Rejsenyt 5, 2021

                                                                                                                             Bouar 09.05.2021

Kære alle 

Det har været et par intense uger siden mit sidste brev til jer. Der sker jo rigtig meget hele tiden, men lige de sidste par uger har været helt særlige.

Allerede for 2 uger siden fik vi besked om at vores container, som vi jo har ventet længe på, ville ankomme til Bouar den 28. april. Normalt har vi 48 timer til at læsse tingene ud af containeren, mens den stadig står på lastbilen og derefter få den ned på jorden.

Vi havde lagt planer for aflæsning og vores katolske venner havde lovet, at vi måtte få deres truck til at læsse containeren af lastbilen. Vi havde lavet en rampe, ganske enkelt ved at skovle jord og stampe hårdt til, i en højde der nogenlunde passede med ladet på en lastbil. De mange kasser, poser og andre småting var ikke det store problem, men der var flere tunge ting, snedkerimaskiner, en generator og traktor.

Vi aftalte med vores egne ansatte, at vi ikke ville have andre ind til at hjælpe med at læsse af. De var klar, endda vores 2 kvinder fra børnehaven ville hjælpe. Vi bestemte også at lukke børnehaven, mens vi læssede af.

Alt var klar, og så ventede vi!

Og ventede mere. Vi var ude og se efter lastbilen, der hvor konvojen parkerer, når den ankommer til Bouar. Der gik flere dage og vi hørte ikke mere til lastbil og container. Vi begyndte at blive bekymrede for, om den var kørt videre til Bangui. Fredag, den 30.  ringede chaufføren til os. Han undskyldte, og fortalte han stadig var ved grænsen, men håbede at komme lørdag. Der gik så helt til søndag formiddag hvor han igen ringede og sagde, han nu var i Bouar.

Mandag formiddag gik med at få aftalt med tolderne og få lastbilen kørt hertil. Vi kunne først starte ved 11.30 tiden med at læsse af. Tolderne fik en stol og sad og fulgte lidt med på pakkelisterne, men efter en times tid sagde de tak og farvel og gik hjem.

Det gik godt med at få tingene ud og ned ad rampen, alle var i godt humør og vi kom snart til de store og tunge ting. Også det fik vi ud, uden nogen kom til skade. Da vi havde ca. 1/3 tilbage var kl. næsten 18 og vi stoppede og fik lukket dørene til containeren. Alle var trætte.

Næste dag startede vi kl. 7 og inden middag havde vi alt ude og med hjælp fra katolikkernes truck fik vi de sidste maskiner løftet ned og ind i værkstedet. Vi fik også sat containeren på plads, den skal fungere som kontor og lagerplads for værkstedet i fremtiden.

Chaufføren var meget hjælpsom, og beklagede sig ikke over at skulle vente en dag på at kunne køre hjem. Han sov i lastbilen og næste dag kunne han stolt fortælle, at hans kone havde født tvillinger om natten. Vi ønskede tillykke og fandt nogle tæpper og små strikkede trøjer, som han fik med sig hjem.

Da vi nu havde fået alt slæbt ind og låst for, sendte vi alle hjem. Så måtte vi samle kræfter og rydde op næste dag. Der er mange kasser og pakker, der skal åbnes og sorteres og sættes på plads. Vi har heldigvis ikke haft ubudne gæster, selv om det jo nok kunne friste nogen med så mange ting, og ved fælles hjælp og anstrengelse er vi nu ved at have orden på det hele. Der er ikke noget i stykker, alt er kommet fint frem og nu skal vi så i gang med de opgaver, vi har måtte vente med fordi vi manglede et eller andet.

Børnehaven var lukket i flere dage, men er nu åben igen. Børnene kunne næsten ikke vente med at komme.         

Der er også kommet flere nye ting til dem, en ny stor fodbold, mere Lego og flere dukker. Pigerne er ret glade for dukkerne, og især at de har en masse tøj. Jeg måtte finde nogle meter stof og klippe til, så pigerne kunne have dukkebørnene på ryggen. Drengene kan også lege med dukker, de får en tur på legetøjsbilerne!

I fredags ringede Stella, grædende, og fortalte hendes søster var død. Hun boede i Congo, nabolandet, og nu måtte Stella prøve at komme derover. Det er en lang og farefuld tur, men traditionen her byder, at hun må deltage i begravelsen som nemt kan vare flere dage.

Evodie har ikke været den der tog initiativ til ret meget, men jeg er blevet positivt overrasket over hende. Hun synger, leger og deltager meget mere end hun plejer. Så dejligt!

Vi har haft et skype møde, supervision, med en kær veninde i DK. Hun har været her i CAR, for år tilbage, som vores volontør.  Hun er musikpædagog, har erfaring med traumatiserede børn, og så taler hun fransk. Hun var villig til at give lidt starthjælp. Det blev til en stor hjælp, hun fik sat ord på nogle ting som jeg havde forsøgt at implementere, men som hun med stor indsigt og erfaring fik berørt. Både Stella og Evodie lyttede. Det er bestemt, at vi skal mødes igen om 14 dage. Det har taget vægten fra mine skuldre, og jeg kan allerede nu fornemme, at vi nok skal kunne klare at give børnene nogle gode oplevelser.

 Nu er regntiden rigtig kommet i gang, og vi har dage, hvor solen slet ikke kommer frem. Det regner næsten hver dag. Det kan ses på grøntsagerne og ukrudtet. Jean har travlt med at luge.

Der tales om flere Covid-19 tilfælde, også døde, men det ser ikke ud til at blive så alvorligt som man forestillede sig. Heldigvis. En stor og alvorlig epidemi kunne være alvorligt i et land med så ringe hospital og lægehjælp. Vi håber og beder for at de må slippe for flere ulykker. Befolkningen er så småt ved at vende tilbage til deres huse og begynder at så og plante. Det er godt at se, men der er også en vis usikkerhed. Rebellerne har trukket sig tilbage, de har dog forsøgt at besætte en landsby ikke så langt herfra, en mineby, men landets hær, hjulpet af russere og soldater fra Rwanda, drev dem tilbage.

Vi sender mange kærlige hilsner og tak for de mange breve og hilsner vi får fra jer. Så dejligt at vide i følger os. TAK!

Bent og Vera   

Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com