Rejsenyt 6, 2021

Udgivet af Admin2 den

                                                                                                                             Bouar den 16.05.2021

Kære alle 

Nu har vi næsten fået det hele på plads, alle kasser er åbnet. Nogle blev lukket igen, meget legetøj kan vi gemme til senere. Lige nu har børnene mere end de kan overskue, de er slet ikke vant til at have noget som helst.

Tak til alle jer, der har været med til at samle legetøj, børnetøj og alle mulige andre ting sammen til os. Det var næsten som juleaften at få så mange ting på én gang. Det er så fantastisk alt det, der er blevet bragt til Kirketerp og som for mere end 1 år siden blev pakket i containeren. Nu har vi nok legetøj og redskaber, og kan stadig gemme en god del, så der kan skiftes lidt ud og ”nye” ting kommer frem om nogen tid.

Der var også en masse tøj, både til store og små. Det har jeg delt ud til dem, der hjalp med at tømme containeren, men der blev også til andre, som vi ved godt kunne bruge lidt. Pedro, vores gode ven helt fra vores første tid her, har lige fået en datter. Igen. I 2019 fik han en datter, som kun blev 3 mdr. Denne gang håber og beder vi for, at hun må blive stor og være rask. De har også 2 drenge, Kristoffer og Roderick, som begge er i børnehaven. En pose med lidt nyt til den lille pige og en anden pose med noget til hele familien. Tak til alle jer som har strikket og syet baby tøj/tæpper. Det er en stor glæde at kunne give et lille nyt barn nyt tøj!

Jeg har været fast i børnehaven hver formiddag. Stella, som jo mistede sin søster i Congo, er stadig ikke kommet tilbage. Det er dog helt overraskende, at Evodie har vist at have evner, som jeg ikke havde set. Som om hun gemte lidt, fordi Stella er så sprudlende. Evodie er mere rolig, mere pædagogisk, selv om hun jo ingen forudsætning har herfor, og ser hvor hun kan hjælpe børnene, når der opstår slagsmål m.m. Jeg var noget bekymret, men det er bare gået meget bedre, end jeg frygtede.

Bent har også haft nok at lave. Nu havde han jo alle de ting, som vi manglede for at kunne komme videre. Der er blevet lagt tag på køkkenbygningen, sat net omkring vinduerne og malet. Vi håber at få installeret det lille Morsø brændekomfur, som vi har haft med i containeren. Gas er dyrt, svært at skaffe og da vores køkken ikke er helt vindtæt, er det sommetider svært at styre flammerne.

 I torsdags kom vores folk til kl. 7 som sædvanlig og vi fik også bedt vores morgenbøn. Men så kom det frem at det jo var Kr. Himmelfartsdag og derfor fridag. Det gav vi dem ret i og alle gik hjem. Vi fik også en pause.

 Sidst på dagen ville Bent så prøve traktoren en gang mere. Den blev jo slæbt ud af containeren, hjulene ville ikke dreje rundt, og den ville heller ikke starte. Bent brugte flere dage, ikke hele tiden, men først prøvede han det ene så det andet, men lige meget hjalp det. Vi ville gerne have den ind, det er jo regntid, så selv om vi har dækket den med en presenning, har den ikke godt af at stå ude. Han havde talt med Torben fra vores bestyrelse, som har været med til at sætte traktoren i stand, og nu ville vi prøve en gang mere. Vi fik vores bil spændt for, og så trak jeg den så meget bilen kunne klare. Det tog nogle hug men lidt efter lidt gav den sig, og da den først rullede, kunne den også starte. Det var en dejlig lyd, selv Jean, som jo bor ved siden af, kom over, da han hørte det. Den skal nok blive til stor hjælp her. Vi har jo 4 hk så det er lidt svært at klare med skovl og hakke.

Vi har også sat et lille byggeri i gang med en ”Palliot” det er et fundament med græs tag. Her tænker vi at kunne spise middagsmad, og holde lidt ”kaffeslaberas” når der kommer nogle, der vil hilse på eller det er vores egne ansatte, der trænger til en pause. Der er en meget smuk udsigt, man kan se langt i klart vejr, og vi glæder og til at få et sted hvor alle kan føle sig velkommen.

Nu ser vi frem til en ny uge. Der er masser af udfordringer og en del problemer, men vi føler hver dag, at vi bliver hjulpet og båret frem. Tak for jeres hjælp til os på så mange forskellige måder, det mærker vi hver dag.

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Har du lyst til at skrive et svar, er du meget velkommen til at bruge nedenstående kommentarfelt eller sende os en mail på: vbskindhoj@gmail.com

Med en hammer sikrer man et godt byggeri

Pierre og hans folk bygger palliot

 

Kategorier: Rejsenyt 2021

3 Kommentarer

Karin Kirk · 18/05/2021 kl. 18:43

Man bliver bare i godt humør ved at læse jeres brev og se de livsbekræftende billeder. TAK fordi vi må “være med”.♥️

Karin Kirk · 17/05/2021 kl. 23:15

Man bliver i så godt humør, – ved at læse jeres beretning, og i HØJ grad ved at se de fantastiske billeder. Tak, fordi vi må “ være med”.

Agnethe Zimino · 17/05/2021 kl. 21:40

Hvor er det dog skønt at høre fra jer!! Jeg ber meget om beskyttelse for jer og fortsætter!!
Skal hilse fra Gerner.

De kærligste hilsner og knus

Agnethe

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.