Rejsenyt 16, maj 2018
06.06.2018 Onsdag
Elysee kom lidt sent i dag. Han havde været forbi immigrationskontoret for at høre, hvordan det stod til med vores opholdstilladelse. Vi har opholdstilladelse, bare ikke bevis på det! Det forlyder, at vi kan betale os til dette magiske kort, men iflg. vores aftale med regeringen, skal vi have det gratis.
Elysee snakker og går til de mest vigtige personer, fortæller om Hjerte for Afrika og alt det vi vil hjælpe med. Nu er han nede på, at hvis vi betaler et lille beløb, det er ikke bestikkelse, så kan vi få kortet med os, når vi rejser hjem på fredag. I eftermiddag gik han derned igen, med en lille gave. Så må vi se om det hjælper!
Luc kom også, bilen skal lige rundt til alle disse kontorer, og det koster noget hvert sted. Han mener, det vil tage ca. en uge, inden der er nummerplader og alt er i orden. Vi ved ikke helt, hvor vi skal stille bilen. Måske må den stå her hos søstrene, men det må vi først spørge om.
Ellers har vi haft en rolig dag. Der er også nok at se til, uden vi behøver at rende byen rundt. Bent har lavet regnskab, og jeg har skrevet den 6 mdr. rapport, som regeringen forlanger af os. Den er ikke lang, blot et par sider, men det skal jo skrives på fransk. Det gør Elysee for mig. Ikke bare almindeligt fransk, men med alle de rigtige titler og tituleringer, som folk her elsker at bruge. Vi fandt også lidt billeder, som kunne gå med og underbygge vores rapport.
Her til aften, ved aftensmaden, var der en fransk mand, som kom i går. Han fortalte at han nær var blevet sat i fængsel. Han var kommet til at tage 1 billede i byen. Han blev straks spottet og anholdt af politiet. Efter lang snak og trusler, tog de hans telefon, som han havde fotograferet med. Han var ikke videre glad for sit besøg her i landet.
Ja, der er ingen billeder fra Bangui. Ærgerligt, for der er så mange sjove, spændende og fine motiver, men det bliver ikke til billeder, her hos os. Det var en af de første lektioner vi lærte, da vi kom hertil for mange år siden.
I morgen er vi inviteret ud til Elysee og hans familie. Luc vil køre med derud, og på vejen tilbage skal vi også besøge hans familie. Det glæder vi os til. Der må vi tage billeder.
Kærlig hilsen
Bent og Vera
2 Kommentarer
Jytte Mathiasen · 07/06/2018 kl. 17:04
Kære Vera og Bent.
Det har været SÅ spændende at læse jeres rejsebreve. Du har godt nok været flittig ved tasterne, Vera, Og sikke genvordigheder, I har været ude for, men sådan er det jo i Afrika, det husker jeg godt fra mit ophold. Jeg beundrer dig Vera for din tålmodighed og din “stædige uforståenhed” over for politiet.
Jeg er lige vendt hjem fra en pilgrimstur i Italien.
Jeg beder for jeres fortsatte virke i CA og prøver at finde en dag eller 2 til at hjælpe med containerpakning herhjemme.
Kh
Jytte
Hanne veiby · 07/06/2018 kl. 07:29
Kære Vera og Bent
Hvor jeg beundrer jer. Den tålmodighed I må udvise dag efter dag, kunne jeg slet ikke klare. Håber alt fortsat vil lykkes for jer.
Trist at FN ikke gør nok for at beskytte de kristne ???????????? Ville ønske man kunne klage et sted, men hvor? Det eneste vi kan gøre herhjemmefra er at be for jeres og befolkningens sikkerhed.
Må Gud være med jer!
Ja vi har længe haft dejlig sommer i Dk. Om lidt ta’r jeg op til morgensang i kirken. Jytte er nu tilbage fra sin vandretur til Assissi. Og Brita ta’r i sommerhus lørdag for at være væk på sin 75 års fsd. Søndag er der fernisering af Ole Skov Thomsens billeder i M-salen.
Kh Hanne