Rejsenyt 9, november 2018

Udgivet af Admin2 den

Kære alle                                                                                                 Bouar, fredag 23.11.2018

Vi kom godt hertil i går, sidst på eftermiddagen. Igen blev vi vinket frem ved alle politi vejspærringer og kunne køre videre uden problemer. Det lyder måske i jeres ører, som om vi forventer problemer, og ja det gør vi lidt. Det er jo ret kendt at vi har penge og så kan man jo godt prøve at få lidt ud af os. Måske ved at sige vi mangler dit eller dat, ikke har kørt reglementeret osv. Men det oplever vi ikke lige nu. Dejligt!

Det er meget varmt og fugtigt i Bangui, men jo længere nordvest på vi kom, desto bedre blev klimaet. Her er også tørt og det græs der ikke er blevet brændt af ser noget trist ud. Men der hvor der er blevet brændt af for et par uger siden, er græsset ved at pible op igen, helt lysegrønt og fint. Flere træer blomster, og i landsbyerne hvor folk smider deres affaldsvand, blomstrer der Kanaliljer og fluks. Igen overraskes vi af hvor smukt og frodigt her er!

Der var den store modtagelseskomite da vi kom. De skulle alle hilse på Casper og lige se ham an. Og jo, han kunne sandelig et par gloser fransk, og Sango skal vi få ham lært lidt af. Alt sammen så lovende! Så gik de fleste hjem, de havde jo været på arbejde hele dagen, kun nattevagterne blev.

Vi var trætte så det blev ikke til meget mere end at pakke lidt ud, bestemme hvilken lækker ret fra ”friliv” det skulle være, og så i seng. Casper i sin meget komfortable hængekøje og Bent og jeg på vores brædder med liggeunderlag. Der blev ikke liv i os igen, før solen begyndte at komme op over horisonten.

Vi har ikke de bedste nyheder fra Damco og vores containere. De siger der er problemer med dokumenterne, nok dem der er sendt til Douala fra Bangui. Vi har spurgt igen og igen, om de nu havde alt de skulle bruge. Vi forsøger at bevare humøret men vi kan jo tælle dagene og ved at det koster meget for hver dag containerne skal stå på havnen i Douala.

Når vi skal se frem til at være her i længere tid end først beregnet, vil vi udnytte Caspers talent for organisering og iderigdom. Bent og han er kørt op i byen for at købe planker som vi kan bruge til at lave flere hylder af. Det er bedst at få tingene op fra gulvet, så myrerne ikke har for let adgang. Vi købte også de fineste skamler på vejen. De er lavet af bambus, som gror her. Det er dejligt at kunne skifte lidt med siddepladsen.

Uden for har Pedro og nok også vagterne, de skal få tiden til at gå med noget, været i gang med at rydde pladsen her foran vores hus. Der er også blevet slået græs og brændt af, så der nu er frit udsyn. Det var en af de ting vagterne var bekymrede for. At de ikke kunne se hvem der gemte sig i græsset og så kunne der let blive noget der forsvandt. Det kan de nu!

Jeg håber at finde lidt forbindelse til at sende dette til jer, men nu ser vi hvordan det går. Jeg kan gå på nettet via min telefon men det er ikke godt nok til at sende filer.

Mange kærlige hilsner

Bent og Vera  

Casper samler hylder til køkkenet

Nye stole og flere hylder


2 Kommentarer

Inge Marie Andersen · 26/11/2018 kl. 20:34

Kære Vera og Bent – og Casper!
Det ser ret hyggeligt ud, og sikke fine skamler. Godt, at I er kreative og finder nyttige ting at lave. Folk hvor I er har givetvis øvet sig i tålmodighed, men det er nu ikke sjovt med de containere, der lader vente på sig. Vi ønsker inderligt sammen med jer, at de meget snart er på vej. Dejligt at høre, at folk omkring jer er hjælpsomme og positive – og nu er I der sammen med dem, det øger uden tvivl optimismen og forventningerne. – Dejligt med jeres mange breve, så man kan følge jer.
Kærlig hilsen Inge Marie

Kirsten Birgitte Jensen · 25/11/2018 kl. 23:18

Hej med jer alle tre. Spændende at følge med i hvordan det og Casper er kommet godt derned. Øv øv med containerne. Ønsker for jer at containerne snart når frem, så I kan komme videre også så længe Casper er der.
Her går det godt. Torben har fået gravet urtehaven og jeg starter stråle behandling i 5 uger fra den 3.12. Så er der da snart til at se ende på det lange behandlings forløb. Håret er ved at gro ud igen. Vi sender jer de bedste tanker og ønsker og velbekomme med risa’lamenten☺️
Kh Torben og Kirsten Birgitte

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.