Rejsenyt 15, maj 2018
Mandag
Efter en god nats søvn, kunne vi se frem til, at Luc ville komme med bilen. Det blev en lang ventetid. Først kl. 11.30 kom han. Godt træt af det, men papirerne var underskrevet af tolderne.
Nu skal bil og alle papirerne, der er mange, videre i systemet. Til det, er der et helt kontor, som tager sig af at få alle underskrifter. Det er en kompliceret affære, og vi ville aldrig selv kunne finde ud af det. Siger Luc! Nå, det er måske også godt nok at blive fri for at rende rundt til så mange forskellige kontorer, og hvor de fleste af dem, som skal skrive under, ikke er der!
Elysee kom lidt senere. Hans søn var faldet i går og i nat blev hans knæ hævet og gjorde meget ondt. De måtte en tur på sygehuset, men der var mange, så det tog lang tid. Heldigvis var der ikke noget brækket, blot forslået. Han skal nok blive hel igen!
Elysee havde fået underskrevet vores liste med alle vores ting, som vi vil sende med containerne. Det er godt, for til at begynde med, ville de ikke acceptere alle ting. Ting som kan købes her i landet, kan vi ikke få toldfritagelse på. Det er de dog gået med til nu. Jeg har lovet en at bringe en engelsk bibel til toldchefen. Han er meget stolt af, at han taler engelsk. Han ville nok hellere have haft nogle penge, men kunne ikke så godt sige nej til en bibel. Han har fortalt, at han er præst i en stor kirke.
Bent og jeg har brugt en del af dagen til at gå rundt til alle de steder, hvor der sælges byggematerialer. For at se hvad der kan købes, og hvad det koster. Hvis pris og kvalitet er ok, kan det hjælpe os til at få andre ting ud hjemmefra, som ikke kan købes her.
Vi er begge blevet dejligt brune, men det kunne vi nok også være blevet hjemme. Vi hører i har dejligt sommervejr.
Her i Bangui er der roligt, men der har været flere skyderier i det muslimske kvarter. Det holder vi os fra. Befolkningen er meget utilfreds med FN, som de beskylder for at holde med muslimerne. Vi mærker ikke noget, når vi færdes i byen. Elysee er heldigvis også god til at gå rundt, og så træffer vi alle mulige mennesker som han kender. Folk er generelt venlige over for os.
Nu er det vist sent nok til at logge på internettet. Jeg tror, det bliver til regn senere, men her kan vi nok godt sove alligevel, der er loft i vores værelse som tager en del af støjen.
Kærlig hilsen
Bent og Vera
0 Kommentarer