sidste tid. Vi fik nemlig en mail fra den danske ambassade i Nigeria, der spurgte om vi ønskede at komme hjem. Vi er tilmeldt ”danskerlisten” så der bliver holdt øje med os. Der ville blive arrangeret et særfly, som vi kunne komme med.

At komme hjem den 3. maj, med ordinær flyvning er nok ikke muligt. Så vi fik en kontakt til den franske ambassade her i CAR, som vi skulle kontakte. De svarede straks, og at det nok blev inden påske. Nu må vi se, hvornår det sker. Vi kan jo læse om, hvor svært det er at få folk ud af andre lande og her er grænserne også lukket.

Vi har været rundt til alle vi kender her for at høre, om de kunne/ville køre os til Bangui. Vores bil står jo stadig i garagen og vil ikke køre. Der bliver ikke kørt mange ture i denne tid, alle prøver at bevæge sig så lidt som muligt, pga. coronavirus. Mange har ikke mulighed for at hjælpe, men en ung præst har sagt, at han nok skal køre for os. Det er en stor lettelse at vide, at han er parat til at køre, når vi har brug for det.

 Denne unge katolske præst er ved at starte en musikskole her i Bouar. Han er polak, nærmest vores nabo, som han siger, og er kommet her flere gange i ugens løb.  Han har meget brug for os, især Bent, for han må ikke starte med at bygge, inden han har sikret at en kompetent byggemand er på sagen. Vi har nok at gøre med vores eget byggeri, men har alligevel sagt ja til at hjælpe. Det er aftalt at Pierre, vores murer, skal stå for byggeriet som så først kan starte, når han er færdig her til maj. Bent og Pierre har lavet et overslag over den første fase af byggeriet, nemlig mur rundt om grunden. Det er vigtigt, at der kan lukkes for ubudne gæster. Der er store planer, men da det er en lille grund, må der tænkes kreativt. Såsom at bygge i højden. Vi er glade for at kunne hjælpe ham, og han er taknemmelig og hjælpsom over for os.

Vi måtte desværre af med vores kære Pedro. Han har været med helt fra starten, passede på os mens vi boede i vores lille hus, og har altid kunne finde det vi manglede på det lokale marked. Han havde dog svært ved at skulle komme hver dag, at møde til tiden og blive til arbejdsdagen var slut, var ikke for ham!

Vi har i stedet lavet en aftale med en af vores vagter om at være ansvarlig for vores marker og have. Han er dygtig og vil gerne tage fat. Vi håber at kunne finde en ny vagt til at afløse ham.

I disse dage er det jordnødder, der skal i jorden. Det er et kæmpe arbejde, men alle hjælper til. Når der er pause i arbejdet, kommer alle i hytten og hjælper med at tage skallerne af. Jeg plejer at sige, at alle der hjælper skal have plaster for munden J

Vi glæder os til at få traktoren hertil. 4 ha er et stort stykke jord, især hvis det skal dyrkes ved håndkraft.

Vi har også haft besøg af Elysee, vores mand i Bangui for at hjælpe med alle de dokumenter, der skal til i forbindelse med de ansattes kontrakter og rapportering til myndighederne. Det er meget omstændigt, og vi synes det er meget besværlig. Fransk er svært for os, men endnu mere svært er det at forstå alle disse regler og love, vi skal forholde os til når vi har ansatte. Heldigvis er Elysee rigtig god til at tale med disse, ja undskyld, ”skranke paver” som sidder på de forskellige kontorer og forlanger kopier af kopier og dokumenter, som næsten ikke er til at skaffe.

Et eksempel er, at man skal bruge sit identitetskort til rigtig mange ting. Men disse kort er ikke blevet fremstillet i flere år, og da de kun er gyldige i 3 år, har de fleste et stort problem. Der udstedes en kvittering for, at man har søgt om et nyt, men den er ikke gyldig til ret meget og kun i 3 mdr og så koster det ca 35 kr, som svarer til halvanden dagløn for en ufaglært.

Vi skal jo følge landets love, men føler lidt, at det er en måde at få penge ud af folk, og de får ikke ret meget igen. Når tiden kommer, og de skal gå på pension, er der næsten ingen der kan få det, fordi der altid lige mangler et eller andet stykke papir.

Det er blevet en stor hjælp at vi nu har køkken, som er lukket. Ingen mus og fluer, køleskab og fryser fungerer. Samuel, vores kok, er blevet rigtig god til at bage og lave mad, som vi gerne vil have det. Det er en stor hjælp, at jeg ikke selv behøver være med, men kan få tid til nogle af de andre ting, bl.a. fugearbejde og maling.

Vi er nu gået ind i påskeugen. Også her er kirkerne lukkede, men det giver os på særlig måde mere mulighed for at tænke over, hvor meget påskebudskabet egentlig betyder. Vi har jo nok været lidt tilbøjelige til at se på påsken som en ferie og tid i haven.

Vi ønsker, at det må blive højtid hos os alle og at vi kan være sammen i bøn og tanker.

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

De nye værelser

Bananer mm.

Afvanding for regn

Jordnødderne afskalles til såning

        

J