Rejsenyt 3, 2021
Bouar 18.04.2021
Kære alle
Hele sidste uge har vi arbejdet på at få børnehaven op at køre igen. Da vi kom hertil, stod børnene uden for porten og spurgte til, hvornår de kunne komme i børnehave. Den var jo svært at svare på, men jeg kunne godt indse, at børnene savnede deres gode dage her.
Stella og jeg talte om, hvordan vi kunne få det til at hænge sammen. Vi måtte også finde én mere til at hjælpe os. Stella foreslog sin veninde, som bor ikke så langt fra hende, men det vidste sig, at hun har astma og tager medicin, så det var nok ikke en god ide. Vi har nu fundet en ung kvinde med 2 små børn, som vi prøver. Hun er meget ung og måske lidt for uerfaren til at kunne tumle andres børn.
De har været her hver dag, og vi har talt meget om, hvordan vi skal gribe det an, hvad der er vigtigt og lagt nogle retningslinjer for, hvordan vi som ledere skal være overfor børnene. Vi har syet bluser til Stella og Evodie og fundet tøj, som børnene skal have på. Vi har holdt et møde med forældrene, der var et par stykker som ikke var med sidst. Denne gang var det Stella, som stod for at forklare og alle var meget tilfredse. Klar til at sende deres børn.
Så mandag morgen håber vi at se 10 glade børn.
Samuel har haft travlt med at gøre majs klar. Det er majs fra sidste år, helt fint, men det skal først rystes fri for skaller. Det gøres med en maskine på markedet. Dernæst skal det i blød natten over for så at tørres lidt. Så skal det males, igen på en maskine på markedet. Det var en ordentlig sæk, som Samuel måtte afsted med hele 2 gange. Nu ligger det på gulvet i børnehaven og tørrer. Er klar til at blive til grød mandag morgen.
Vi har også haft en dejlig overraskelse i denne uge. Vores gode ven mekanikeren fra Cameroon kom og var klar til at arbejde på bilen. Han har været her 4 dage. I går eftermiddag hørte vi bilen starte, og der kom ingen røg. Han var ikke helt tilfreds med den, men efter lidt mere pilleri er den nu som ny.
Det er mere end 1 år siden vi har haft bil, så vi kan næsten ikke huske, hvordan det er. Det bliver dog godt at være i stand til selv at køre og ikke bede andre om kørelejlighed. Mekanikeren siger, det er en god bil! Ja, vi er så taknemmelige, den reservedel, vi havde med hjemmefra, gjorde en stor forskel, men mekanikeren ved også, hvad han har med at gøre.
I lørdags fik vi Pierre og hans folk til at komme hertil. De er ikke så nemme at lokke med, da deres dage på Musikskolen er ret anstrengende, men vi er glade for de kommer og sørger godt for dem. God mad og stor frisk salat fra haven. De fik lavet det sidste stykke, hvor regnvandet skal ledes fra taget og punktfundamenter til den container, som forhåbentlig snart kommer. Efter sigende er den kørt fra Douala. Vi har haft travlt med at gøre klar til dens ankomst. Vi har ikke mange timer til at få den tømt og løftet af lastbilen, uden at vi bliver pålagt ventetid.
Vi har fået regn nogle gange. Korte byger, meget vand, men da jorden stadig er hård, løber det meste væk. Vi håber snart at få en god lang regn. Så kan Jean komme i gang med at så noget mere. Lige nu er det kun majs og jordnødder der er sat.
Herfra mange kærlige hilsner fra os
Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com
2 Kommentarer
Aage Nielsen · 21/04/2021 kl. 09:19
Kære Vera og Bent.
Det er godt at høre, at I er kommet godt frem endnu engang, og at tingene alt i alt ser godt ud. Nu håber vi, at børnehaven kommer godt i gang.
Sidst men ikke mindst: STORT TIL LYKKE MED BILEN. Nu håber vi, at den virkelig er i orden.
Kh. Else og Aage
Torben Andersen · 19/04/2021 kl. 22:35
Kære Vera og Bent
Dejligt med endnu en bulletin fra Bouar, Tak!
Godt at høre at der sker noget!
Tillykke med bilen!!
Kh. Torben