Rejsenyt maj 2018

07.06.2018 Torsdag

Efter en god nats søvn kunne vi igen stå op til en ny dag. Som jeg har fortalt før, ligger gæstehjemmet lige ved den store katedral og hver morgen kl. 6 begynder man dagen med sang og bøn. Det er dejligt at vågne til skønne sange og musik. De har nogle meget fine sangere og et elorgel. 

Luc havde lovet at komme og vise os, hvor vi kunne få bilen forsikret. Bent og ham kørte derhen. Bent kom grinende tilbage. De ville ikke total forsikre vores gamle bil. Ok den er 14 år gammel, men den ser pænere ud end nogle af dem her, som bare er et par år. Vel, ansvar kunne vi få! Det vil Luc ordne for os, lige nu er bilen forsikret fra Cameroun i 2 mdr.

Elysee kom, han havde været omkring immigrationen. Stadig ingen opholdstilladelse. Der er håb endnu, men kun til i morgen. Luc mener dog, han kan få den sendt til Frankrig med nogen, som vil sende den videre til os, hvis den skulle dukke op.

Kl. ca. 12 kom Luc og hentede os. Vi skulle ud til Elysee. Hans hus ligger ca. 14 km uden for Bangui. Det er langt, når man tænker på at han skal herind hver dag.

Det var en stor overraskelse at se hans hus og have. Det hele er hegnet ind, der er masser af store træer og blomster. Huset er stort og velbygget. Der er rent og ryddeligt over alt. Der var dækket op i haven med ren dug og bløde stole.

Han har 7 børn, de var der alle og var søde og hjælpsomme og en sød og meget smilende kone.

De havde meget mad til os. Salat med grønne bønner, agurk og tomater, og derefter ris og dejlig kødsovs. Vi fik også frugt fra deres egen have.

Vi har aldrig tænkt på Elysee som doven, men at han havde så meget energi og sådan en dejlig familie kunne vi ikke vide. Jeg håber, vi en dag kan invitere ham til Bouar, så han kan se, hvad det er, han har hjulpet os med at stable på benene der.

Vi skulle også besøge Luc. Ham har vi jo kendt i mange år, ligeså hans kone. De er nogle dejlige mennesker. De har 6 børn.

Madelaine have også mad til os. Flæskesteg, d.v.s små stk. grisekød stegt i olie til det var næsten som flæskesvær. Kylling og bønner og annanas. Så lækkert. Vi skal ikke spise hos søstrene i aften!

Det har været dejligt at have bil, mens vi har været her i Bangui de sidste dage. Luc har kørt rundt med os. Der er jo ikke nummerplader på, så vi kan ikke bare køre som vi vil, men Luc har sit skilt i bilen der siger han er parlamentsmedlem. Det virker!

I morgen tidlig skal vi aflevere vores bagage på Air France kontoret. De tilbyder dette for at gøre det lettere for os om eftermiddagen i lufthavnen. Det kan godt blive lidt vildt, mange mennesker og hvis man ikke lige ved hvad og hvor, bliver det let meget hektisk. Vi har bestilt frokost her og kan så tage ud i lufthavnen i god tid. Det er altid en lang tur hjem. Vi flyver fra Bangui til Yaounde i Cameroun, ca. 1 ½ time. Der skal vi så vente i 5 timer, mens flyet bliver gjort rent og klar til turen til Paris. Vi ankommer til Paris ved 6 tiden og skal videre et par timer senere. Vi lander i Hamburg hvor vores bil er parkeret. Så kan vi bare håbe der ikke er for meget vejarbejde på motorvejen hjem. Det er Bents fødselsdag, mon ikke der er lidt is i fryseren til ham når vi rammer Kirketerp.

Vi kan se tilbage på en godt tur, vi fik udrettet det vi gerne ville og det, der mangler, har vi Luc og Elysee til at tage sig af. Vi er dem dybt taknemlige for al deres hjælp.

Jeg tænker ofte på en af vores gamle kolleger i Nigeria. Hun brugte ofte et ”Hausa” udtryk: ”Det er tingen at være taknemmelig for” Det udtrykker så fint, hvad vi føler. Tak til alle jer der har bedt for os og fulgt med i vores hverdag her gennem vores rejsebreve. Herfra er der også blevet bedt for os mange gange. Vi skal også huske at bede for dem alle her. De lever med utryghed og vold, men de formår at leve i nuet og takke Gud for hver dag.

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera

06.06.2018 Onsdag

Elysee kom lidt sent i dag. Han havde været forbi immigrationskontoret for at høre, hvordan det stod til med vores opholdstilladelse. Vi har opholdstilladelse, bare ikke bevis på det! Det forlyder, at vi kan betale os til dette magiske kort, men iflg. vores aftale med regeringen, skal vi have det gratis.

Elysee snakker og går til de mest vigtige personer, fortæller om Hjerte for Afrika og alt det vi vil hjælpe med. Nu er han nede på, at hvis vi betaler et lille beløb, det er ikke bestikkelse, så kan vi få kortet med os, når vi rejser hjem på fredag. I eftermiddag gik han derned igen, med en lille gave. Så må vi se om det hjælper!

Luc kom også, bilen skal lige rundt til alle disse kontorer, og det koster noget hvert sted. Han mener, det vil tage ca. en uge, inden der er nummerplader og alt er i orden. Vi ved ikke helt, hvor vi skal stille bilen. Måske må den stå her hos søstrene, men det må vi først spørge om.

Ellers har vi haft en rolig dag. Der er også nok at se til, uden vi behøver at rende byen rundt. Bent har lavet regnskab, og jeg har skrevet den 6 mdr. rapport, som regeringen forlanger af os. Den er ikke lang, blot et par sider, men det skal jo skrives på fransk. Det gør Elysee for mig. Ikke bare almindeligt fransk, men med alle de rigtige titler og tituleringer, som folk her elsker at bruge. Vi fandt også lidt billeder, som kunne gå med og underbygge vores rapport.

Her til aften, ved aftensmaden, var der en fransk mand, som kom i går. Han fortalte at han nær var blevet sat i fængsel. Han var kommet til at tage 1 billede i byen. Han blev straks spottet og anholdt af politiet. Efter lang snak og trusler, tog de hans telefon, som han havde fotograferet med. Han var ikke videre glad for sit besøg her i landet.

Ja, der er ingen billeder fra Bangui. Ærgerligt, for der er så mange sjove, spændende og fine motiver, men det bliver ikke til billeder, her hos os. Det var en af de første lektioner vi lærte, da vi kom hertil for mange år siden.

I morgen er vi inviteret ud til Elysee og hans familie. Luc vil køre med derud, og på vejen tilbage skal vi også besøge hans familie. Det glæder vi os til. Der må vi tage billeder.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

 

 

Mandag

Efter en god nats søvn, kunne vi se frem til, at Luc ville komme med bilen. Det blev en lang ventetid. Først kl. 11.30 kom han. Godt træt af det, men papirerne var underskrevet af tolderne.

Nu skal bil og alle papirerne, der er mange, videre i systemet. Til det, er der et helt kontor, som tager sig af at få alle underskrifter. Det er en kompliceret affære, og vi ville aldrig selv kunne finde ud af det. Siger Luc! Nå, det er måske også godt nok at blive fri for at rende rundt til så mange forskellige kontorer, og hvor de fleste af dem, som skal skrive under, ikke er der!

Elysee kom lidt senere. Hans søn var faldet i går og i nat blev hans knæ hævet og gjorde meget ondt. De måtte en tur på sygehuset, men der var mange, så det tog lang tid. Heldigvis var der ikke noget brækket, blot forslået. Han skal nok blive hel igen!

Elysee havde fået underskrevet vores liste med alle vores ting, som vi vil sende med containerne.  Det er godt, for til at begynde med, ville de ikke acceptere alle ting. Ting som kan købes her i landet, kan vi ikke få toldfritagelse på. Det er de dog gået med til nu. Jeg har lovet en at bringe en engelsk bibel til toldchefen. Han er meget stolt af, at han taler engelsk. Han ville nok hellere have haft nogle penge, men kunne ikke så godt sige nej til en bibel. Han har fortalt, at han er præst i en stor kirke.

Bent og jeg har brugt en del af dagen til at gå rundt til alle de steder, hvor der sælges byggematerialer. For at se hvad der kan købes, og hvad det koster. Hvis pris og kvalitet er ok, kan det hjælpe os til at få andre ting ud hjemmefra, som ikke kan købes her.

Vi er begge blevet dejligt brune, men det kunne vi nok også være blevet hjemme. Vi hører i har dejligt sommervejr.

Her i Bangui er der roligt, men der har været flere skyderier i det muslimske kvarter. Det holder vi os fra. Befolkningen er meget utilfreds med FN, som de beskylder for at holde med muslimerne. Vi mærker ikke noget, når vi færdes i byen. Elysee er heldigvis også god til at gå rundt, og så træffer vi alle mulige mennesker som han kender. Folk er generelt venlige over for os.

Nu er det vist sent nok til at logge på internettet. Jeg tror, det bliver til regn senere, men her kan vi nok godt sove alligevel, der er loft i vores værelse som tager en del af støjen.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

                                                                                                                                                                                                         

 

Mandag

Kl. 6.00 ringede Luc. Han var kommet til Bouar i aftes, sent, men ville gerne om vi kunne køre til Bangui i dag. Vi havde ikke forventet, at han var i Bouar og havde flere ting på programmet. Vi sagde dog, at vi ville ringe til Elysee og få ham til at forhøre hos søstrene, om de havde plads til os fra i dag.

Vi fik hurtig sat alle folk ind i vores nye planer og, heldigvis, havde vi startet på at pakke. Men rygtet løb hurtigt, folk mødte Luc i byen, med en ny bil? Der kom mange for at sige farvel.

Elysee ringede tilbage og sagde, at det nok ikke var muligt at få plads hos søstrene. Hmm, hvad skulle vi så?

Lidt efter ringede han igen, og nu havde de fundet en plads til os. Tak for det!

Vi kom ikke fra Bouar før ved middagstid, havde slet ikke haft tid til at se på vores bil, og nu kunne vi så sætte os ind i den og lade Luc være chauffør. Vi synes, vi har fået en dejlig bil. Den kører fint, aircondition virker og de brede dæk gør at hullerne ikke mærkes så meget.

Når vi sådan kører og ikke selv skal passe på huller og geder m.m. på vejen, ja så kan der blive tid til at betragte omgivelserne. Der er lange strækninger hvor der faktisk ikke er et menneske, for så at komme til en lille landsby og her myldrer folk og fæ. Hvorfor gederne altid skal stille sig midt på vejen, er et mysterium, jeg aldrig har fået opklaret. De er der bare, og så må vi bruge hornet og bremse ned. Lige sådan er det med hønsene, de står ved vejsiden og når bilen er næsten lige ud foran dem, spæner de over vejen. Vi kalder dem selvmordshøns!

Alt i alt synes vi, det godt meget godt. Luc er en god chauffør og kender vejen som sin egen bukselomme. Vi kørte uden om store tungtlastede lastbiler og containertransporter, alle toplæsset med folk og alt muligt som folk fragter mellem Bouar og Bangui. Vi så også en transport med 2 containere og der var lige plads til et får på bagenden. Håber i kan grine lidt af billedet.

I aften blev det tidligt mørkt, allerede kl. 18 var det lygtetid. Vi var ca. 25 km fra Bangui og her var en toldstation. Her måtte vi ind og have stemplet papirerne på bilen. Luc gik ind men kom ret hurtig ud igen.

Vi var for sent, tolderne ville ikke stemple før i morgen. Vi måtte blive der i nat!

Luc var træt og ked af det, forsøgte det bedste han kunne, at snakke sig frem til en løsning, men nej, der var ikke noget at gøre.

Luc arrangerede med en taxi om at køre os og bagagen de 25 km ind til byen. Det var ok men også lidt problematisk. Normalt skal man have en tilladelse til at bevæge sig rundt i landet. Det havde vi ikke ,for vi var jo i bil med ”honerable Ninga Luc” og han har tilladelse til alt. Bare ikke lige at få tolderne til at skrive under.

Vel, vi kom i taxien, kørte 20 meter og så standsede den og begyndte at flytte om på alt bagagen. Vi spurgte hvad der foregik men fik ikke noget svar. Men så kom der en kone og satte sig på forsædet og derfor måtte vores bagage flyttes og presses sammen.

Det gik vi ikke med til, så hun måtte ud igen. Vi kunne ikke køre så langt med en åben bagklap og udstødning lige ind. Inden vi kunne køre, kom politiet og ville se vores papirer. De fik vores pas, men blev ved med at sige, at vi skulle skrives ned. Jeg forhørte hvor dette sted var, forstod jo slet ikke at jeg bare skulle finde et par håndører til dem. Nå, hun er vel nok dum, hende den der hvide madamme. Jamen, så kør da!

Et par kilometer længere fremme var der endnu en politikontrol. Her skulle jeg gå hen til et bord og skrives ind. Jeg tog vores pas og Bent blev i taxien for at holde øje med bagagen. Jeg hilste pænt og gav dem vores pas.  De kiggede længe, på alle siderne, og endelig havde de brygget en lang tale. Jeg forstod ikke halvdelen og undskyldte meget. Fortalte at vi var Hjerte for Afrika, NGO og anerkendt af deres regering. Vi var på tur med vores ven meget højtærede Luc, men at han var blevet tilbage ved tolden. De prøvede igen at overbevise mig om, uden at sige det, at jeg skulle give dem lidt til kaffen! Da jeg stadig ikke forstod, fik jeg at vide at vi ikke kunne fortætte. Ok, så kører vi tilbage til Luc og venter der med ham.

Jeg gik tilbage til bilen. Så kom de hen og ville se vores bagage. Helt fint, chaufføren skulle bare lige vride det ud. En kuffert kom ud og jeg lukkede op. Ikke andet end snavet tøj, øv!

Så kunne vi da bare køre! Pyha. Der skal godt nok is i maven, og det skal holde længe. Det tog det meste af en time. Nu var det helt mørkt og resten af vejen til byen og vores lille værelse gik uden stop.

Jeg sendte mange bønner op og kunne takke lige så meget, da vi endelig stod her i god behold.

Tror ikke vi har haft mange dage som i dag. Heldigvis. Det kan godt blive lidt for spændende!

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera

Søndag

Igen en ordentlig gang regn, fra midnat og helt til kl. 9 i morges. Ikke så meget bulder og torden, kun den evige trommen på bliktaget. Det er umuligt at tale sammen, vi kan ikke høre et ord af, hvad den anden siger! Det er dog lidt hyggeligt at drikke kaffe og lytte til regnen. Det kunne ikke blive til tordenkaffe!

Pedro er lidt træt af det. Regnen slukker hans bål hver nat og det bliver for lidt, han kan slå af stenen. Den bliver dog mindre for hver dag.

Da regnen holdt op, kom der liv i landsbyen igen. Snart skinnede solen og børnene kom ud for a se om, der var flere myrer. Der var vist bare nogle, der ikke havde nået at få sig gravet ned.

Hen ved middagstid kom Madame Grace. Hun er formand for vore komite, og hun havde lovet at komme med referatet fra vores møde. Hun havde god tid, og vi fik snakket om mange ting. De har mange ønsker fra befolkningen, nogle mere realistiske end andre, men vi tager det med hjem og snakker om det i bestyrelsen. Hun fik kaffe og småkager og udtrykte stor tilfredshed med vores møde.

Senere på eftermiddagen kom Evariste, vore tidligere ansatte. Han er nu ansat ved FN i et job, hvor hans sprogkundskaber kommer ham til gode. Han havde alle 4 drenge og sin kone med. Det var godt at se dem også drengene, som kalder os bedsteforældre.

Vi har endnu ikke hørt fra Luc. Han har mistet sin telefon her fra Centralafrika, så vi ved ikke hvor langt han er kommet på sin vej hertil med bilen. Her må vi regne med, at intet nyt er godt nyt!

Pedro er i gang med sit bål på den store sten, og vi håber, at regnen vil vente så længe som muligt. Pierre, vores murer, skal gerne i gang med at bygge videre på muren, og han skal bruge mange sten.

Her i den varme mørke Afrikanske nat lyder cikader og klokkefrøer. Ellers er alt stille.

Vi sender takken opad, med en bøn om at Luc må komme godt frem.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Lørdag

I dag var dagen, hvor Luc ringede og sagde, at bilen var frigivet i havnen i Douala! Det er store ting. Især når vi ved, at det kunne have taget mange dage og kostet os en masse penge i parkeringsafgift. Det kommer vi nemlig til at betale, selv om det ikke er vores skyld at papirerne blev væk. Vi er spændt på, om der kommer ekstra udgifter, men det hører vi nok når Luc kommer.

Han er på vej. Men der er langt og han kommer ikke længere end til grænsen mellem Cameroun og Centralafrika. Den bliver lukket kl. 18 og åbner først i morgen kl. 8.

I dag var også dagen hvor termitterne kom frem. Eller helt præcist i nat. Vi vågnede omkring midnat ved at det regnede, men også til en mærkelig klaprende lyd på taget. Det var termitterne der slog med vingerne. Kun èn gang om året kommer disse store flyvende myrer frem, for at parre sig og derefter grave sig ned i jorden igen. Folk er helt vilde med disse myrer, de er store og fede, ca. 1 cm lange, og smager efter sigende godt. Børn og voksne var ude og samle dem ind fra tidlig morgen. Det er med at få dem fanget inden de graver sig med igen.

Der har været gang i gryderne i dag. Termitterne ristes over bål og smelter en masse fedt af, så de bliver sprøde og knasende. Vores børn har spist mange, de smager af bacon!

Vi har også spist godt i dag. Vores FN ven fra Peru, ringede og spurgte om vi var klar til at komme ud på campen igen i dag, til frokost. Endnu en dejlig 3 retters middag og dejligt selskab.

De har tilbudt at hjælpe med containerne og med at lave vej og planere så lastbilerne kan komme frem til vores grund. Der er ca.300 meter fra offentlig vej. De har masser af maskiner og vil meget gerne hjælpe.

Pedro er stadig i gang med sin sten, men der er blevet mindre af den. Her i nat fik han den til at revne lige midt i. Han har lige nu her til aften startet endnu et stort bål på stenen. 2 nætter i træk er han blevet stoppet pga regn, men han giver ikke op. Han ved Pierre skal bruge sten til byggearbejdet i dagene der kommer.

Der er flere der har givet besked om at de kommer i morgen og hilser på. Så må vi have kaffekopperne frem. Det glæder vi os til.

Der er så mange ting der falder på plads, ting som vi har bekymret os over, og som vi ikke lige kunne se en løsning på. Vi er bare så taknemmelige og glade og sender takken opad. Vi kunne ikke klare denne opgave uden Vorherres hjælp.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Lækkerbisken. – En vigtig dag overalt i Afrika.

Børenene må selv samle myrerne.

Fredag morgen

Det har regnet hele natten. og kl. 5.30 begyndte det er dryppe ned på vores seng. Så var det slut med at sove. Ikke at vi kunne sove for larmen, det buldrede og tordnede og regnen kom hamrende på bliktaget. Det har regnet lige til nu, kl. 8.30.

Vi skal ikke forvente at se nogen folk, ingen kommer på arbejde før der er udsigt til permanent tørrevejr. Kun den stakkels Pedro er kommet. For at se til sine sten og forsøge at finde tørre kviste til at tænde op i det våde træ. Han skal helst have gang i bålet igen. Vi kan se stenen er revnet der. hvor han sagde den ville, men ikke nok til at han kan brække den fra hinanden.

Vi har ikke meget lys, når solen ikke er fremme er det meget lidt solcellen frembringer til at lade batteriet. Heldigvis har vi strøm på pc og telefoner, så vi klarer det nok en dags tid.

Der er ikke så meget vi kan gøre lige nu andet end at vente på. at tågen letter og solen kommer frem. Det er ret koldt men vi skal ikke klage, den lille læk i vores tag er ingen ting i forhold til et græstag. Det kan være ok når det er nyt, men det bliver hurtigt utæt.

Jeg kan nok ikke få internet forbindelse nu så dette må vente på at blive sendt til i aften.

På gensyn!

Så blev det aften og mørket er totalt.

Dog har vi lys herinde, selv om der ikke har været meget sol i dag.

Det blev noget op af formiddagen. før folk begyndte at ankomme. men så blev de også til sent i eftermiddag. Kun Pedro har arbejdet hele dagen. Regnen fik hans store bål til at gå ud, men lige så snart det blev lyst nok, kørte han ud på sin brors motorcykle for at finde tørt træ til at tænde op med igen. Og hele eftermiddagen har det brændt lystigt. Han har brækket flere stykker af den store sten, men her til aften kunne han så brække ca. en fjerdedel af. Der er stadig meget, men hvis ikke det regner i nat, skal der nok komme flere store stykker.

Vi har været i banken igen i dag. Vi tager ikke flere penge ud end vi skal bruge, har jo ikke rigtig noget sted at opbevare dem forsvarligt. Der var mange mennesker, selv om det var næsten lukketid. Vi fik dog lidt særbehandling i dag og kunne klare det på 20 min.

Vi har været ude i byen for at finde destilleret vand til vores batteri. Det kan vi ikke finde! Vi har spurgt alle steder, men nej, det har man ikke. Hvad gør vi så? Ja så laver vi det selv. Med en fløjtekedel og et gydelåg. Vi skulle ikke bruge så meget, men et par timer tog det at få nok.

Vi får stadig besøg af gamle venner og bekendte. I dag kom der en der ville høre, om ikke Bent kunne hjælpe ham med at få hans pension fra staten. Det er desværre en af de ting der ikke fungerer. D.v.s kun den ene vej. Hver gang vi ansætter nogen, skal vi indbetale et ret pænt beløb til staten, som angiveligt er til pension. Men som jeg har omtalt før, er der næsten ingen, der får deres penge. Det gør ondt at se ældre udslidte mennesker slide i marken for at spise sig mætte. De Har arbejdet hele deres liv og nu er der ingen hjælp at få.

Senere kom Patrick og hans kone på besøg. Patrick var vores assistent i kirkens administration, dengang vi arbejdede der. Det var dejligt at se ham igen. Han arbejder stadig i administrationen, overtog Bents job nogle år efter vi rejste.

Vi har hørt fra Luc i Douala, at han ikke har fået vores bil fri endnu, men han håber stadig. Tålmodighed er verdens medicin!

Det har ikke været muligt at komme på nettet i dag, men nu prøver vi igen.

Tak til jer der tænker og ber for os, for hilsner sendt til os herpå rejsebrevene. Det betyder så meget for os at mærke jeres omsorg og bønner.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Sprængning af sten er svært når brændet er vådt!

Døgnarbejde.

Torsdag

Vi fik en kæmpe regnbyge i går aftes, det varede ved til længe efter midnat. Vi gik i seng ved 23 tiden, men det var svært at sove på grund af regnen, der trommede på bliktaget. Det blæste også ret meget, og vi kunne kun håbe, at pladerne blev på lægterne.

Efter sådan en gang regn, bliver det koldt, og vi var glade for vores tæpper. Her til morgen var det også helt tåget og kl. blev hen ad 8, før der begyndte at komme folk på pladsen.

Pierre havde talt om, at han kom til at mangle kampesten til byggeriet af muren rundt om grunden. Pedro, vores vagt og altmuligmand, er ham, som kan bryde sten. Vi har nogle stenformationer her på grunden, der er allerede brudt en del af dem, men vi har besluttet, at Pedro godt kan fjerne nogle flere.

Så Pedro har været i gang hele dagen med at gøre klar til at bryde disse sten. Han har samlet mange store, tørre træstammer og her til middag begyndte han at brænde. Der skal meget varme til, for at få stenen til at flække, men han ved hvordan, og her til aften er der allerede sten, der brækker af i store flager. Det vil tage et par dage.

I dag var også dagen, vi var inviteret til frokost hos vores nye ven, den Peruvianske oberst. Hans bil kom efter os ved 12 tiden. Vi blev kørt til deres camp, underholdt af dejlig pan fløjtemusik. På campen ventede Jose, som obersten hedder. Vi blev vist rundt og så kom vi indenfor i officersmessen. Der var dækket fint op med nationale farver og deres kok stod klar med 3 retters middag. Det var meget lækkert, nationale retter som obersten selv havde bedt kokken lave til os.

Ved middagen deltog også deres læge, en ung løjtnant, som også talte udmærket engelsk. Vi fik én god snak med dem og de gav igen og igen udtryk for, at de var klar til at hjælpe os.

Da vi havde spist, stod bilen klar til at køre os hjem igen. Da vi sagde farvel og tak, spurgte Jose om ham måtte komme ud til os på lørdag, for at slappe lidt af og for at snakke mere med os. Han synes Centralafrika er et smukt land og vi har noget af den bedste udsigt.

Mens vi havde været væk, havde Pierre og hans mænd arbejdet og gjort klar til at starte med at bygge med de sten som Pedro har brudt. Det er så dejligt at se, hvordan de hjælper hinanden med at få arbejdet til at fungere.

Nu i aften har Bent lige været ude og tage nogle flere billeder af Pedros store bål. Internettet har været bedre i dag, så måske kan vi sende billeder.

Det er varmt og fugtigt i aften, men her er roligt og fredeligt. Der er så mange ting at være taknemmelig over hver dag. Det er ikke en selvfølge!

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Lokalkomiteen efter mødet.

Sprængning klargøres (Sprængning med varme)

Det bliver aften, der er stadig ild.

Besøg hos FN

 

 

 

 

 

 

      

 

 

 

 

 

Onsdag

I går aftes ringede Luc og fortalte, at de havde mistet et af de vigtige dokumenter, som de skal bruge i forbindelse med at få vores bil ud fra havnen. De havde været på ambassaden for at få ægtheden certificeret. Her var det så blevet væk! Pist væk, bare ærgerligt! Han bad om, at vi ville sende et nyt. Det skulle vi så have Elysee i Bangui til at sende til os her i Bouar, for at stemple og underskrive og scanne og videresende til Luc i Cameroun.  Nå ja, så gik næsten hele morgenen med det! Men af sted kom det, og siden vi ikke har hørt mere fra Luc, må vi gå ud fra, det er ok.

Der er en internet cafe, eller hvad man nu skal kalde sådan et lille værelse i et hus tæt ved byens rundkørsel. De har bedre internet, end vi har, så det var derfra vi fik sendt dette dokument til Luc. Der var flere problemer mht. at få det til at se rigtigt ud, men vi blev overrasket over hvor lidt det kostede. Vi spurgte hvor meget det kostede at bruge deres net i 30 min. Ca 10 kr. Hvis vi ikke kan sende billeder herfra, vil vi prøve at bruge deres net på fredag.

Her i eftermiddag havde vi så komite møde med vores lokale gruppe. De er vores øjne og ører, de hjælper os med problemer og kan forhåbentlig blive mere involveret i driften af centeret på langt sigt.

De skulle jo selvfølgelig have kaffe, så der var dækket bord da de kom. Jeg havde også fundet lidt gaver til dem. De er jo med uden at blive betalt, lige som så mange andre, men det er bare ikke så almindeligt her i Afrika.

Jeg startede ud mange hilsner til dem og med at fortælle lidt om, hvor langt vi er kommet i Danmark og at containerne nok kommer sidst i september.

De fortalte om de møder de har haft under vores fravær. Bl.a. om at de havde været samlet da der havde været indbrud i vores hus. De har indgivet en anmeldelse til politiet, men det kommer der nok ikke mere ud af. Vi er bare glade for deres opbakning.

De fortalte, at de havde inviteret den lokale befolkning til et møde, for at fortælle om arbejdet og høre dem, om der var noget de tænkte på. Der var faktisk flere ting, bl.a. er folk opmærksomme på flere børn, som har mistet deres forældre under urolighederne og som bor, enten hos bedsteforældre eller andre slægtninge. Det er svært for folk at skulle mætte egen familie og endnu mere belastende, hvis der kommer 3-4 børn mere. Især ældre folk har ikke mange penge. Folkepension findes ikke, pensioner findes i teorien, men bliver stort set aldrig udbetalt.

De havde også flere ønsker mht. undervisning, bl.a. syning, møbelfremstilling og svejsning.  

Ja, der er nok af emner at tage fat på

Det blev et godt møde og de lovede at de nok skulle hjælpe med containerne når den tid kom. I mellemtiden ville de samle informationer sammen omkring de forældreløse børn og sende til os.

Pierre er nu klar til at overtage arbejdet igen efter sin ulykke. Hans fod er helet og han går helt godt. Blot han ikke overanstrenger sig. Han startede arbejdet i dag og kom med sine folk her til morgen. Jeg tror ikke de plejer at få noget at spise og drikke, når de arbejder, men mens vi er her, giver vi dem kaffe. De er så taknemmelige for blot en kop kaffe. 

Pierre regner med at kunne have den del af muren færdig inden september. Der bliver også et par andre ting han skal tage sig af, men han siger, gentagne gange, at han er klar og har kræfterne. Det er virkelig et mirakel som både han og vi er taknemmelige over. Den ulykke kunne have haft et helt andet udfald!

Nu er det holdt op med at tordne, det blev ikke til mange dråber regn, men nu kan vi prøve om nettet er samarbejdsvillig.

Godnat herfra.

Bent og Vera