Rejsenyt maj 2018

Tirsdag

I dag fik vi besøg af den Peruvianske oberst, vi mødte i Bangui. Han er jo tjenstgørende her i Bouar. Han havde sagt, han ville kontakte os. Han kom med en chauffør og en vagt. De var i kampuniformer og have alt udstyr med. Selv kom han uden hjelm og blev meget begejstret over vores fantastiske udsigt og rene luft. Han fik en rundtur og en snak om vores projekt og kom så ind i vores lille hus og fik kaffe og lakridskonfekt.  🙂 : Vores hus mindede ham om hans barndom i Peru. Han er det mest tiltalende menneske, jeg har mødt i FN uniform.

Han ville gerne komme igen og tage en bog med og slappe af. Det vil være så dejligt med hans besøg. Han inviterede os til frokost på torsdag, ude i lejren. Vi bliver hentet og bragt igen –sikke luksus.

Det allerbedste med hans besøg var, at han lovede at finde nogen, som kan læsse vores containere af til september. De vejer ca. 13 tons så det ikke bare lige så nemt. Han siger, det er deres opgave her i Centralafrika, at hjælpe hvor de kan. Vi er bare så taknemmelige, for det har været lidt en hovedpine med aflæsningen.

Vi har også været i banken i dag. Der er en lille filial her i Bouar. Vi skulle sætte penge ind på Pierres konto og hæve penge fra vores egen konto til at betale for arbejde, vi får udført her, ud over det Pierre har kontrakt på.

Det tog lige godt 1 time, men så fik vi også hilst på bankbestyreren. Og skrevet under mindst 5 steder, taget kopier af pas og set på, hvor mange sider, der skulle skrives under af flere af bankens personale. Jeg tror der er mere papir end penge i banken.

Der er mange ting vi skal have styr på, og det er ikke altid lige let at få fred til at lave det om dagen. Folk kommer for at hilse på og de vil gerne have kaffe. Der går meget tid, men det er så dejligt at folk kommer og viser interesse. Så må vi arbejde lidt, når døren bliver lukket og det er mørkt udenfor.

Det er også som om internettet er bedre om aftenen. Dog har vi svært ved at få billeder med. Vi prøver!

I morgen kommer alle 7 styregruppe medlemmer til møde kl 15. De forventer også kaffe.

Nu vil jeg se om dette lille brev kan blive sendt. Tak til jer alle for bøn og tanker i sender i vores retning.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Mandag

Vi havde flere aftaler i dag, så der var ikke noget med at sove længe. Det er heller ikke muligt, da Pedro begynder sin dag uden for vores hus, allerede kl. 5.30. Da er dagen kun lige ved at bryde frem i horisonten, men nok det koldeste tidspunkt. Han har sovet, mere eller mindre, på en måtte og nu er han klar til at pakke sammen og gå hjem. Han bliver dog indtil han har hilst ”god morgen” til os.

Det var ret køligt, men solen kom snart på himlen og sendte sin varme stråler mod vores solpanel. Vi lagde også vores vandpose til varmt vand til bruse bad ud.

Morgenvask kan hurtig overstås, vi har ikke så meget vand at gøre godt med, og der skal helst være nok til kaffen.

Pierre kom, men han skulle lige først lægge alle sine bilag for regnskabet i orden. Pedro kom igen, han ville gerne høre hvad det var for nogle frø jeg havde med. Det måtte der lige snakkes om og planlægges placering af.

Pierre kom med alle sine bilag og sit regnskab. Selv om Pierre først lærte at læse som voksen, mens han arbejdede sammen med os, har han lært nok til at han kunne aflægge et fint regnskab.

Vi havde indset at vi måtte se at finde lidt tallerkener og bestik i byen. Bedst som vi var på vej ud, ringede Luc fra Douala. Vi skulle sende et kopi af Bents pas. Det var lettere sagt end gjort, for hvor i byen kunne vi finde en scanner? Det vidste sig ikke at være et problem. Vi spurgte og straks blev vi vist hen til et lille ydmygt sted. Det skulle hurtig vise sig at være ret effektivt og tilmed billigt. De havde et fungerende internet, lidt langsomt, men bedre end det jeg kan finde her. Måske skal jeg bare sende derfra til jer, hvis jeg mangler forbindelse.

I byen mødte vi en anden god bekendt, Pierre fra Bohong. Han er altid så glad, og vi fik et kæmpe knus. Han havde lige tid til at komme med hjem og få en tår vand inden han skulle tilbage til Bohong. Han havde været til begravelse for en af de tidligere ansatte i Bohong. En af jordemødrene. Hun var ikke så gammel men havde været syg et stykke tid. Vi kendte hende godt og føler med hendes familie.

Det trak op til regn! Det blev helt sort omkring os og begyndte at blæse kraftigt. Så kom regnen væltende. Ikke et menneske var at se! Alle skynder sig inden døre når det trækker op til regn. Vi havde en aftale med en anden om at komme, men tænkte at det blev nok ikke. Han kom dog alligevel, så vi fik alle vores aftaler i hus for i dag.

Det regnede nok et par timer, så stilnede det af. Nu er det holdt helt op men det er også ret koldt. Vi må lukke vinduerne og trække tæppet over os i nat.

Det har været endnu en dejlig dag, vi fik udrettet det meste af det vi havde planlagt. Der er stadig mange ting vi skal have på plads, men vi føler at tingene bliver lagt tilrette for os på den bedste måde.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Søndag  Husk at læse Rejsenyt 05, maj 2018 fra listen nederst til højre.

Her fejres Mors Dag i dag. Folk var tidlig oppe og der var pyntet op og i byen blev dagen fejret med musik og taler.

Vi blev hjemme, vi bor jo lidt uden for byen, så vi havde lidt fred til at få sat skik på hus og indbo. Vi havde et nyt solcellepanel med, det andet var jo stjålet, og vi skulle også have vores ting lagt på plads. Vi have et par camping skabe med. Det er faktisk ikke så tosset.

Dagen igennem har der været folk, som ville hilse os velkommen, og vi har aftalt med Pierre om at komme i morgen, så vi kan få aftalt de videre forløb omkring arbejdet. De er ellers kommet langt med at bygge fundament til muren. der skal være omkring vores grund og Pierre har fået lavet et fint badeværelse. 

Det er opgraderet fra det tidligere til at have et såkaldt ”squatting” toilet. Dvs. det er plan med gulvet. Det er stor forbedring. 

Her hen på eftermiddagen kom Luc’s søn med sin fars bil. Den måtte vi have til Luc kommer tilbage fra Douala. Det er en stor hjælp. Selv om vi jo mest er her på grunden, er der ting, vi må lede efter oppe i byen.

Lige nu regner det, ikke meget, men nok til at det er lidt køligt. Vi har fået sat lys op, så vi kan se lidt selv om det snart bliver mørkt.

Jeg håber at kunne finde internet forbindelse. I får ingen billeder i dag men jeg håber at kunne tage nogle i morgen.

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera

Lørdag

Jeg har lyst til at fortælle om vores tur til Bouar.

Som I ved, kørte vi hertil lørdag.

Vi kørte fra Bangui lidt over 7. Chaufføren kom som lovet og hentede os. Der er ca. 10-12 km, til man er ude ved bygrænsen. Hele vejen er der biler og mennesker. Hver gang jeg kører denne tur, tænker jeg hvilket mirakel, at ingen bliver ramt.

Ved bygrænsen måtte vi vise vores papirer, ingen kan køre ret langt uden for byen uden at have pairerne i orden.

De næste kilometer var der også tæt af mennesker og biler, men det tyndede hurtig ud. Vejen var ok, der var mange huller, men vi kunne køre ret godt til, med mange opbremsninger pga. huller, geder, høns eller mennesker.

Efter ca. 155 km, kom den første by, Bossambele.  Herfra blev vejen helt umulig. Store huller i asfalten og så dybe at, bilen næsten ikke kunne bunde. Det tog rigtig lang tid at køre de næste godt 70 km til den næste større by, som hedder Yaloke.  Herfra blev vejen bare en lille smule bedre, det kaldes stadig asfalt, men de store og mange huller gør, at man må køre meget forsigtigt.

Overalt er der mennesker og og dyr på vejen. Det er imponerende at se hvad de kan tranporteres på en motorcykel, for ikke at tale om hvad folk bærer på hovedet. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne sende billeder, men vi må jo ikke fotografere offentligt. I må selv komme og se dette fantastiske gadebillede, og alle de andre forunderlige scenerier der udspiller sig på vejen.

For hver 10-15 km er der check point, af det ene eller andet. Det kan være politi, toldvæsen, eller vejskat der skal opkræves. For nogle år siden, da vejen blev asfalteret, blev der indført vejskat, for at der kunne være penge til at vedligeholde vejene. Det ser ud for os, som om disse penge forsvinder i varmen, der er ikke meget vedligeholdelse.

Endelig ved 15 tiden ramte vi Baoro. Dertil er asfalt og ikke længere.

Da det ikke havde regnet lige samme dag var vejen tør og støvet. Det første stykke, måske 10 km, var det som pudder. Store huller men til at forcere i slowmotion. Derefter kom så de sidste 50 km med såkaldt ”vaskebræt” Hvis man forsøger at køre langsom her, bliver bil og passager rystet helt fra sans og samling. På den anden side, hvis man kører hurtigt 50-60 km/t, ja så må man være en meget god chauffør og god til snekørsel. Bilen sejler fra side til side, vejen svinger skarpt og der er ikke godt udsyn til kommende trafik.

Vi havde en god chauffør. Vi ankom til Bouar kl ca. 16.30.

Da vi svingede ned af vejen til vores grund blev vi observeret af flere børn og de begyndte at råbe og svinge med armene. Der er ikke så langt til vores lille hus og vi blev varmt modtaget af vores folk som havde gjort rent og hentet vores ting hos høvdingnen. (han har passet på det siden der var tyveri ved højlys dag for et par mdr. siden)

Vi fik hilst på alle og så skulle vi i gang med at samle nogle mursten til at lægge under de brædder der var tilovers fra murenes arbejde. Heldigvis havde vi stadig et par liggeunderlag og med dem vi havde med, fik vi rigget vores seng til. Vi fik lidt at spise og så gik vi i seng ved 20 tiden. Kunne takke for at dagen var gået godt og vi nu var her i god behold.

Pedro, vores vagt var udenfor huset og havde tændt bål til at varme sig ved.  Vi sov ligetil solen stod op.

 

Fredag 

I dag skulle blive dagen, hvor vi fik det underskrevne dokument med toldfritagelse for bilen!

Straks i morges da, kontoret lukkede op, var Elysee taget dertil. Der var blevet ringet til ham, at nu var det underskrevet og kunne hentes. Da han kom,  kunne man ikke fine det!  Han talte med flere, som havde set det i går, men nu var det væk, og direktøren ikke på sit kontor. (En af cheferne i told afdelingen var død og der var en stor ceremoni med fint opsatte stole og fint pyntet med hvidt og lilla). Man mente direktøren var til begravelse.

Elysee var ikke tilfreds, men man må være diplomatisk, som han siger, ellers får man intet igennem. Og det er Elysee, stædig men helt rolig.

Vi måtte vente, så vi brugte tiden på at gå i banken. Uheldigvis var det udbetalingsdag, så banken var propfuld. Igen fik Elysee sig mavet frem, fik snakket med af de ansatte, og vi kom kun til at vente 2 timer på at få vores penge!

Uden igen, mødte vi Luc. Han er ikke så roligt et gemyt som Elysee, men han kunne jo også godt se at tiden løb. Han ville gerne af sted til Douala efter bilen. En rejse på 1.650 km.

Vi bestemte, at Elysee skulle klare et par ærinder og Luc skulle følges med os. Han havde sin bil, og vi skulle gerne finde et nyt batteri til vores solcelle i Bouar. Han kendte et sted, og bad os blive i baggrunden. Så forhandlede han en god pris.

Kl. godt 14 ringende Elysee og fortalte, at nu stod han med det underskrevne dokument. Hurtig kom både ham og Luc hen til os, så vi kunne give Luc penge til turen og få ham sendt afsted.

Det var to glade mænd som kom. Vi havde kaffe klar, det måtte fejres!

I morgen kører vi til Bouar. Vores gode venner, dr. Iones folk, sender deres bil og chauffør med os. Hvis alt går vel er vi i Bouar i morgen ved 17-18 tiden. Bent har ringet til vores folk der og sagt vi kommer. De siger, de vil gøre rent i huset. Dejligt, det er nok nødvendigt!

Vi har også betalt for de 4 nætter vi har været her. Som sagt er her nye søstre og de kender os ikke så godt. De ville have næsten dobbelt så meget som vi plejer at betale. Det måtte vi lige tale lidt om. Vi fortalte at vi jo var vant til at bo her, og at vi arbejdede sammen med dr. Ione. Så fik piben en anden lyd. Så regningen kom til at lyde på det den plejede!

Nu har vi næsten pakket vores ting sammen og er klar til at tage herfra i morgen tidlig.

Tak for bøn og tanker som I sender vores vej.

Kærlig hilsen

Bent og Vera    

 

 

 

Kære venner

Så blev det torsdag aften.

Lige så snart internet butikken åbnede, tog vi af sted for at købe forbindelse. De hjalp os med at sætte programmet op og starte forbindelsen. Det virkede helt efter hensigten og jeg håber, I har læst vores første hilsen her fra Bangui.

Tilbage på vores gæstehjem kom Elysee. Vi skulle møde på toldkontoret for at høre om vores dokument for bilen var blevet underskrevet. Det var det ikke, det var ikke kommet længere end dagen før. Vi havde Luc, som jo har lovet at hente vores bil i Douala med. Han er klar, men dette dokument skal med i original udskrift.  De lovede at se på det og måske kunne vi få det kl. 12.

Vi kørte videre til immigrations kontoret. Her skulle vi have vores opholdstilladelse. Men nej, vi kunne ikke få den, kun en ny kvittering på, at vi havde indleveret en ansøgning. Det ville vi ikke acceptere, diskuterede med et par sure damer som helt suverænt bestyrer dette kontor. Der var ikke noget at gøre! Elysee giver ikke så let op. Han tog os med direkte til direktøren og han sagde straks, at det skulle vi have. Skrev på vores dossier og bad os gå tilbage til de sure damer. De sagde straks, at vi ikke ville få et kort uden at betale. I vores aftale med regeringen siges det, at vi skal have det gratis. OK, så gik vi tilbage til direktøren. Han sagde helt ordret: Der er ikke 2 kaptajner på denne båd. Han har lovet at få det i orden. Han kontakter Elysee en af dagene.  Det tog kun små 2 timer!

Tilbage til toldkontoret, fik vi at vide at der ikke var noget underskrevet. Måske i morgen tidlig.

Det begynder at blive svært for Luc at nå Douala havn, inden bilen har været der så længe, at de vil have penge for at den holder på havnen. Det er ikke småpenge der er tale om, så vi er rigtig kede af denne udsættelse.  Vi håber på i morgen!

Det er desværre ikke uden fortilfælde. Alt hvad der kan sinkes, bliver det. Der er sådan et bureaukratisk system, som kun kan skabe forsinkelse. Det hele skal noteres af først den ene, så den anden og til sidst igen skrives ind, at det nu er færdigt og afleveret.

Vi har talt om, at vi ikke kan gøre mere her i Bangui, Elysee kan klare de ting der er lige nu. Derfor vil vi prøve at finde en kørelejlighed til Bouar på lørdag. Vores søde hjælpsomme Dr. Ione er her ikke, men hendes folk er på kontoret og de er også villige til at hjælpe. Vi får besked i morgen om det kan lade sig gøre.

Vi har talt med vore folk i Bouar og de ser frem til, vi kommer. De vil gøre klar til os. Dvs købe nogle planker vi kan sove på. Vi har jo ingen møbler i huset i Bouar. Der har været indbrud i huset siden vi var der sidst, så vi er spændt på hvad der er tilbage. Vi ved vores solcelle er væk, men vi har en ny med.

Vi har haft en varm dag i dag. Da det regnede i går, kølede det noget af, men her ved kl. 10 stod solen klar på himlen.  Luc været her og kørt med os i sin bil de meste af dagen.

Her på gæstehjemmet er der sket forandringer. De 3 søde søstre som var her før, er blevet skiftet ud med 3 andre. De er sikkert også søde, når vi lærer dem bedre at kende, men det er ikke helt så godt. De har ikke helt så godt styr på huset som de andre, og folk er begyndt at klage. Vi hører også, at søstrene ikke er så glade for at være her. De er utrygge, måske med god grund. Her er meget uroligt i Bangui og hvis vi ikke var så godt kendt, tror jeg også, vi ville være betænkelige.

Det er mest i den muslimske sektor, der er uro. Luc fortalte, at der var 5-6 mennesker dræbt i går. Meget af uroen er imellem forskellige grupper af muslimer. Der er også utilfredshed med FN og deres engagement i landet. Den lokale befolkning føler at muslimerne har større fordele.  Det er nok også rigtigt at FN ikke helt erkender, at landet ikke har haft ret stor muslimsk befolkning og at de mest var indvandrere fra nabolande.

Vi hører flere sige at vores projekt er det bedste man kan gøre for landet. Give befolkningen mulighed for at skabe en økonomisk uafhængighed og information kan give mulighed for større indflydelse.

Jeg håber jeg kan komme på internettet nu og sende dette. Selv om det lykkedes i morges er det ikke sikkert!

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera

  

Kære venner

Så kom vi til Bangui, ja vi kom altså allerede tirsdag, men der var lige et par ting vi måtte tage os af, før der kan blive tid til at købe data til vores internet forbindelse.

Vores tur her til Bangui forløb fint. Turen hjemmefra og til Hamburg er efterhånden velkendt, også selv om vi kører om natten. Vi fik bilen parkeret og tjekket alle vores tunge kufferter ind.

Da vi kom ombord på flyet til Paris fik vi at vide, at der var strejke i Paris blandt flypersonalet. Vi blev noget forsinket på afgangen, men vi kom alligevel tidsnok til at komme med flyet til Bangui.

Her i Bangui blev vi budt velkommen af flere i lufthavnen, de husker os, og uden for stod Noel. Han havde lovet at hente os .

Hos de katolske søstre var vi ventet. Der var aftensmad til os og så gik vi lige i seng, godt trætte, vel vidende at den næste dag ville bringe udfordringer. 

Onsdag.

Vi har været hos tolderne for at få papirerne klar til vores bil. Bilen er klar til afhentning i Douala, Cameroon, men papirerne skal være underskrevet og stemplet for at den kan udleveres. Elysee har forsøgt, men har ikke haft den fornødne indsigt, men vi tror og håber på, at vi får de sidste underskrevne papirer i morgen. En af vores gode venner er klar til at tage af sted for at bringe vores bil hertil.

Vi har også mødt en anden god bekendt. Han arbejder for FN her i Bangui. Hans opgave er at undervise Centralafrikanere i politi og militær disciplin. Vi har mødt ham her hos søstrene, hvor han også bor. Han har været meget fin til at holde os opdateret omkring situationen og er hjælpsom på mange måder. I dag fortalte han, at han skulle spise frokost med en peruviansk oberst,  som er stationeret i Bouar. Han havde talt med ham om vores problem mht. at få vores containere læsset af, når de kom frem. Det vil han gerne hjælpe med, – obersten. Vi spiste frokost sammen og har aftalt, at vi bare skal kontakte ham, når vi har brug for hjælp. Det er en stor sten, der nu er fjernet for at få containerne sat på plads.

I aften har vi mødt en dame fra Mali. Hun er indenfor kommunikation og er her for at hjælpe med kvinders rettigheder. Hun er meget interessant at snakke med. Hun fortalte at den danske ambassadør i Mali er en kvinde som er meget visuel i sit arbejde og at hun har fået meget hjælp fra Danmark til Mali.

Vi fik en ordentlig omgang regn her ved middagstid. Så det er ret køligt her til aften.  Så kan vi sove godt.

I morgen tidligt vil vi gå med i byen og se om vi kan få vores internet forbindelse aktiveret og sende dette til jer.

Vi håber, der kan komme lidt billeder med senere, her i Bangui er det ikke så nemt,  da vi ikke må tage billeder i byen

Mange kærlige hilsner fra

Bent og Vera

---

Et stemningsbillede fra V&B i Kirketerp lige nu. Klik på billedet for at forstørre det.

 

 

 

 

 

 

Så er kufferterne ved at blive pakket, passet ligger klar og billetterne er udskrevet til afrejse den 22.05.2018 fra Hamburg.

Der er mange ubekendte faktorer og som altid, er der aldrig tid nok til at blive færdige! Der er altid ting vi synes vi lige burde gøre, som familie og venner der skulle have haft et besøg eller vinduerne der skulle være pudset!

Men mest af alt, er vi klar i vore hjerter til at tage af sted til vores folk i Bouar. De har været i gang med at bygge på fundament, hvor containerne skal placeres, og bygge et nyt badeværelse. Det er stadig ikke med moderne faciliteter, men dog med forbedringer. I skal nok få et billede.

De har ventet længe denne gang. Vi kom hjem fra vores sidste tur i oktober sidste år. Da tænkte vi, at containere nok kunne være pakket og klar til afgang her i foråret. 

Vi er dog godt i gang med at pakke 5 containere; og vi har vi bestil flere ting til levering, til når vi kommer hjem om 3 uger.

Vi håber der er nogen af jer, der vil sætte nogle dage af til at hjælpe med at få det sidste  pakket, inden I holder sommerferie. Se på vores liste på hjemmesiden,” Det mangler vi”, om der er noget i ligger inde med, som vi må få med. 

Tak for tanker og bønner i sender med os. Vi får brug for det! Situationen er noget spændt, især i hovedstaden Bangui, og mange civile er ramt. Tænk også på dem!

Vi regner med et par dage i hovedstaden, inden vi kører nordpå til Bouar.

Hvis teknik og min intelligens kan samarbejde, kan I læse vores rejsebreve på hjemmesiden hver dag som Rejsenyt xx, maj 2018.

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera