Rejsenyt 14, 2022

Udgivet af Admin2 den

Kirketerp 13.12.2022

Kære alle   

Så er vi hjemme igen. Har været i Danmark siden den 3. dec.

Igen blev det til en lang tur med flere dages forsinkelser, aflyste fly og masser af hjælp fra vores mange kontakter i Centralafrika. Den følelse af at være hjemme og kunne slappe helt af efterlader os med stor taknemlighed og kærlighed til jeres foldede hænder, kærlige tanker og opmuntring.

Som I nok husker, fik vi lavet et fint hønsehus, vi fik også høns, men de brød sig vist ikke om at være hos os. De døde, alle 5. Det var jo en dårlig start på projektet, som i al sin enkelhed gik på at have lokale høns som ikke skulle vaccineres og have daglig dosis af antibiotika.

Vi besluttede at vente lidt med at sætte nye høns ind. Vi håber, det er muligt at holde høns og vise, at de klarer sig fint med køkkenrester og ved at køre dem lidt rundt på grunden så de kan spise græs og ukrudt. Al begyndelse er svær. Vi giver ikke op så let.

Vi har også bygget et nyt gedehus, det mangler kun græstag. Det er 2 etager. Paul, som er ansvarlig for vores mark, have og dyr, er ret så visionær. Hans uddannelse har bragt ham ud i verden og han er god til at se nye muligheder. Han viste os et projekt fra Zimbabwe. Gederne sover oppe på 1. sal, her får de lidt mad og er i sikkerhed. Om dagen er der skygge under taget og de kan gå rundt i en stor indhegning.

Der er stor interesse, både blandt vores egne folk, men også for naboer som gerne følger med i vores arbejde. De kan se gennem hegnet, hvad der foregår og spørger gerne til det. Det er et evigt problem for dem som har husdyr, de fleste kun et enkelt, men der er altid problemer med at disse dyr ikke kender deres egne græsmarker og så bliver naboen vred over at de spiser på hans mark. Hvis det er muligt at lukke dyrene ind og fodre dem, kan markerne være i fred.

Vi fik stor hjælp af vores venner fra FN. De Peruvianske ingeniørtropper kom og planerede vores boldbane. Det tog 3 dage med deres store maskiner. De kørte jord på, planerede og tromlede det fast. Det kostede en del kaffe og kage, men det var så fint. Desværre må vi ikke offentliggøre billeder. Så det må I tænke jer til. Nu skal vi bare sætte net og mål op.

Vi holdt en lille julefest for vores ansatte, som vi plejer, hvor de får nye T-shirts med logo. Den 1. december er uafhængigheds dag, som fejres hvert år. Da går alle parade i byen med fine uniformer. Vi er glade for at de deltager og dermed viser HFA frem.

Vi havde lavet en stor middag og risengrød til dessert. Det er blevet en tradition, som de alle er meget glade for. Det var også sidste dag de havde undervisning med Mette. Hun har været til stor inspiration og sat nogle tanker i gang for dem. De er også blevet bedre til at tage del i beslutninger og tager stort ansvar for centeret.

Vi måtte køre til Bangui et par dage før vores planlagte hjemrejse. Vi havde et problem med vores opholdstilladelse, som vi lige måtte tale lidt med myndighederne om.

Turen gik fint, og vi fik også snakket om vores problemer. Vores gode ven Luc, som er parlamentsmedlem, har lovet at følge op på sagen. Det er dejligt med hans hjælp.

Onsdag den 30. nov. skulle vi så afsted. Igen fik vi kørelejlighed de godt og vel 10 km til lufthavnen. Vi skulle flyve med Kenya Airways, via Enteppe til Nairobi og videre til Amsterdam. Vi kom hurtigt igennem formaliteterne, havde fået besked på at være i lufthavnen 4 timer før afgang. Her ventede vi så. Rigtig længe, og begyndte at forstå at flyet ikke kom til Bangui. Endelig blev det annonceret at vi måske kunne komme videre i morgen, vi ville blive kontaktet.

Der gik så lige 2 dage inden vi kom afsted, godt de kære Søstre havde plads til os. Så måtte vi igen afsted til lufthavnen, vente på flyet som bragte os til Enteppe og videre hjem.

Ja, den der med at det altid går galt i Afrika, har vi så rigeligt oplevet denne gang, men selv om det virker håbløst og alle vores planer går i vasken, er det fantastisk at opleve hvordan vores venner hjælper os igen og igen og spørger hvornår vi kommer tilbage.

Ja, vi kommer tilbage, lige så snart vi har fået sendt nogle ansøgninger, holdt nogle møder og fortalt om vores indsats for at hjælpe befolkningen i Den Centralafrika. Vi kender ikke datoen, men vi tænker at rejse først i feb. 2023

Vi er bare små i den store skare af humanitære organisationer, men vi kan se store resultater og pengene går helt og 100 % til arbejdet ud fra centeret i Bouar.

Tak for jeres støtte og opbakning, tak for jeres donationer som er med til at vi kan hjælpe en befolkning som ser nye tider og muligheder.

Vores ansatte i Bouar bad os hilse alle vores medlemmer og ønske Glædelig JUL og stor TAK.

Det kan vi helt tilslutte os!

Bent og Vera

Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com

Kategorier: Rejsenyt 2022

1 Kommentar

Kirsten Nørlund · 15/12/2022 kl. 08:15

Kære Vera og Bent
Tak for jeres udholdenhed på trods af alle udfordringerne. Dejligt at I er godt hjemme.
Vi ønsker jer en glædelig jul.
Kh. Kirsten og Preben, Randers.

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.