Rejsenyt 3, 2023

Bouar 09.03.2023

Kære alle

Det er vist på tide i hører lidt fra mig her, selv om Mette er flink til at finde fine billeder til Facebook, ved jeg godt at det ikke er jer alle der ser dem.

Nu har vi været her godt og vel en måned, og vores tålmodighed er blevet sat vældigt på prøve.

Vi kom ind i landet på et stykke papir, der bare gav lov til at komme hertil, men at vi derefter skulle søge visum. Det har vi så gjort lige siden. Der er alle mulige og umulige problemer som forhindrer at man fra immigrationsmyndighederne giver os visum. Mest nok fordi vi har en aftale med regeringen om, at vi skal have gratis visum. ØV. Vi hører dog at andre organisationer også oplever problemer. Det er desværre ikke noget nyt. Det er en måde at få lidt ekstra,  når vi ikke skal betale for visum.

Heldigvis har vi vores gode ven, David, i Bangui som efterhånden har brugt en del tid på at holde gryden i kog, om man kan sige det her i varmen 😊

Vi har sendt flere stykker papir, som man har forlangt. Bl.a. skulle vi fortælle hvilken nationalitet, vi havde og hvilken ansættelse vi har her hos centeret i Bouar.

Endelig den 9. marts, fik vi så besked fra David at vi havde fået visum, 3 mdr. Det vil sige, at vi kan rejse hjem og komme tilbage på samme visum. Dejligt!

Vi har det varmt og godt, måske lidt for varmt, men dog til at holde ud. Vi venter på regn hver dag. Der er flere skyer, flere steder omkring os har det regnet. Det bliver dog ikke lige med det samme, at vi vil mærke den store forandring i temperaturen.

Heldigvis blæser det ikke så meget længere, og vi nyder at sidde i vores paillot om aftenen. Der er køligere og solnedgangen er utrolig smuk.

Solnedgang

Stella fra børnehaven er kommet tilbage til os efter sin mands død. Der er dog et større opgør med hendes svigerfamilie. De vil jage hende væk og beholde børnene, men de 3 store piger har sagt, at vil bo hos deres mor. De 2 yngste er 4 og 7 år. De har ikke så meget at skulle have sagt. Stella og hendes mand havde prioriteret at sende deres børn på privatskole. Nu er der ikke penge til det. Vi vil gerne hjælpe, men har ikke helt overblik over hvor mange penge det bliver til. Vi vil besøge den katolske skole hvor børnene er indskrevet. Stella er ved at finde et hus hun og børnene kan bo i.

Stella, Evodie og Sylvain sammen med børnehavebørnene

Vi har ikke sagt vi vil hjælpe, vil jo ikke så gerne sætte deres forhåbning op til noget vi ikke kan holde, men vi ser at pigerne ikke har mange chancer hvis de ikke kan gøre deres skolegang færdig. Rigtig mange piger får ikke nogen uddannelse. Stellas piger har fået en bedre undervisning end de fleste. Stellas mand var en god og kærlig mand og far som ønskede det bedste for sine børn. 

Sylvain og Evodie har hjulpet hinanden mens Stella har været væk, men de savner også, at der kommer lidt mere fokus på deres arbejde og ny inspiration. Vi håber meget at få hjælp til netop dette. Det er noget af det vigtigste arbejde, der udgår fra centeret.

Der er høns i hønsehuset igen. De sidste måtte vi opgive at holde liv i. Nu prøver vi med 3 nye høns. De ser dog ud til at klare sig godt. Vi har også fået en ged, vi kalder ham Mads. Den keder sig meget og er ret ulykkelig. Pedro har lovet at finde et par stykker mere. Det er efterhånden et pænt lille landbrug vi har her.

Vi håber også at komme i gang med sundhedskurser og tilbud om latriner. Der er et projekt som bliver kaldt WASH program. Det handler om vand, sanitet og sundhed. Vi ser flere små bygninger rundt om i byen,  som nok er latriner, men ingen benytter dem. Det kræver rigtig meget at fortælle og bevise at det forbedrer sundheden, hvis man har toilet faciliteter og bruger dem.

Det er bl.a. det vi gerne vil med vores undervisning, som vi håber snart bliver muligt. Det vil blive åbent for folk som vil komme for at lytte og lære, og vil vil forsøge at få alle til at indse vigtigheden af at grave et dybt hul, lave mursten og finde træ til spær og tag. Vi vil så hjælpe med at lave et cement dæk, som kan dække hullet og holdes rent. Det er dog de få der kan finde penge til tag. Mursten kan alle lave. Vi ser det som noget meget nyttigt at forbedre sundheden på denne måde og i den sidste ende vil det også betyde færre medicinudgifter for familierne.

Mette underviser flere gange dagligt. Hun har vores egne folk hver eftermiddag, den dygtigste del af dem. Om lørdage har vi vagterne til lidt intensiv læring. De griner og morer sig og der er ingen der er genert og ikke vil forsøge at bruge de få ord de har lært. Det kommer der sommetider nogle sjove historier ud af!

Der kommer også en ung man, Matara på 17, fra  Musikskolen. Han kommer hver formiddag. Han skulle egentlig gå i skole, men der er lige strejke blandt lærerne. Selv om de ikke officielt strejker, er det ofte der ikke er nogen undervisning alligevel. Han er blevet udtaget til  et uddannelsesophold i USA på et universitet for musikstuderende. Mette er noget bekymret for ham, da hans niveau er ret lavt. En af tingene at undre sig over, (ja der er mange) er hvorfor regeringen her i landet har opskrevet deres uddannelsesprogram således, at det fremgår at uddannelse er på højde med den vestlige verden. Det er langt fra sandt, men gør det muligt for elever at blive optaget i udlandet. Matara er en dygtig musiker, men det bliver svært for ham at klare de andre fag.

Matara

Mette og Matara

Vi har haft besøg af det team, som arbejder under Menneskerettigheder i Hagg. Vi kender den englænder, der står for det opsøgende team. De havde en mission her i nærheden og bad om lov til at sove hos os. De var 13 personer. Vi havde ikke senge til dem, men de ville bare gerne slå deres feltsenge op i klasseværelset. De fik så aftensmad og morgenmad.

Det var noget af en udfordring for Samuel, men han klarede det fint. Han sov her så han kunne være klar med morgenmad inden de skulle køre herfra. Det bliver ikke lyst før ved 6 tiden om morgenen, og de ville gerne afsted så tidligt som muligt.

De var fuld af beundring over vores sted her. De fik også indviet boldbanen. Bent havde lige sat basket ball net op inden de kom, så de nød at kunne ryste rejsetrætheden ud af kroppen med en gang boldspil. Storslået udsigt, fine faciliteter og dejlig mad. Og især fred og tryghed. Det var dejligt at blive rost for det, vi har opnået. Vi synes også selv vi er kommet langt, men somme tider er det godt når andre også kan se det.

Den nye basket ball kurv afprøves

Vi får rigtig meget hjælp af vores venner fra Peru. De er med FN her i landet. De er ingeniørtropper. De har lavet veje, bygget skole og sidst hjulpet med at genopbygge toldstationen på grænsen til Cameroun. Den blev sat i brand og flere af de lastbiler, der holdt der blev ødelagt. Det har været et stort arbejde men er snart færdigt. Vi har været glade for deres hjælp til fodboldbane, vores traktor er på deres værksted lige nu og i dag har Bent kørt vores bil derud. Vi opdagede den dryppede olie, ret meget. Udover deres hjælp har vi nydt godt af deres oberst som er blevet en rigtig god ven. Han kommer her ofte, blot for at komme lidt væk fra sine mange opgaver og slappe lidt af. Vi bliver ofte inviteret til frokost.

Vi glæder os til at se jer snart, tiden løber jo hurtig, og vi har lovet at komme hjem til generalforsamling. Det bliver holdt i Kirketerp i år, så vi håber I alle tilmelder jer,  så vi kan ses og personlig takke jer for al den hjælp I giver os, som betyder så meget for vores arbejde her. Vores ansatte siger ofte at vi skal takke jer og de beder for alle jer der er med i Hjerte for Afrika. De er bekymrede for jer, lige nu mest pga. krigen i Ukraine og de problemer det medfører, men de spørger også til den megen sne og kulde vi har i Danmark.

Herfra sender vi jer mange kærlige hilsener, Vera

PS. Jeg vil lige fortælle lidt om Samuel og hans situation. Det er også grunden til, at mit brev ikke er kommet afsted. Vi har brugt tid på at hjælpe ham og hans kone, gør det stadig, da det jo gør os forfærdeligt ondt at være vidne til. For knap 14 dag siden fødte hans kone en lille pige, hjemme hos dem selv, med Samuel som eneste hjælp. Det gik meget hurtigt, der var ikke tid til at hente hjælp eller køre på klinik.

Samuel i køkkenet

De første par dage gik det ok, vi besøgte dem og ser en meget lille pige, 2,5 kg, og en glad mor.

Herefter er det så bare gået ned af bakke og til sidst måtte de få hjælp. Hans kone har fået noget at sove på, hun kan slet ikke sove og hvile, hører stemmer og er urolig, og det er Samuel der må lægge babyen til brystet når hun græder.

Samuels kone har tidligere haft psykiske problemer og blevet behandlet, havde det godt indtil her efter fødslen. Der hvor hun er blevet behandlet tidligere vil man starte med at behandle igen. Der er bare lige en lille nyfødt som nok ikke vil have så godt af sin mors mælk hvis behandlingen starter.

Samuel har været her og passet sit arbejde noget af tiden, selv om vi kan mærke at han er meget påvirket af situationen. Han siger, det er godt at komme lidt væk, men er jo også bekymret. Vores ansatte her har besøgt dem og beder for dem. Psykisk sygdom her er ofte set som onde ånder, der angriber og mange er bange for de syge. Heldigvis har vi haft mulighed for at tale om det og der er stor forståelse for Samuel. Måske bliver de nødt til at stoppe amning og give flaske. Det er dog ikke en god løsning, det er meget dyrt at købe modermælkserstatning og svært at holde flasker rene. Og barnet kommer til at mangle antistoffer m.m.

Håber I, sammen med os, vil tænke på familien at der må findes en god løsning.  

Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com