Rejsenyt 3, 2026: Ananas i haven og travlhed på markerne
Bouar d. 18 marts 2026
Kære alle.
Vi stod op til den smukkeste morgen, skyer der lå lavere end bjergkæden der omgiver os. Solen var allerede højt på himlen.

Lave skyr med bjergene omkring os
Jo, vist er her varmt, og i disse dage, stor luftfugtighed. Det har regnet omkring os, men vi har kun fået nogle få dråber. Men, den er på vej, den livsgivende og gode grøderegn. Daniel er klar til at så markerne til med majs, jordnødder, bønner og meget mere. Bent har fået gang i vores lille traktor og sammen med Daniel, har de forberedt jorden.

Daniel kører med traktoren
For første gang mens vi har haft stedet her, er der ananas i haven. Det er helt klart Daniels fortjeneste, han har passet dem, sørget for masser af vand og god jord. Det var et stort øjeblik da vi kunne smage den første.

Den første Ananas på centret
I børnehaven bliver der leget. Dukkerne får ordnet hår, plastik gryder og tilbehør bliver også brugt. Jeg havde en lille plastik model af et påskeæg til hama perler. Børnene elsker dem. De har hver lavet et påskeæg, de er blevet hængt op i det store legerum og pynter så fint. Den sidste dag inden påske ferien får de dem med hjem.

Påskeæggene er blevet hængt op
Stella har læst om påske og de har talt om hvorfor vi fejrer påske. I disse dage fejrer muslimer afslutning på ramadan. Her i landet er fredag erklæret fridag.
Bent har haft travlt på Musikskolen. Næsten hver eneste dag har han været der, ofte sammen med Bien Venu og Mathias. Benedykt havde bestilt et trappeværn til skole bygningen. Den er jo i flere etager og nu var de så klar til at fjerne de planker, der har fungeret som sikkerhed, så at ingen skulle falde ned. Det er blevet så fint. Bent har hjulpet Bien Venu med at måle op og tilrette, mens Bien Venu har designet og svejset.

Trappeværn til musikskolen
Der er stadig meget arbejde for Bent mht byggeriet af koncertsalen. Det går godt fremad, men uden hans hjælp gik det ikke. Bent har heldigvis også god hjælp af Jens Andersen, hans tidligere kollega, som han kan kontakte i Danmark. Benedykt ser ikke helt hvor meget og hvor kompliceret byggeriet er, men følger byggeriet fra sidelinjen. Pierre, en af vores dygtige medarbejdere som arbejdede med os i den lutherske kirke, er formand på dette kæmpe byggeri. Ham og Bent forstår hinanden og arbejder godt sammen.
I forbindelse med byggeriet af Musikskolen bliver der en del arbejde til vores værksted. Langt mere end 100 planker er der blevet høvlet for at lave støbeforme, og der er brug for stadig flere.

Høvlspåner i massevis fra de mange planker til musikskolen

De færdige planker bliver hentet med det samme

Bent viser hvordan man måler op til trapper
Her i tørtid, som jo nu er på 5. måned, bugner træerne med mangoer. Vi har mange træer her og vi har travlt med at lave marmelade og mango chutney. Noget alle elsker og glædes ved, når sæsonen er forbi. Vi spiser frugtsalat med frisk mango og bager kager. Kun fantasien sætter grænser for hvad vi kan bruge de mange frugter til.

Mango chutney
Vi har haft besøg af nogle af vores sponsor børn. Især var vi glade for at se Direlle. Hun har været syg, klarer sig dårligt i skolen og var nok blevet sendt ud i en landsby for at dø, hvis vi ikke havde haft den tætte kontakt til familien. Hun er Sylvains niece. Det var godt at se hende, vi havde vitaminer med til hende og har aftalt hun kommer hertil 3-4 gange om ugen.
Om en uge skal vi rejse hjem. Der er meget vi gerne vil prøve at nå. Vi er taknemmelige for, at vi har kræfter og helbred.
De kærligste hilsner herfra!
Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com
0 Kommentarer