Rejsenyt 14, maj 2018

Mandag

Kl. 6.00 ringede Luc. Han var kommet til Bouar i aftes, sent, men ville gerne om vi kunne køre til Bangui i dag. Vi havde ikke forventet, at han var i Bouar og havde flere ting på programmet. Vi sagde dog, at vi ville ringe til Elysee og få ham til at forhøre hos søstrene, om de havde plads til os fra i dag.

Vi fik hurtig sat alle folk ind i vores nye planer og, heldigvis, havde vi startet på at pakke. Men rygtet løb hurtigt, folk mødte Luc i byen, med en ny bil? Der kom mange for at sige farvel.

Elysee ringede tilbage og sagde, at det nok ikke var muligt at få plads hos søstrene. Hmm, hvad skulle vi så?

Lidt efter ringede han igen, og nu havde de fundet en plads til os. Tak for det!

Vi kom ikke fra Bouar før ved middagstid, havde slet ikke haft tid til at se på vores bil, og nu kunne vi så sætte os ind i den og lade Luc være chauffør. Vi synes, vi har fået en dejlig bil. Den kører fint, aircondition virker og de brede dæk gør at hullerne ikke mærkes så meget.

Når vi sådan kører og ikke selv skal passe på huller og geder m.m. på vejen, ja så kan der blive tid til at betragte omgivelserne. Der er lange strækninger hvor der faktisk ikke er et menneske, for så at komme til en lille landsby og her myldrer folk og fæ. Hvorfor gederne altid skal stille sig midt på vejen, er et mysterium, jeg aldrig har fået opklaret. De er der bare, og så må vi bruge hornet og bremse ned. Lige sådan er det med hønsene, de står ved vejsiden og når bilen er næsten lige ud foran dem, spæner de over vejen. Vi kalder dem selvmordshøns!

Alt i alt synes vi, det godt meget godt. Luc er en god chauffør og kender vejen som sin egen bukselomme. Vi kørte uden om store tungtlastede lastbiler og containertransporter, alle toplæsset med folk og alt muligt som folk fragter mellem Bouar og Bangui. Vi så også en transport med 2 containere og der var lige plads til et får på bagenden. Håber i kan grine lidt af billedet.

I aften blev det tidligt mørkt, allerede kl. 18 var det lygtetid. Vi var ca. 25 km fra Bangui og her var en toldstation. Her måtte vi ind og have stemplet papirerne på bilen. Luc gik ind men kom ret hurtig ud igen.

Vi var for sent, tolderne ville ikke stemple før i morgen. Vi måtte blive der i nat!

Luc var træt og ked af det, forsøgte det bedste han kunne, at snakke sig frem til en løsning, men nej, der var ikke noget at gøre.

Luc arrangerede med en taxi om at køre os og bagagen de 25 km ind til byen. Det var ok men også lidt problematisk. Normalt skal man have en tilladelse til at bevæge sig rundt i landet. Det havde vi ikke ,for vi var jo i bil med ”honerable Ninga Luc” og han har tilladelse til alt. Bare ikke lige at få tolderne til at skrive under.

Vel, vi kom i taxien, kørte 20 meter og så standsede den og begyndte at flytte om på alt bagagen. Vi spurgte hvad der foregik men fik ikke noget svar. Men så kom der en kone og satte sig på forsædet og derfor måtte vores bagage flyttes og presses sammen.

Det gik vi ikke med til, så hun måtte ud igen. Vi kunne ikke køre så langt med en åben bagklap og udstødning lige ind. Inden vi kunne køre, kom politiet og ville se vores papirer. De fik vores pas, men blev ved med at sige, at vi skulle skrives ned. Jeg forhørte hvor dette sted var, forstod jo slet ikke at jeg bare skulle finde et par håndører til dem. Nå, hun er vel nok dum, hende den der hvide madamme. Jamen, så kør da!

Et par kilometer længere fremme var der endnu en politikontrol. Her skulle jeg gå hen til et bord og skrives ind. Jeg tog vores pas og Bent blev i taxien for at holde øje med bagagen. Jeg hilste pænt og gav dem vores pas.  De kiggede længe, på alle siderne, og endelig havde de brygget en lang tale. Jeg forstod ikke halvdelen og undskyldte meget. Fortalte at vi var Hjerte for Afrika, NGO og anerkendt af deres regering. Vi var på tur med vores ven meget højtærede Luc, men at han var blevet tilbage ved tolden. De prøvede igen at overbevise mig om, uden at sige det, at jeg skulle give dem lidt til kaffen! Da jeg stadig ikke forstod, fik jeg at vide at vi ikke kunne fortætte. Ok, så kører vi tilbage til Luc og venter der med ham.

Jeg gik tilbage til bilen. Så kom de hen og ville se vores bagage. Helt fint, chaufføren skulle bare lige vride det ud. En kuffert kom ud og jeg lukkede op. Ikke andet end snavet tøj, øv!

Så kunne vi da bare køre! Pyha. Der skal godt nok is i maven, og det skal holde længe. Det tog det meste af en time. Nu var det helt mørkt og resten af vejen til byen og vores lille værelse gik uden stop.

Jeg sendte mange bønner op og kunne takke lige så meget, da vi endelig stod her i god behold.

Tror ikke vi har haft mange dage som i dag. Heldigvis. Det kan godt blive lidt for spændende!

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera