Rejsenyt 5, 2022
Bouar 22.04.2022
Kære alle
Håber I har haft gode påske dage, med lidt forårssol.
Her blev det til en varm en af slagsen. Selv om det efter kalenderen skulle være regntid! Vi har fået et par små byger, men ikke noget der giver kølighed og fugt nok til at så marken til. Omkring os er der kommet meget regn, men lige her, er vi blevet snydt. Der er dog mange skyer på himlen.
Vores søn og svigerdatter kom på besøg. Morten skulle give lidt inspiration til Bien, vores værkstedsleder.

Morten og Bien i værkstedet
Påsken kom og gik. Her var vi optaget af en lille syg dreng, som trods meget medicin, ikke kunne blive fri for høj feber. Vi fik fin behandling på hospitalet som ligger ca. 11 km nord ud af Bouar. Det var ikke malaria, men prøverne vidste et højt infektionstal uden at de kunne sige noget om hvor og hvad. Her for 2 dage siden blev han så endelig fri for feber og så kom et rødt udslet på overkroppen. Måske har han haft en børnesygdom med fra Danmark.
Heldigvis fik han 2 gode dage, som han udnyttede til stor fornøjelse for os alle. Der var mange der tænkte på ham her, både vores egne folk, Benedykt på Musikskolen og hans folk og Dr. Ione som vi så flere gange. Der blev også sendt mange bønner op for lille David.
Nu er Morten og hans familie rejst hjemad. I dag til Bangui og i morgen med fly. Vi vil savne dem helt utroligt, det har været en dejlig oplevelse for os alle at have dem her. Morten har haft mange timer i værkstedet med Bien, de har fået konstrueret en stol som kan sættes i produktion og Bien har lært mange ting af Morten
Sofie har været med i børnehave et par gange. Hun har mange ideer til sjove ting de kan lave af noget de kan finde i naturen. David og Hannah fik også gode minder og nye venner.
Astrid har travlt med undervisning, både Engelsk og pædagogik. Der er stort behov for undervisning, især den slags undervisning vi gerne vil give. Det stiller store krav til underviser, men her er folk ikke vant til at skulle deltage aktivt, så de bliver noget udfordret. Vi glæder os dog over, at der kommer flere og flere ord og sætninger på engelsk, og at samtalen ikke er så ensidig længere.
![]() |
![]() |
Mette er også kommet i gang med sin undervisning. Hun har været længe ventet. De føler de kender hende, selv om hun udfordrer dem i det hun underviser, som er meget nyt og anderledes for dem. De bliver tvunget til at se på sig selv og den måde de lever på med nye øjne. Og spørgsmål til om de vil af en ny vej, som ikke er helt almindelig og som familien måske ikke helt vil forstå. Det bliver spændende at se, hvad dette forårs timer i klassen kan bringe.
Det blev Bent der tog med til Bangui for at følge Mortens familie til lufthavnen. Han vil bruge et par dage mens han er der, til at få de afsluttende papirer på vores jordstykke her. Vi har betalt, meget synes vi, men nu skulle det være i orden, og vi kan afslutte den sag. Det er utroligt, hvad der bruges papir og tid på her i dette land! Jeg kan godt forstå, at næsten ingen forsøger at købe et stykke jord. Vi har brugt meget tid og energi, for slet ikke at tale om mange penge. Vi er dog meget glade for vores grund her i Bouar.
Bent vil også ordne et par andre ting mens han er der. Turen til Bangui er lang og besværlig, det er med at få klaret så meget som muligt, når man er der. Han har også fået en indkøbsliste med. Han regner med at komme hjem tirsdag. Igen må vi takke for Benedykts hjælpsomhed. Det er ham der både er chauffør og lægger bil til.
Bouar 24.04.2022
Så blev det lige søndag. Fredag blev jeg hevet ud af min energiske klapren på pc’en. Vores vagt kom løbende og kaldte. Hans lille datter, Yvette, som plejer at være med i børnehaven, var ikke kommet. Han går hjemmefra før hende. Hun plejer at blive hentet af en motorcykel taxi og kørt hertil. Da hun ikke kom, blev han urolig og ringede til sin kone. Yvette var kørt af sted, men nogen havde set, at hun var blevet sat af på markedspladsen. Vagten fik fat i en cykel og susede afsted for at lede efter hende. Vi var alle bekymrede og bange for hvad der kunne være sket.
Der gik noget tid inden han kom tilbage, men dog med gode nyheder. Pigen var blevet set af deres nabo, som havde taget hende med hjem. Det er sådanne oplevelser, der er ret skræmmende, alle mulige tanker farer igennem hovedet. Der var stor taknemlighed og glæde hos alle da hun blev fundet i god behold.
I morgen begynder en ny uge. Vi håber snart at der kommer en god stor gang regn, så vi kan komme i gang med at så. Traktoren er klar, redskaberne er samlet, der skal bare lige komme noget regn så jorden bliver til at arbejde med.
Tak for mange beskeder, mails og kærlige tanker til os. Det er dejligt at mærke i følger med i vores indsats for befolkningen her.
Kærlig hilsen
Bent og Vera
Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com
1 Kommentar
Aase & Henning Jensen · 30/04/2022 kl. 08:56
Tak for de fine opdateringer fra jer. Det er rigtig spændende at følge med i jeres arbejde. Hvor er det dejligt, at I havde besøg af Sofie, Morten og børnene. Vi forstår godt, at I nød det!
Håber snart at I får noget regn! Måske er det allerede kommet?? Man har lov at håbe.