Rejsenyt 6, juli 2019

Udgivet af Admin2 den

                                                                                                                    Kirketerp 22.07.2019

Kære alle

Så kom vi hjem og vi synes lige I skal have en sommerhilsen med gode nyheder og billeder.

Som nogle af jer nok har set på Facebook, så er der sket mange ting. Vi havde jo 2 seje volontører på arbejde i 5 uger, og det kan nok være der skete ting og sager.

Vi har nu fået rejst vandtårnet med 4 tanke og 1 tank er sat hen til muren med en studs ud til at give vand til vores mange naboer. Der kommer rigtig mange og henter vand, også langt væk fra, men så længe der er vand nok, bliver de ikke nægtet vand. Vores lokalkomite har bestemt, at der skal betales for vand, det samme som der skal ved de andre tappesteder i byen. Vi var ikke helt enige, men de har overbevidst os om det rigtige i det. En af komitemedlemmerne, Florance, som bor lige i nærheden, er sat på opgaven. Hun kommer 2 gange om dagen og lukker op. Hun hjælper kvinder og børn med at løfte de tunge kar og dunke op på hovedet. Hun styrer det så fint. Det er bestemt, at hun skal have et lille beløb for sit arbejde, men det tjener hun selv, og der er endda et lille overskud, som vi sætter ind på en speciel konto. Det skal gå til at reparere og vedligeholde pumpen.

Det var et stort arbejde at få svejset og klargjort tårnet, derefter at få det rejst på de fundamenter der var støbt dertil. Til sidst løftede Torben tankene op ved hjælp af en talje. Vores folk fik lært mange ting ved at være med til dette arbejde. De havde talt meget, om hvordan det kunne lade sig gøre. De var tydeligt imponeret!

Solcellerne til at give energi og lys på centeret og til at pumpe vand, ligger nu alle på taget. Der skulle svejses beslag og support for at det kan ligge stabilt. Det er mere sikret, når det ligger så højt og intet skygger for solens intensitet.

Vi havde jo selvfølgelig talt med Pierre og Bien Venue om, hvad der skal laves mens vi er hjemme. Vi har også fået Bien sat op med en telefon, så han kan sende billeder, og vi kan tale sammen over messenger, hvis de har behov for det. Ikke fordi de har behov for at spørge os om hjælp til arbejdet, men de vil gerne have denne kontakt med os, og vi glæder os bare over at kunne følge dem næsten hver dag.

Vi er også meget overraskede over, hvor hurtigt og meget de når. Som I kan se på billeder her, sker der meget på en uge.

Vi har også aftalt med vores gode ven Luc, at han skal komme med nogle geder når lige Pedro kan få de sidste meter hegn sat op. Så kan gederne hjælpe med at holde græsset nede inden for et afgrænset område, og så bliver der mere tid til Pedro og hans folk til at holde ukrudt fra vores afgrøder.

Vi har allerede høstet jordnødder, og håber at kunne så og høste en gang mere. Røde kidneybønner kan der også sås 2-3 gange. Majs kan også høstes flere gange. Derudover har vi løg, kål, meloner og grønne bønner.

Vi havde jo mange mangoer, nu har Pedro sat guavatræer, et enkelt bomuldstræ, avokado, bananer og papaya. Vi har udsigt til at leve ret godt!

Mens vi er hjemme fortsætter arbejdet. Bien og Pierre har styr på det meste, og vi ved fra tidligere at de nok skal få tingene til at ske.  De ser også frem til, at vi kan starte vores børnehave, undervisning og ikke mindst bibliotek.  De har set de mange kasser med bøger, som vi har haft med!

Tak til jer alle, som gør dette muligt, det betyder så meget for os at kunne hjælpe og se glæden og forbedrede forhold for befolkningen omkring os.

Måske vi ses mens vi er hjemme, men ellers skal I vide, at vores folk i Bouar beder for jer og takker for jeres store indsats for at hjælpe deres land. Jeg bliver rørt hver morgen til vores morgensamling, når jeg hører dem takke Gud for jer! Håber også i fortsat vil huske dem!

Kærlig hilsen

Bent og Vera

Gipsplader er en ny udfordring

Der hentes vand

Jordnødder

Vandtårnet på vej op

Solceller op på taget

Vandtanke på plads

Papaya i massevis

      


2 Kommentarer

Hanne · 28/07/2019 kl. 12:18

Fantastisk projekt i CAR. Når jeg læser, at der mangler 100.000kr til at få endnu en container sendt af sted, vil jeg håbe, at medlemmerne (ca. 300) kan afse bare en 100kr seddel ekstra her og nu.
Vil selv straks overføre 100kr. og håbe , at rigtig mange vil/kan gøre det samme.
De varmeste hilsner
Hanne

Niels Grymer · 24/07/2019 kl. 11:10

Kære Vera og Bent

Hvor er det godt at læse om og se billeder af alt det positive, der er sket dernede.
Når man tænker på de talløse frustrerende forsinkelser og forhindringer, projektet har været ude for, er det intet mindre end fantastisk. Med jeres tro og tålmodighed, jeres gode forbindelser og al jeres afrikanske erfaring har I fundet veje, hvor andre ville have opgivet.
Dejligt at være kommet så langt.

Inden længe kommer så de næste udfordringer: at få gang i arbejdet og få bygningerne fyldt med liv.
Men lige nu kan I forhåbentlig slappe af og hvile ud i temperaturer, der nærmer sig de afrikanske.

Ida har nogle forslag til sange, som hun gerne vil give videre til jer.
Vi er hjemme indtil slutningen af august, men er de første par uger dels i sommerhus på Sjælland med vores datter, Birgitte og familie og dels sammen med Rose fra Cameroun , hendes mand og datter.
I husker måske Rose, der kom i Margrethekirken sammen med Michael, mens de læste på universitetet. De bor i Holland og kommer nogle dage på ferie i Danmark.

Derefter kan vi forhåbentlig finde et tidspunkt, hvor vi kan ses.

Kærlig hilsen
Niels

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.