Rejsenyt 12, december 2020

                                                                                                                    Bouar 06.12.2020

Kære alle

Vinden hyler omkring hushjørnet og støvet kommer ind ad alle sprækker og revner. Sådan er december og januar. Vores julepynt kommer hurtig til at se lidt medtaget ud, tørre grene og græs til dekoration ser lidt farveløst ud. Heldigvis kan lidt røde hjerter og gyldne stjerner give lidt farve, lidt batterilys er nu meget hyggeligt og minder os om advent, og at julen er nær.

Ellers er der ikke meget jul. Her har den 1. december en helt anden betydning, nemlig dagen for uafhængighed for Den Centralafrikanske Republik. Det bliver fejret så godt som hvert år, tror vi har oplevet, at festlighederne er aflyst et par gange, men ellers fejres det med march af alle, som betyder noget. Vi plejer også at sende vores medarbejdere afsted med nye bluser og et stort skilt med vores logo.

I år blev Bouar bedt om at vente med fejringen til i går, den 5. december. Den minister der skulle komme og holde tale kunne ikke komme før. Det var man ikke tilfreds med. Vores ansatte fik da også fri den 1. december, så de kunne fejre det hjemme. Og så blev der ellers skruet op for festen i lørdags.

Vi havde nye bluser nok til de 8, vi har som faste medarbejdere. De fik hver en ny bluse fredag aften og lørdag morgen samledes de så i bymidten til march. Vi havde lovet kaffe og kage, når de var færdige. Hele flokken kom, så vi kunne se deres fine tøj og få taget en masse billeder. 

Selv Stella, som tidligere på ugen fik en gynge i hovedet og måtte lappes sammen med strips, så helt fin ud. Hun havde sine to store piger med. De havde også været ude og marchere for deres skole.

Børnehaven, med nu kun 7 børn, er en daglig fornøjelse. Et par af børnene var ikke klar til at være hjemmefra. De var godt og vel 2 år, men de kunne ikke fungere alene. De andre børn var også noget usikre de første dage, men de har allerede lært så meget, og vi har fundet en rytme. En af de første ting vi måtte lave om på, var hvornår maden skulle serveres. Vi havde tænkt ved 9.30-10 tiden, men det var ikke muligt at få børnene til at fokusere inden de fik noget at spise. Nu leger de ude med gynger og scootere, vi spiller lidt bold og så kl. 8 har Samuel deres majsgrød klar. De er hurtige til at vaske hænder og få sat sig til bords. En god portion grød med godt med mælk og honning. Derefter er de klar til at samles og lære nye ting. De er gode til at lytte og gentage, men vi udfordrer dem på mange måder, som de ikke er vant til. Der er ingen, der keder sig. Inden de skal hjem kl. 12 får de lidt at drikke og en banan eller en af de nybagte boller, som Samuel laver hver dag.

Vi stopper inden jul igen. Denne måned var en prøve for os, for vores 2 medarbejdere og for børnene.

Vi kan se, at Stella er værd at arbejde med. Hun synger glad og gerne, og er god til at tale til børnene. Edith er vi ikke så glade for. Hun vil ikke synge, hun vil ikke deltage i aktiviteterne og tager sig ofte en lille lur. Vi må finde en anden, ærgerligt, men godt vi fandt ud af det nu. Veronika stopper også. Hun er ikke så god til mindre børn, bliver stresset af deres larm og vil hellere finde noget arbejde med større børn.

Det er måske en endnu større udfordring at finde hendes afløser, men vi er optimistiske, og vi har et godt koncept at arbejde ud fra. Vi regner med at starte op igen, når vi er tilbage. I mellemtiden bliver Stella og vores andre ansatte undervist i IT.

Jeg er ved at være udlært ”kødsnedker” hedder det vist. Først faldt gyngen ned, den som vi så opfindsomt havde lavet stativ til af træstammer. De tørrede så meget, at skruerne gik løse og beslaget til gyngen faldt ud og landede, selvfølgelig, lige i hovedet på Stella, vores børnehave medhjælp.

Senere samme dag kom Bent galt af sted med sin finger på rundsaven. Hans hånd smuttede og kom under rullebordet samtidig med at han skubbede for at få planken igennem klingen. Hans lillefinger har fået et grimt tryk og er nok knust. Den ser ikke godt ud og han har selvfølgelig ondt. Her er jo ingen læger, dr. Ione var i Bangui, så jeg måtte altså have fat i kassen med forbindinger. Først måtte Bent dog lige ned og ligge. Heldigvis var Samuel, vores kok, ikke gået hjem endnu, så han kunne hjælpe mig.

Jeg fik standset blødning og sat strips på, og så måtte vi have lavet en kop stærk kaffe, så manden kunne få farve i ansigtet igen.

Nu er det godt en uge siden og såret er helet, men fingerspidsen ser mærkelig ud, og det gør ondt. Den bliver pakket godt ind, og så må han være forsigtig. Heldigvis er det venstre hånd, men det er lidt besværligt for ham at lave noget. Lade være kan han selvfølgelig ikke!

Vi håber, vi kan komme hjem til jul, så må vi se hvad der kan gøres.

Vi har også fået brændt græs og ukrudt af her på grunden. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at en gnist fra naboer tænder ild her. Vi fik alle til at blive længe en eftermiddag, og så gik den store jagt ind. Mus, slanger og andre dyr, som jo bor ret fredeligt i det høje græs, fik pludselig travlt med at komme væk. Flere mus slap væk, men det blev også til en ret god fangst. Musesteg er i høj kurs J

En af vores vagter var i bymidten i går aftes. Der var stadig mange mennesker samlet for at fejre dagen, og kl. 18 blev der affyret fyrværkeri. Vi kunne se det fra vores center, et meget flot syn, som nok varede 20 min. Vores vagt filmede det med sin telefon og så ringede han til os, og sagde at vi ikke skulle være bange. Det var kun festligt, ikke noget skyderi! Det var sødt af ham at tænke på, at vi kunne blive bange. For nogle nætter siden var der skyderi i den nordlige del af byen. En af oprørsgrupperne skød op i luften, rendte rundt og skreg og kom med en masse trusler. En af deres folk var blevet slået ihjel oppe nordpå.

Der er ikke helt roligt omkring os, men ikke noget som gør, at vi eller andre er udsatte, men pga. det kommende præsidentvalg er der flere grupperinger, der er utilfredse. Der er nu kommet en officiel liste ud med 17 kandidater, som stiller op. Den første runde er den 27. december.

Der er mange odds i dette land, og sommetider ser det svært ud for en fredelig fremtid. Vi håber at kunne få lov til at hjælpe med i denne proces, om end i en mindre målestok, at kunne give håb om en bedre fremtid. Hvis flere kan læse, mere information og frie aviser, TV og internet tilgængeligt for flere, er der måske en chance.

Det er vores bøn for dette land, at der må skaffes fred og retfærdighed, så børn kan vokse op i tryghed, med kærlige forældre der er i stand til at give dem uddannelse og håb om en bedre fremtid

Herfra ønskes i alle en glædelig jul.

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Fra Biens telefon. De var alle med i marchen.

Stellas 2 store piger

Græsset brændes ned

Græsset brændes ned

Dagens musefangst

Stella med plaster på øjet

Børnehaven