Rejsenyt 3, november 2018

Udgivet af Admin2 den

04.11.2018

Kære alle

Her sidder vi, søndag aften, og vores modem vil ikke skabe forbindelse. Det er træls, for vi har så meget at fortælle.

Nå men så må i jo vente til der kommer hul igennem! Vi håber ikke det var længe.

Vi kom hertil Bouar i lørdags. Vi var tidlig afsted fra Bangui, allerede kl 5.30 stod Luc’s chauffør og var klar. Vi kørte lige bag Luc hele vejen og han sørgede for, at vi ikke skulle stoppe og give vores papirer til de mange kontrolposter der er langs vejen.

Bilen kørte som en drøm, vejen var som sædvanlig fuld af huller, men med vores brede dæk, gode chauffør og mange foldede hænder, kom vi godt frem.

Det sidste stykke vej, ca. 60 km, er der ikke lagt asfalt. De er ved at gøre klar til det men har ikke startet endnu. Dog var vejen nogenlunde uden alt for store huller, så vi kunne køre godt til. Det støvede voldsomt så vi var glade for vi kunne lukke vinduerne og køre med aircondition.

Vi ankom her kl 14.30.  Pierre, vores entreprenør, og Pedro vores altmuligmand, havde været her næsten hele dagen. De havde sørget for at huset blev gjort rent og vores ting båret hertil. Vi fik kærlige velkomstknus, der blev spurgt til familien, både deres og vores, og så gik de ellers hjem, så vi kunne få pakket ud i fred. Det bliver mørkt ved 18 tiden og vi havde ikke strøm på batterierne. De skal lades af solcellen, som jo havde været pakket ned. Vi fik også dejlig varm mad, takket været Friliv:dk! Hvor er det nemt at koge vand, hælde i en pose og vupti, så er der mad!

Nå men vi fik det meste på plads, redt seng og så var der ikke mere strøm på vores batterier.

I dag har vi ladet batterier op og nu er der lys. Vi har også fået dejligt varmt bad, det var noget koldt i går og blev heller ikke til ret meget mere end at vaske støvet af!

Elysee, som jo er med os, har sovet oppe i byen. Han er herfra, så han er godt kendt. Han kom op af formiddagen, så at vi kan få sat gang i alle de ting der skal ske de næste dage.

Vi var blevet lovet at der ville komme et team fra det firma som skal bore brønd. De er ikke kørt fra Bangui endnu, så det bliver nok ikke lige denne uge vi har vand på grunden. Godt Pedro altid kan finde vand til os. Vi håber de kommer snart, Elysee ringer til dem hele tiden.

I morgen skal vi besøge det officielle hierarki her i byen. Regionsformanden, tror jeg man vil kalde ham, her kaldes han Prefet, borgmesteren, politikommisæren og hvem der ellers kan være nyttig, at gøre sig bekendt med. Elysee har også været i gang med at skrive breve til de forskellige kontorer, hvor vi skal meddele, at vi nu er i gang og hvem og hvor mange vi tænker at ansætte. Dette bureaukrati er nok det jeg er mest ked af. Det er sådan en gang papirnusseri og forsøg på at få penge af os. Vi skal betale her og der, ikke så meget, men det er besværligt og også lidt unødvendigt.

Vi skal også helst nå omkring vores FN venner fra Peru. De har lovet at hjælpe med at lave vejen hertil vores grund, ude fra den kommunale vej. Det vil ikke være muligt for de store tunge lastbiler med vores containere at køre på vores nuværende vej.

Godt vi har bil og ikke skal gå rundt!

Der er ikke tid til at kede sig. Og skulle vi få bare et øjeblik, er der altid nogle børn der kommer listende for at hilse på og se om der måske skulle være et eller andet de kunne tigge sig til. Vores tomme plastikflasker fra drikke vand, er højt i kurs. Indtil vi har vand, må vi købe drikke vand, så dem har vi mange af!

Vi har fået lidt regn her i eftermiddag, så her er noget køligt. Det har ellers ikke regnet i mange dage og regntiden er snart helt slut. Det er både godt og skidt. Godt fordi vi så kan komme i gang med at lave mursten til vores mure på centeret. Pierre vil gerne lave noget fint arbejde så han har folk klar til at fabrikere, så snart det er tørt nok.

En træls ting som tørtiden bringer med sig er blæst. Det bringer støv ind allevegne. Det er ikke til at undgå og man kan glemme alt om at holde rent, bare dække af så godt som muligt for mad og drikke.

Vi har ikke fået taget billeder, dels må vi ikke fotografere på offentlige steder, dels har det regnet i dag. Jeg håber lidt at vi må tage nogle billeder på de officielle kontorer i morgen. Det er stort, at vi nu kan starte på det som vi har stræbt efter siden vi startede Hjerte for Afrika, ja for Bent og jeg, er det endnu længere siden. Vi er glade og taknemmelige, til alle jer som har været med hele vejen og gjort det muligt.

Vi glæder os til at dele det hele med jer!

Bent og Vera


1 Kommentar

Mette Johnson · 06/11/2018 kl. 07:10

Så dejligt at høre fra jer! Isaac læste hele dette nyhedsbrev op til mig! Vi er spændt på om måske i vil kunne dele lidt billeder med os! Det er så spændende som det hele langsomt men sikkert bliver til noget!
Mange knus fra os fire her i Minnesota!

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.