Rejsenyt 13, maj 2018

Søndag

Igen en ordentlig gang regn, fra midnat og helt til kl. 9 i morges. Ikke så meget bulder og torden, kun den evige trommen på bliktaget. Det er umuligt at tale sammen, vi kan ikke høre et ord af, hvad den anden siger! Det er dog lidt hyggeligt at drikke kaffe og lytte til regnen. Det kunne ikke blive til tordenkaffe!

Pedro er lidt træt af det. Regnen slukker hans bål hver nat og det bliver for lidt, han kan slå af stenen. Den bliver dog mindre for hver dag.

Da regnen holdt op, kom der liv i landsbyen igen. Snart skinnede solen og børnene kom ud for a se om, der var flere myrer. Der var vist bare nogle, der ikke havde nået at få sig gravet ned.

Hen ved middagstid kom Madame Grace. Hun er formand for vore komite, og hun havde lovet at komme med referatet fra vores møde. Hun havde god tid, og vi fik snakket om mange ting. De har mange ønsker fra befolkningen, nogle mere realistiske end andre, men vi tager det med hjem og snakker om det i bestyrelsen. Hun fik kaffe og småkager og udtrykte stor tilfredshed med vores møde.

Senere på eftermiddagen kom Evariste, vore tidligere ansatte. Han er nu ansat ved FN i et job, hvor hans sprogkundskaber kommer ham til gode. Han havde alle 4 drenge og sin kone med. Det var godt at se dem også drengene, som kalder os bedsteforældre.

Vi har endnu ikke hørt fra Luc. Han har mistet sin telefon her fra Centralafrika, så vi ved ikke hvor langt han er kommet på sin vej hertil med bilen. Her må vi regne med, at intet nyt er godt nyt!

Pedro er i gang med sit bål på den store sten, og vi håber, at regnen vil vente så længe som muligt. Pierre, vores murer, skal gerne i gang med at bygge videre på muren, og han skal bruge mange sten.

Her i den varme mørke Afrikanske nat lyder cikader og klokkefrøer. Ellers er alt stille.

Vi sender takken opad, med en bøn om at Luc må komme godt frem.

Kærlig hilsen

Bent og Vera