Rejsenyt 3, 2021

Bouar 18.04.2021

Kære alle                                                                                                                              

Hele sidste uge har vi arbejdet på at få børnehaven op at køre igen. Da vi kom hertil, stod børnene uden for porten og spurgte til, hvornår de kunne komme i børnehave. Den var jo svært at svare på, men jeg kunne godt indse, at børnene savnede deres gode dage her.

Stella og jeg talte om, hvordan vi kunne få det til at hænge sammen. Vi måtte også finde én mere til at hjælpe os. Stella foreslog sin veninde, som bor ikke så langt fra hende, men det vidste sig, at hun har astma og tager medicin, så det var nok ikke en god ide. Vi har nu fundet en ung kvinde med 2 små børn, som vi prøver. Hun er meget ung og måske lidt for uerfaren til at kunne tumle andres børn.

De har været her hver dag, og vi har talt meget om, hvordan vi skal gribe det an, hvad der er vigtigt og lagt nogle retningslinjer for, hvordan vi som ledere skal være overfor børnene. Vi har syet bluser til Stella og Evodie og fundet tøj, som børnene skal have på. Vi har holdt et møde med forældrene, der var et par stykker som ikke var med sidst. Denne gang var det Stella, som stod for at forklare og alle var meget tilfredse. Klar til at sende deres børn.

Så mandag morgen håber vi at se 10 glade børn.

Samuel har haft travlt med at gøre majs klar. Det er majs fra sidste år, helt fint, men det skal først rystes fri for skaller. Det gøres med en maskine på markedet. Dernæst skal det i blød natten over for så at tørres lidt. Så skal det males, igen på en maskine på markedet. Det var en ordentlig sæk, som Samuel måtte afsted med hele 2 gange. Nu ligger det på gulvet i børnehaven og tørrer. Er klar til at blive til grød mandag morgen.

Vi har også haft en dejlig overraskelse i denne uge. Vores gode ven mekanikeren fra Cameroon kom og var klar til at arbejde på bilen. Han har været her 4 dage. I går eftermiddag hørte vi bilen starte, og der kom ingen røg. Han var ikke helt tilfreds med den, men efter lidt mere pilleri er den nu som ny.

Det er mere end 1 år siden vi har haft bil, så vi kan næsten ikke huske, hvordan det er. Det bliver dog godt at være i stand til selv at køre og ikke bede andre om kørelejlighed. Mekanikeren siger, det er en god bil! Ja, vi er så taknemmelige, den reservedel, vi havde med hjemmefra, gjorde en stor forskel, men mekanikeren ved også, hvad han har med at gøre.

I lørdags fik vi Pierre og hans folk til at komme hertil. De er ikke så nemme at lokke med, da deres dage på Musikskolen er ret anstrengende, men vi er glade for de kommer og sørger godt for dem. God mad og stor frisk salat fra haven. De fik lavet det sidste stykke, hvor regnvandet skal ledes fra taget og punktfundamenter til den container, som forhåbentlig snart kommer. Efter sigende er den kørt fra Douala. Vi har haft travlt med at gøre klar til dens ankomst. Vi har ikke mange timer til at få den tømt og løftet af lastbilen, uden at vi bliver pålagt ventetid.

Vi har fået regn nogle gange. Korte byger, meget vand, men da jorden stadig er hård, løber det meste væk. Vi håber snart at få en god lang regn. Så kan Jean komme i gang med at så noget mere. Lige nu er det kun majs og jordnødder der er sat.

Herfra mange kærlige hilsner fra os

Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com

Rejsenyt 2, 2021

Bouar 11.04.21

Kære alle                                                                                                                         

I dag fik vi regn for første gang i en måned, det giver noget kølighed og alt bliver nyvasket.

Vi kom hertil i torsdags. Vores ven, den katolske fader Benedykt, kørte os hertil. Turen til Bangui var fin, alle steder tages der hensyn til Covid-19, og med en negativ test havde vi ingen problemer. Heller ikke ved de mange politicheck.

Vi havde en dag i Bangui. Mødtes med Elyse og fik lidt opdatering på container og den politiske situation. Alle dokumenter er underskrevet og skulle være i orden for at containeren kan komme til Bouar. Den er allerede i Douala havn. Nu må vi bare vente, og håbe at vejen kan holdes farbar.

Der er stadig uro i landet og oprørene er ikke langt væk, men lige nu holder FN og russerne vagt ved alle indfaldsveje her i Bouar og andre store byer. Vi har hørt, at der nordpå, langs grænsen mod Chad er mange af de muslimske oprørsgrupper. De har ikke, som tidligere, øvet vold mod civile, men taget fødevarer.

Her på centeret var alt i fin orden. Alt er blevet vedligeholdt og haven og markerne er tilsået. Samuel havde dejlig mad til os, da vi ankom, og vores store opholdsrum og køkken var rent og indbydende.

I dag, søndag eftermiddag, har vi holdt personalemøde. Vores 5 ansatte kom og fik kaffe og kage, og vi kunne overbringe hilsen fra bestyrelsen og vores familie. De fortalte om deres oplevelser under urolighederne. Der blev ikke forsøgt indtrængen på centeret fra oprørernes side, og de var glade og taknemmelige. Der har været indbrud flere steder i byen, både af oprørerne og andre, som benytter enhver anledning, når politi og militær er optaget til anden side.

 De gav udtryk og tak til alle jer, der har sendt bøn og tanke til dem. Det betyder meget for dem at vide, at de er i vores tanker. Vi har stået i tæt kontakt på telefon under hele perioden.

Da oprørerne blev drevet væk og dagene igen blev normale, blev det muligt at de kunne samles og modtage undervisning. De har alle fået et godt kendskab til Excel og Windows, som kan være til stor nytte i deres arbejde her på centeret.

I morgen kommer Stella, børnehavelederen. Hun og jeg vil forsøge at planlægge åbning af børnehaven snarest. Jeg fik en god snak med min nabo, som er pædagog, og som gav mig nogle gode input omkring børn, og hvordan man bedst giver dem en god dag i børnehaven. Vi skal også have forældrene i tale og fortælle, hvad vi i fællesskab kan gøre for børnene.

Mange kærlige hilsener

Bent og Vera  

Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com

Rejsenyt 1, 2021

Kirketerp 01.04.2021

Kære alle

Nu har vi været hjemme i godt 3 mdr., en god tid, selv om Corona har lagt en dæmper på vores liv. Vi har ikke set ret meget familie og næsten heller ingen venner. Vi har udsat generalforsamling og en hel masse andre anledninger til at samles, men nu ser vi frem til vi kan blive vaccineret og dermed få lidt større frihed til at samles igen.

Ja, ikke at Bent og jeg bliver vaccineret inden for de næste uger. Vi er ikke i en kategori som kommer forrest i køen. Det er både godt og dårligt. Men sådan er det!

Vi rejser til CAR på mandag d 5. april. Med masker, håndsprit, og Gud i vold!

Vores medarbejdere i Bouar har igen måtte klare arbejdet på centeret uden os. Da vi rejste hjem til jul, var forventningen, at vi kom igen i begyndelsen af februar, men allerede på vejen til Bangui mærkede vi et ulmende oprør. Der var flere landsbyer, hvor beboerne var flygtet. Flere af de kontrolposter, som politi og tolderne har ved hovedvejen, var forladt. Vi talte med folk, der kom fra Bangui, som fortalte at oprørene var ved at opruste.

Vi kom godt frem, men stemningen var spændt, og der gik ikke mange dage efter vores afrejse, før et oprør brød ud og vejen blev afspærret af oprørerne. Flere af oprørsgrupperne havde nu lavet en koalition med den forhenværende præsident Bozizé, og med ham som ledende general havde de fået mere magt. Også i Bouar blev byen besat, men befolkningen blev skånet. De fleste var dog bange og flygtede fra deres hjem og tog tilflugt i kirker og klostre. På vores center blev der ansat flere vagter, vores ansatte blev på centeret og holdt øje med tingene, men heldigvis blev centeret ikke overfaldet og ingen kom noget til!

I dag er der ro i landet. FN har som sædvanligt ikke haft mulighed for at bekæmpe oprørene men Russerne har, efter anmodning fra landets præsident, bekæmpet oprørerne, som har trukket sig tilbage til deres lejre uden for de større byer. Hovedvejen er atter åben for trafik, og vejen er sikker at færdes på.

Hvor længe der kan holdes fred, ved vi ikke, men vi håber og beder for, at der må kunne skabes en afslutning på disse gentagne voldelige udfald mod civilbefolkningen, især børnene som i de sidste mange år har levet med frygt og vold.

Covid-19 er selvfølgelig også en anden udfordring, men den er nogenlunde under kontrol i landet. Vi vil holde afstand, vaske hænder og bære masker, tage de samme forholdsregler som vi har gjort herhjemme.

Vi har sendt den sidste container af sted, den er nu ankommet til havnebyen i nabolandet og er ved at blive toldbehandlet. Vi håber den snart vil komme til Bouar. Så kan vi få lavet det sidste på centeret og koncentrere os om undervisning og børnehave.

Tak til jer alle, for jeres fortsatte støtte, for foldede hænder og de mange hilsner i sender til os. Det betyder så meget for os!

Vi skal hilse fra vores ansatte. Vi har været i næsten daglig kontakt med dem og har fortalt dem om jer og jeres støtte til dem og os.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)