Rejsenyt 18, februar 2019

Udgivet af Admin2 den

Bangui 31.01.2019
Revideret den 10.02.2019

Kære venner
Igen løb tiden fra mig, men nu får i 2 breve til samme pris!

Vi fik sat vandpumpe og solceller op og der kom vand. Dvs. ikke ret meget og ikke ret længe. Vi blev noget kede af det og måtte lige sætte os og overveje om der kunne være noget forkert eller om det virkeligt bare ikke gav mere vand. Vi satte pumpen i gang igen. Denne gang gik det bedre og nu pumper det fint og vi mener det giver vand til både centeret og befolkningen. Det er klart og rent vand, og der er nok.

Vi har også betalt det sidste beløb og Elysee har fået svar på de vand prøver der er blevet taget. Han siger de er meget fine!

Alle spær til centeret, er samlet og ligger klar til at blive rejst. Vi er næsten færdige med vores containerhus, mangler at få lukket mellemrummet, men Pierre har sine folk på opgaven. De kan godt fortsætte arbejdet mens vi er væk et par dage.

Torsdag den 31, startede vi af sted mod Bangui. Casper skulle hjem og Tobias, vores nye volontør, havde fået sit pas og visa, så han ville komme med samme fly. Op før gry, kl 4.30, det er stadig mørkt, og pakke bil og spise lidt morgenmad. Tidsplanen holder næsten. Vi kører, og solen står op! Der er 60 km til Baoro som ikke er asfalt, dvs. jordvej. Den er helt ok her i tørtiden. Godt 40 km på den anden side af Baoro begynder bilen at sige en mærkelig lyd. Vi stopper og åbner motorhjelmen. Der ser ikke ud til at være noget der giver et fingerpeg om hvad der er, så vi lukker og starter igen. Ikke mange meter længere tager lyden voldsomt til, og så stopper motoren. Vi er et sted hvor der ikke lige bor nogen og der er ikke et menneske. Jeg er klar over at der er noget alvorligt, selv om vi ikke lige kan se hvad der er galt. Der bliver sendt mange bønner afsted. Hvad skal vi lige gøre!

Bent ringer til mekanikeren fra Bouar, han er franskmand, og meget hjælpsom. Han sender sin kollega fra Baoro ud til os og samtidig sender han besked til en katolsk fader om at stoppe når han ser os på vejen og tage os med til Bangui.

Mekanikeren konstaterer han ikke kan lave bilen på vejen, men vil trække den tilbage til Baoro, Casper og jeg siger tak til at køre med den katolske fader til Bangui. Bent følger med vores bil tilbage til Baoro.

Vi ankommer til Bangui. Her ringer vi til Bent, som kan fortælle, at han er kommet hjem til Bouar. Bilen holder i Baoro på værkstedet og har det slet ikke godt. Det er et stempel, der er galt med. Jeg har ikke så meget forstand på det, men kan høre at vi vist skal have en stor operation i gang og det er der vist ikke nogen her i landet der tør binde an med. Jo måske i Bangui men hvordan skal bilen lige komme derned?

Vi bestemmer at jeg skal forsøge at finde en mulighed for at komme tilbage til Bouar når Casper er kommet af sted og Tobias er ankommet.

På gæstehjemmet, er der et fransk ægtepar som vi kender. De kommer ca. 4 gange om året for at operere. De tilbyder straks at tage Casper med til lufthavnen, så jeg ikke behøver at komme derud så tidligt for at vente på Tobias. Luc har, igen, været en sand ven og lånt mig sin chauffør og bil, så jeg kan komme rundt i byen for at besøge ministerier som har bedt os komme, og få købt de ting ind vi har brug for. Jeg skal også betale restbeløbet for brøndboring. Luc har også lovet at køre os tilbage til Bouar.

Tobias kom, men ikke hans kufferter. Øv. Der var flere ting vi havde bedt ham tage med til os. Bl.a. bolte til at samle spær med. Igen får vi hjælp, denne gang af vores FN ven som bor på gæstehjemmet. Han lover at køre ud til lufthavnen og få bagagen udleveret. (Den er så ikke kommet frem endnu, 10.02.2019)

Luc kommer som lovet, lørdag formiddag, og vi bliver kørt til Bouar.

I mellemtiden har vores franske mekaniker set på bilen og hentet den hertil. Han mener det kan laves, selv om nye dele er dyre, er arbejdsløn jo billigt. Så vi håber og beder til, at den kan repareres. Vi har ikke lige økonomi til en ny bil. Luc har ellers sagt at han har kendskab til en ny Toyota Pick Up som vi kan købe til en meget god pris. Luc er altid klar med sin hjælp!

Tobias er faldet godt til. Han er blevet vel modtaget af vores medarbejdere og komiteen. Høvdingen har været her og bedt ham spille fodbold med det hold de kalder ”Hjerte for Afrika” Det er unge drenge der vil spille mod et hold fra byen. Tanken er nok, at vi skal sørge for at de får nogle fine t-shirts og en fodbold. Vi må se hvad vi kan finde.

Arbejdet på centeret går godt fremad. Søjler er rejst på begge sider af containerne og støbt fast. Der er kommet gang i høvl og sav, generatoren tøffer afsted, vandpumpen pumper masser af vand og der er glade smil på byggepladsen. Det bemærkes, at arbejdet skrider hurtigt frem, alt er jo vel forberedt.

Vi sender mange tanker hjem til alle jer, der har stor del i at tingene nu kan samles her. Til det store forarbejder I har lagt for at vi kunne sende containerne af sted med materialer. Det giver nu mulighed for at arbejdet går hurtigt og er forholdsvis nemt. Dog kunne vi godt bruge nogle stykker med stærke arme. Gitterkonstruktionen er noget tung og den skal løftes højt. Vi håber nogle af vores FN bekendtskaber kan hjælpe, men vores gode venner fra Peru er blevet sendt hjem og en ny deling er kommet. Dem kender vi ikke så godt.

Vi har fået en lillebitte regn byge forleden dag! Ikke så meget men vi kan nok snart forvente at det vil regne mere og vi vil meget gerne have tag på inden.

Vi glæder os over, at alle ting i containerne er kommet godt frem, intet var beskadiget. Der er stor forventning til os. Vi ser frem til at kunne give befolkningen hjælp til at blive selvstændige og skaffe bedre forhold for børn og voksne, men vi kan ikke klare det uden hjælp. Tak for foldede hænder med bøn om at vi får visdom og indsigt til gavn for mange.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

(Har du lyst til at skrive et svar er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com)

Solcellepaneler til vandpumpe
4 tanke med klart rent vand
Spær samlet og klar til centerbygning
Spær og søjler
Der er højt
Morgensamling inden arbejdsdagen starter

1 Kommentar

Hanne · 11/02/2019 kl. 18:42

Kære Vera og Bent – det er jo en rigtig byggeplads at se på! Og sikken flot mur, der er blevet opført. Det glæder mig så meget, at der sker så mange ting, og at I nu har vand “ved hånden”. Det er selvfølgelig ØV, ØV med bilen, men stor glæde over, at så mange hele tiden vil hjælpe så meget de kan. HåberTobias bliver glad for at være i CAR. Må være så dejligt for jer og projektet, ligesom Caspers ophold har været.
Fortsat de bedste ønsker for jer og det store projekt og Guds velsignelse fortsat.
Kærlig hilsen Hanne

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.