Rejsenyt 2, 2024: Samuels kone er syg
Kirketerp 16.03.2024
Kære alle,
Igen må i have et rejsebrev fra Kirketerp.
Med en god bedring i min fod og tanke for vores ansatte i Bouar, havde vi planlagt en kort tur til CAR den 15. marts.
Det er blevet udsat, fordi vi ikke har fået visum. Vi har søgt, som tidligere, men har ikke kunnet få indrejsetilladelse og visum. Vi har én, som plejer at søge disse tilladelser til os i Bangui, og han er også totalt uforstående. Han har i forbindelse med ansøgning truffet på flere NGO’er som også har søgt visum og fået afslag. Der er ingen forklaring!
Vi er selvfølgelig slået ud, havde pakket kufferne og sagt farvel, men vores ansatte på centeret, er endnu mere kede af det og mangler virkelig vores tilstedeværelse. Ikke fordi de ikke kan klare arbejdet, men fordi vi jo havde planlagt at starte nogle nye ting op.
En anden ting er også, at de ikke har penge til løn. Normalt kan vi bede banken om at udbetale til vores økonomiansvarlige, Bien Venu, men der er kommet en ny direktør, som vi ikke har nået at få god kontakt med.
Vi er glade for, at vi kan kommunikere med vores ansatte næsten hver dag. De fortæller om børnene, som leger og lærer. De holder fødselsdag, noget som ellers ikke bliver fejret. De synger fødselsdagssang, får kage og mest af alt, bliver der sat fokus på barnet. Der er en stor kampagne i gang, UNICEF gør opmærksom på den ret hvert barn har på at have en fødselsattest. Det er et vigtigt dokument. I CAR har der været en del problemer om netop dette. Hvis barnet bliver født langt fra en by, hvor de kan få en fødselsattest, og så familien kommer senere og skal bruge én, ja så må de betale et meget stort beløb. Det er også en del af vores projekt med børnehaven at sikre børnene dette vigtige dokument.
Vi hører også, at der er gang i køkkenhaven, at de er ved at gøre klar til at så jordnødder, majs, bønner og andre afgrøder. Regntiden er startet så småt, og det er tid til at tænke på, hvad der skal plantes.
Der er også kommet et lille gedekid. En lille pige. Det er gode nyheder. Gederne spiser affald fra grøntsager og holder området fri for græs. Også vores høns klarer sig godt. Det giver mad til alle hver dag.
Samuel har været en del fraværende, hans kone har haft det meget dårligt. Hun kom afsted til Bangui, vi hørte om et sted, hvor katolske nonner drev et hospital for folk med sindslidelser. Her har hun nu været i behandling og er i klar bedring. Da der ikke er offentlig sygesikring er det svært at finde så mange penge, som det koster. Hun er nu i bedring, men der er en stor regning, der skal betales. Det bliver også et stort problem at finde penge til fortsat behandling.
Hun har været i behandling flere gange, men hver gang bliver behandling afbrudt, fordi de ikke har penge til at købe medicin. Og så bliver hun så syg, at Samuel ikke kan passe sit arbejde på centeret, og det går i høj grad ud over deres børn. Den ældste pige har måtte blive hjemme og passe mor og lillesøster.
Bien Venu har haft nok med at hjælpe på Musikskolen. Der har de haft flere volontører og haft brug for hans hjælp til forskelligt tømrerarbejde. Han er rigtig dygtig og klarer fint mange opgaver. Hvis han er i tvivl kalder han op til os og beder om Bents hjælp.
Vi er glade for, at når systemet svigter, og vi ikke kan rejse som vi har planlagt, kan arbejdet stadig fortsætte. Der hvor det bliver svært for dem, er når nye ting skal startes op og sættes i gang. Derfor håber vi snart det bliver muligt at rejse igen.
Glædelig påske, håber at se mange til generalforsamling den 13. april.
Bent og Vera
0 Kommentarer